Læsetid: 11 min.

Dumheden indhenter vi aldrig

Som barn modellerede han som en gal. Krigsfigurer blev fremstillet bag mørklægningsgardiner i lejligheden på Amager. Hver dag blev de ødelagt i legens hede, næste dag startede han forfra. Livet har været blakket, men billedhugger Jørgen Haugen Sørensen har nu altid lavet det, han ville. Året ud er han Årets Billedhugger på Statens Museum for Kunst
23. marts 2007

Han havde glemt han skulle til tandlægen, derfor kommer han for sent. Aftalen, der er indgået et par dage før, lød på klokken 10 mandag morgen på Statens Museum for Kunst. Information har fået lov til at følge den 72-årige billedhugger, Jørgen Haugen Sørensen, med opsætningen af hans nye udstilling, Mens vi venter.

Efter en god time dukker han op. Iført tynd trenchcoat, tilpasset sydligere himmelstrøg, brune bukser og brune sko og et flere meter langt tørklæde med sort og hvidt mønster slynget om halsen. Enderne falder ned til livet på for og bag. I lommen har han et kort med en ny aftale hos tandlægen om bortskaffelse af en kindtand.

"Det ser da meget godt ud," udbryder han, da han træder ind i Skulpturgaden. To mænd hjælper billedhuggeren med at sætte værkerne op, så de tager sig bedst ud, og de er allerede igang. Endnu er kun få af lerskulpturerne kommet op i Skulpturgaden, som er det rum, der forbinder den gamle og den nye bygning på Statens Museum for Kunst. Det er her, Jørgen Haugen Sørensens figurer skal stå det næste år. Det er et rum med omkring 20 meter til glasloftet, og det er et rum, der er ligeså langt, som den gamle bygning er bred. De figurer, der allerede er kommet ind og står på deres plads, er lidt ældre værker, kvinder, der ligger forvredne på metalstativer og gale hunde i slås-og parringskamp. Alt i det store rum bliver småt.

Bag gardinet

Med sin nye udstilling vender billedhuggeren tilbage til leret, det materiale, han startede sin karriere med, og som han som helt lille dreng skabte sit univers i bag nedrullede gardiner. Han har været rundt om både bronze, granit og sågar lærred. Men leret er absolut topmålet. Her kan han arbejde alene, og her kan han udtrykke sig umiddelbart, ler er organisk og let. En spontan bevægelse, og materialet bøjer sig, fortæller Jørgen Haugen Sørensen, mens han styrer gennem rummet på inspektion. Han stopper op ved en række af 47 lerhoveder. Ansigter forvrængede, forspiste og forvirrede. Han sætter fingrene ind i øjnene på det første:

"Jeg lavede vidnerne, som jeg har kaldt dem, på omkring et minut for hver. 47 og så kunne jeg ikke mere. Jeg satte bare fingrene ind i leret, og så gjorde jeg sådan her," han drejer fingrene rundt, trækker dem ud. "Alle sammen ligner på en eller anden måde en, man kender." Og allerede inden det sidste ord er udtalt, skrider han videre.

"Jeg har altid modelleret. Min bror, Arne, og jeg var alene med vores mor. Hun købte forskellige tegne- og modellersager til os, fordi vi var alene hjemme, mens hun gik på arbejde. Hun trak mørklægningsgardinerne for, og vi måtte ikke gå ud, fordi så kunne det se ud, som om hun ikke passede os, og så ville børneværnet komme og hente os. Så vi sad bare og modellerede og tegnede dagen lang. Det får man selvfølgelig en vis fingerfornemmelse af. Og så må du heller ikke glemme, at det var sådan, jeg lærte at udtrykke mig. Hvor andre børn gik i skole og var ude og lege, så sad vi der og modellerede og udtrykte os på den måde."

Jørgen Haugen Sørensen og broren, maleren Arne Haugen Sørensen, legede krig. Billedhuggeren smiler. "Vi skabte et helt univers i den lejlighed, men figurerne blev jo mast, fordi de skulle slås. Og så startede vi igen dagen efter." Han griner og trækker skuldrene op mod ørerne.

"I virkelig synes jeg, at børn i dag burde lege noget mere med sådan nogle figurer, som vi havde. Da jeg var barn, var der krig, jeg var 11, da den sluttede. Tænk, hvad børn i dag ikke ser fra Irak. De må, som jeg, også have hovedet proppet med billeder, og så er det vel meget naturligt, at krigen bliver et element i alt det, du gør. Der bliver slået så mange mennesker ihjel hver dag i Irak, og vores politikere sidder hver dag og kigger på og lader som om, det er demokrati. Det er det, vi lever i. Når jeg skal lave sådan en udstilling, så vågner jeg op og tænker: Tak skal du have noget lort, jeg skal lave, mens jeg andre gange er mere optimistisk. Jeg ved jo ikke helt præcist, hvad det er, jeg går og laver, der har jeg jo ikke tilpas afstand til mine figurer."

Jørgen Haugen Sørensens mor sendte ham i lære som keramiker, da han blev ældre. Som 15-årig udformede han ligbolsjer på fabrikken Ipsens Enke på Fredrikssundsvej i København. Ligbolsjer er små nummerplader af ler, som man placerede i ligets mund, så man bagefter kunne putte den rette aske i den rette urne. Men Jørgen Haugen Sørensen fandt hurtigt ud af at modellere alle mulige andre ting, ikke nødvendigvis mindre forbundet med død, men realistiske og uhyggelige figurer. Efter knap tre år i lære og mange figurer senere blev han tildelt et legat, og ud af landet fór han som 19-årig og har ikke været permanent tilbage siden. Han har i mange år boet i Toscana, hvor blandingen af anarkister, kommunister og kunstnere passer ham bedre end Danmark og kunstakademiets nærhed.

Dumheden er overlegen

"For at lave noget går jeg i opløsning, går ind i en depression og dykker ned i den. Og når jeg så ikke kan komme længere ned, er jeg nødt til at bygge mig selv op igen. Men man skal helt derned, hvor der ikke er noget, du er stolt af. Du skal bare helt ned. Det er en evig proces, jeg er i og skal igennem hver gang, jeg skal igang med ting. Når du så er der, er du nødt til at samle dig selv op, samle stumperne, og så kommer der ting ud af det," fortæller Jørgen Haugen Sørensen, mens han venter på at blive lukket ind i det depot, hvor mange af hans værker er opmagasineret, inden de bliver kørt ned i Skulpturgaden. Da den tunge jerndør endelig bliver åbnet, møder man en enorm mængde af trækasser, og hvad der ligner op imod hundrede forskellige små figurer. Så siger han om udstillingen, i hvis anledning der udgives en biografi, en film samt en udvalg af billedhuggerens dagbogsnotater fra de sidste 20 år.

"I virkeligheden er det at få udgivet sine dagbøger noget frygteligt noget, og der er også blevet skåret meget væk. Men der var åbenbart nogen, der synes, den har litterær værdi," han lyser op i et, hvad der kunne tolkes som et ironisk smil, og fortsætter i alvorligere tone, "men det er nok lidt som det med at udstille, jeg får en afstand til tingene, jeg bevæger mig videre, det ene skubber det andet. Livet er jo bare en række hændelser, der bruger dig. Alt går bare videre."

Hver gang en figur finder hans blik, rækker han ud efter den med en hånd, der på forunderlig vis nærmest er aerodynamisk, når han samler fingrene. Som har fingrene formet sig efter over 60 års modelleringsarbejde. Figurer af kvinder, der ligger forvredne, om de er bronze eller ler, får de et klap på knæet eller issen, og farvestrålende ansigter får en kommentar med på vejen: "Det er ikke, fordi jeg er sortseer eller moralist. Jeg synes også, vi er enormt komiske og verden er absurd. Vi ligner sgu nok en blomst, hvis vi har fået en håndgranat i hovedet," afslutter han og går videre hen mod en af de nyeste figurer, Dumhedens Mor hedder den. Han stopper han op. Dumhedens Mor forestiller en stor gravid mave - mange doblet i størrelse og med en dumhed på vej ud. Selv betegner billedhuggeren den som en af de figurer, der virkelig er lykkedes. Maven får flere stryg over det hudfarvede brændte ler.

"Den er da blevet meget sød," siger han, og fortæller videre om den hudfarvede klump:

"Dumhedens mor er altid gravid. Det er klart, hun altid er gravid, fordi det kører virkelig for hende. Hende kan man ikke stoppe. Hun er mange hestehoveder foran os. Hvis du skulle begynde at tænke dig om, taber du allerede terræn, fordi hun tænker sig ikke om. Hun kører bare der ud af. Det er en utrolig verden, vi lever i. Alle er blevet så helt ufatteligt ansvarsløse," siger han.

Grosser Tyk

Dagen efter sker endelig det, som billedhuggeren har haft en eller to søvnløse nætter over. Figurerne fra Holland ankommer på ladet af en stor lastbil. Gennem det halve Europa er de tre og et halvt tons tunge lerfigurer kørt, indpakket i plastik. Ikke desto mindre er det stadig tydeligt, hvad det er, de forestiller. En gris mageligt placeret på ryggen med tunge og lem hængende udenpå. Bag den stikker et kranie frem fra plastikken og afslører figuren Danser med døden. Jørgen Haugen Sørensen ifører sig sin jakke, et langt rødt tørklæde i silke om halsen og en pelshat til hovedet, der lige akkurat dækker det tætte kort klippede gråsprængte hår. Han bor det meste af sin tid i Italien og Portugal sammen med sin kone, billedhugger Eli Benveniste. Danmarks klima huer ham ikke, men ud skal han, for nu skal de to kæmpemæssige figurer, han har arbejdet intensivt med nat og dag i to måneder, løftes af ladet og ind i elevatoren og op i Skulpturgaden. Først er det figuren Danser med døden, der bliver løftet ned.

"Det er Grosser Tyk, der danser med døden," fortæller han. "Vi danser jo alle sammen med døden, men nogen har fået mere ud af det end andre. Jeg vil tro, at en lille knægt fra Biafra ikke danser så meget. Men der er nogen, der har succes i denne verden, og de er skide ligeglade, så længe det varer."

Selv mener han, at døden er rykket markant tættere på med hastige skridt. Han er født i 1934. Et blik i avisernes dødsannoncer er nok til at understøtte hans ide om den nært forestående begivenhed, mener han. Prøv at kigge, udfordrer han og siger:

"Vi er hele tiden i en stor ventesal. Alle sammen. Ingen ved hvornår eller hvordan, vi dør. Udstillingen er her nu, og mens vi venter på døden, kan vi gå ind og se på de her figurer," erklærer han og springer videre i sin tankerække.

"Jeg kan huske, der en gang var en biograf inde på Hovedbanegården, hvor man kunne gå ind, mens man ventede på toget, og se en film eller to. Det her er faktisk som DSB-Kino. Se en film ,mens du venter på døden." Brutalt, det mener billedhuggeren ikke. Men døden er ikke noget, han tager let på, selvom han håber, at det er en fornøjelig udstilling, han har skabt.

"Min anden kone, Jette, døde, og det er noget, der præger en resten af livet. Men også flere af mine venner døde pludseligt, da de var meget unge. To hængte sig, en anden druknede sig," fortæller han.

"Jeg har været ude for mange ting, og har på mange måder været blakket, og jeg må sige, at det ydre billede af verden bliver ikke sjovere med tiden."

Jørgen Haugen Sørensen står uden for porten på brostenene med ryggen mod dem, der er igang med at få de sidste figurer af ladet på lastbilen, og betragter Danser med døden, der med sin hvide glasering lyser op i den dunkle lagerhal under museet. Han må have øjenkontakt med dødningehovedet, der næsten vælter den mand, den kysser og danser med.

"Dengang, jeg startede med at modellere og udstille, troede jeg, at verden kunne blive anderledes. I dag ved jeg, at det gør den ikke. Det kan den ikke. I dag kan jeg se, at der kun er en vej, og det er den vej, det går," siger han. Et øjeblik vender hans ord sig mod den verden og det system, han er så meget imod.

"Jeg har altid undret mig over, at Amerika hver gang har været i stand til at finde en præsident, der er dummere end den forrige. Det er altid lykkedes. Nu er de ved at toppe med ham, de har nu, og sådan tror jeg, at hele verden er. Der er ikke meget håb i det. Jeg har mistet troen på, at det bliver bedre. Du ser jo også i dag, at partier, som man aldrig troede ville vinde indpas, vinder frem, selvom man troede, de var for asociale."

Grisen græder

Helt i bunden af Skulpturgaden ligger nu en enorm gris. Hvid og med blå øjne. Fed og mægtig fylder den trods det store rum godt op. I al sin vælde ligger den på ryggen, med let spredte ben og tungen nærmest halsende ud af munden. I grisens kinder er lavet små huller, så der kan fastgøres store tårer. Grisen skal græde, når udstillingen åbner. Jørgen Haugen Sørensen har platintårerne i en plastikboks ved siden af, de skal først have limet en skrue fast i sig, før de kan komme på grisens kinder, hvor de hører til.

"Jeg har aldrig modelleret så stort før, og det har været ret underholdende. Ham her grisen hedder Selvforanstaltet mirakel, venter på et nyt. Man kan med fordel sige, at den venter forventningsfuldt på et nyt. Sådan ser jeg verden nu. Vi sidder og piver konstant og vil gerne have, at alting bliver mere hele tiden."

"Det bliver værre og værre. Det kan godt være, at det bliver mere og mere interessant undervejs, men der er da ikke nogen, der tror på, at de kan ændre det. Det tror jeg ikke, nogen tror på mere. Vi kan udsætte tingene. Hiv-smittedes død kan vi udsætte. Sådan er vores verden jo også blevet, vi indrømmer hver dag, at vi ikke kan ændre på grusomhederne, men vi kan måske udsætte dem, så de tager længere tid."

"Men jeg synes da også, at mit liv bliver mere og mere interessant. Det der med at modellere, er jo et forsvar, hvor jeg kommer af med nogle ting. Jeg brænder ikke inde med det, og det kommer så til at stå sådan der." Han kigger ud over Skulpturgaden med blå himmel ovenover og lys over alt.

"Jeg lever selvfølgelig sådan et underligt liv uden for verden. Jeg deltager jo ikke rigtig i verden på den måde, mange andre gør. Det er en luksus." Han vender blikket tilbage til den hvide gris, der flyder ud over sin sokkel. Den har nu fået tårerne sat fast på de flæskede kinder.

"Du kan godt se... hvor ville du gøre af den gris, hvis det var din gris. Den er jo mit problem. Du må ikke glemme, at hver gang du flytter den, koster det mange penge. Det selvforskyldte mirakel, der forventningsfyldt venter på et nyt, er blevet min hovedpine." Jørgen Haugen Sørensen udstøder en latter, der i et kort øjeblik må betegnes som hjertelig.

"Det er noget mærkeligt noget, men det har jeg altså valgt at gøre mit liv til."

Og så står man der foran et kæmpemæssigt hvidt svin, der tuder af glæde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu