Læsetid: 7 min.

'Folk betaler ikke for at se mig. De betaler for at se mig være dem'

Dolly Parton er blevet kaldt alt fra en grotesk mandefantasi til et ny-feministisk ikon. Fra kynisk pengemaskine til arbejderklasseheltinde. Pailletter, patter og patos for alle pengene. I næste uge kommer fænomenet til Horsens
Dolly Parton er elsket for sine beskrivelser af livet på USA's bund og en aldrig svigtende solidaritet med sin baggrund. Samtidig er hun i dag alt andet end blue collared. Konflikt? Ikke ifølge Dolly selv, der med sin Groucho Marx'ske sans for de skarpe citater, siger: "Jeg skulle være rig for at få mulighed for at synge, som da jeg var fattig."

Dolly Parton er elsket for sine beskrivelser af livet på USA's bund og en aldrig svigtende solidaritet med sin baggrund. Samtidig er hun i dag alt andet end blue collared. Konflikt? Ikke ifølge Dolly selv, der med sin Groucho Marx'ske sans for de skarpe citater, siger: "Jeg skulle være rig for at få mulighed for at synge, som da jeg var fattig."

Per Folkver

2. marts 2007

"Før var jeg på fem forskellige slags medicin, nu er jeg frisk som en havørn. 'Hvad har du gjort?' spurgte min læge. 'Jeg har mødt Dolly Parton', svarede jeg." I temaparken Dollywood er denne fan ikke i tvivl: Den lille kvinde med den høje stemme og de store attributter er intet mindre end en guddommelig inkarnation.

Fan-kulten i Dolly Partons hjemland har nået hysteriske højder, men Europa synger bestemt også med. I denne måned flyver The Iron Butterfly kontinentet tyndt, og i næste uge spiller hun to koncerter i Horsens. Blandt publikum vil være forfatteren og filmmanden Christian Braad Thomsen. For til trods for, at Dolly Parton "har solgt lidt ud af uskylden", ruster gammel kærlighed kun svært.

"Hun er et lille Guds ord fra landet. Med en særlig blanding af styrke og sårbarhed beskriver hun mødet mellem den enkle tilværelse på landet, det moderne liv, og den ambivalente følelse af længsel efter det, der var og en dyb taknemlighed over, at man slap væk," siger Braad Thomsen.

Karrierekvinden

Og opvæksten under fattige forhold langt fra byens lys er et gennemgående tema i Dolly Partons karriere. Hun blev født i januar 1946, fødselslægen fik en pose majsmel for indsatsen. Hun voksede op med sine 11 søskende i en træhytte i Great Smoky Mountains. I dag er hun blandt USA's musikindustris fem rigeste kvinder. Pengene har hun tjent på at beskrive, hvordan hendes mor i ren armod syede hende en jakke af gamle klude. I skolegården lærte den lille pige, at verden for bjergets fod ikke har forståelse for, at ting får værdi af kærlighed.

Dolly Parton har med sange som Coat of many collors, Here you come again - og ikke mindst Jolene, den desperate opfordring til søstersolidaritet ud i kærlighedens kringelkroge - placeret sig som countryhimlens absolutte dronning.

I de 45 år, der er gået, siden hun efter eget udsagn mødte op i et pladestudie i Nashville og sagde: "Her er jeg og sammen kan vi tjene en masse penge", er det blevet til omkring 100 millioner solgte plader, en personlig formue på tæt ved 500 millioner dollar og et forretningsimperium med både filmproduktion, forlystelsespark og pladeselskabet med det ironiske navn Blue Eye Record.

For blåøjet er hun ikke. Kælenavnet The Iron Butterfly har hun tjent ved at være en af de hårdeste damer i en legendarisk hensynsløs industri. Hun har beholdt rettighederne til sine sange og fik en særlig plads i musikhistorien, da hun afviste Elvis. Han ville indspille I will allways love you, men var ikke parat til at give ophavskvinden søsterparten af fortjenesten. Hun sagde nej til kongen, ventede tålmodigt, og i 1992 gjorde Whitney Houston sangen til starthalvfemsernes største ballade - og betalte dyrt for fornøjelsen.

Dolly Parton er elsket for sine beskrivelser af livet på USA's bund og en aldrig svigtende solidaritet med sin baggrund. Samtidig er hun i dag alt andet end blue collared. Konflikt? Ikke ifølge Dolly selv, der med sin Groucho Marx'ske sans for de skarpe citater, siger: "Jeg skulle være rig for at få mulighed for at synge, som da jeg var fattig."

Kvindeidealet

Glem alt om abort, porno og Jørgen Leths eskapader. Det indlæg, der har fået flest køns-indignerede Informationslæsere til tasterne, handlede om Dolly Parton. Sådan mindes Christian Braad Thomsen i hvert fald stormen i november 1977, efter at han i en kronik under overskriften "Country-dronningen fra den fattige bjerghytte" havde erklæret sin uforbeholdne kærlighed til Dolly - med hud, hår, pailletter og, ja, bryster.

"Jeg fik så mange tæsk af rødstrømperne og blev beskyldt for de værste ting," husker han, og et kig i arkivet bekræfter, at Informations debatsider glødede. Dolly Parton reducerede kvinden til "nydelsesmiddel til ære for manden", mente en læser. Braad Thomsens kærlighedserklæring var en hån imod idealet om "et naturligt forhold mellem kønnene, hvor kvinder ikke behøver at have Dolly Partons attributter for at have værdi", skrev en anden, der mente, at skribentens "seksuelle begejstring næppe kan interessere Informations læsere, da den hører hjemme i Rapport."

Hendes hyper-feminine udtryk var ikke overraskende svært foreneligt med tidens kønsrollekamp. Men i 2007 er Dolly Parton ikke alene blevet stueren. Hun fremhæves som et feministisk ikon. Som den amerikanske kritiker Margot Hich skrev i en hyldest til sangerindens 60-årsdag: "Tak for at have leveret den ny-feministiske klassiker Nine to five. Tak for, at du ikke er hoppet på den diskriminerende medie-agenda og aldrig har afvist, at du har haft lesbiske forhold. Tak for, at du aldrig har lagt skjul på, at du har konstrueret din krop."

Konstruktionen

Og hendes krop kommer man ikke udenom. Brysterne om hvilke hun selv har sagt: "Jeg ved ikke, om jeg holder dem oppe, eller om de holder mig oppe." Det glatte engleansigt om hvilket hun grinende har sagt: "Hvis jeg får en ansigtsløftning mere, får jeg skæg." Og så hendes citat-evergreen: "Det er dyrt, at se så billig ud som jeg."

Rygterne om, at brysterne er forsikret for en halv million dollar, har hun stædigt afvist, men hun har ikke benægtet, at hendes krop er konstrueret. Hendes fans elsker hende for det, og målene 40-20-36 er blevet et varemærke uden lige. Selv er hun dobbelttydig, når hun fortæller om sit image.

I nogle interview fastholder hun, at brysterne, parykkerne og de malede læber er et rent æstetisk valgt. I andre afslører hun en mere kalkulerende side som med udtalelsen: "Jeg har skabt mig selv, så de gad lytte til mig. Hvis jeg fik tid nok, skulle jeg nok vise, at der var en hjerne under parykken og et hjerte under brysterne."

Kirsten Poulsen, kønsforsker ved Københavns Universitet og ekspert i kvindeikoner i medier og film, ser country-sangerinder og ikke mindst Dolly Parton som klare eksponenter for en post-feministisk bølge. Med sange som Just Because I am a woman og 80'er klassikeren Nine to five, kritiserer Dolly Parton kvindens underordnede plads i både hjemmet og på arbejdsmarkedet. Men den feministiske kritik udmønter sig radikalt anderledes end feministernes eksperimenter med alternative livsformer i 1970'erne.

"De her kvinder siger: Stand by your man. De fastholder, at kvinder har ret til karrierer og har økonomisk uafhængighed som ideal, men insisterer på, at de også skal leve almindelige kvindeliv med mænd, børn, glæder, sorger og nye sko," siger Kirsten Poulsen, der ikke er overrasket over, at Dolly Parton i dag har bred appel blandt yngre kvinder - også blandt Danmarks kritiske og kreative.

For Dolly har skabt succes i en mandeverden og bruger sit køn som en bevidst strategi. "Hun er udtryk for et opgør med utopien om, at køn kan udviskes, men er samtidig en personificering af den post-feministiske tese om, at kønnet er konstrueret. Med sine plastik-operationer og sit kunstneriske udtryk leger hun jo bevidst og nydelsesfuldt med kvindestereotyperne, udfordrer dem ved at overdrive dem uden at bryde dem ned. Jeg kan sagtens se, hvorfor den ryger rent ind i den post-feministiske sag," siger hun.

Proletaren

Måske ligeså kendt som Dolly Partons sange er skabelsesmyten om hendes overdrevne og hyper-seksuelle udtryk. I adskillige interview har hun fortalt om dengang, hun som lille pige så byens mest farverige luder: "Hun havde stort afbleget hår, rød neglelak, malede læber og meget høje, gennemsigtige hæle med guldfisk i. Min mor vrissede: 'Hun er en hore', og så svarede jeg: 'Når jeg bliver stor, vil jeg være en hore'."

Dolly Parton trækker stærkt på maskuline sexfantasier, men ifølge Kirsten Poulsen kan nogle stereotyper være så forankrede, at det kan vise sig som den eneste farbare strategi at tage dem på sig og gøre dem til sine egne. En af de stereotyper, som Dolly Parton har adopteret, er forestillingen om den hyper-seksuelle arbejderklassekvinde:

"Hun iscenesætter en proletarisk fandeninvoldkshed om, at når der endelig er fest, skal der fandeme også være fest. Hun er jo langt fra et borgerligt kvindeideal. Hun er overpyntet og med klare æstetiske referencer til luderen. Samtidig har hun jo kaldt sig selv både tramp og trash, og har på den måde valgt den samme strategi som bøsserne og USA's sorte befolkning: Afvæbnet dem, der taler nedsættende om en ved at gøre begreber til sine egne," siger Kirsten Poulsen.

Any way you want me

Dolly Parton er måske det mest gennemførte eksempel på populærkulturens ideal om at blive alt for alle. Selv har Dolly Parton sagt: "Folk betaler ikke for at se mig. De betaler for at se mig være dem." Hun er bøsseikon og har arbejdet for retten til homoseksuelle ægteskaber. Hun forsvarede kollegaerne i Dixie Chics, da de efter en kommentar om Bush-regeringens krigspolitik kom på country fans sort- og dødsliste. Hun har, trods 40 års ægteskab med den samme mand, afvist at afkræfte rygter om lesbiske affærer. Men hun har alligevel beholdt de konservative countryfans loyalitet.

Christan Braad Thomsen var i 1977 ikke i tvivl om grunden til hendes brede appel. For Dolly Parton er en gavmild kunstner, der ikke er for fastholdere. "Hendes vilje er et langt stykke af vejen at være som den elskede ønsker det. Men kærlighedssangene udtrykker også en viden om, at det kun lader sig gøre i frihed."

Måske er hun bare den virkeliggjorte pigedrøm fra en køjeseng i Smoky Mountains. Eller også er rhinstenene og de næsten grotesk kvindelige kurver bare det perfekte skalkeskjul for en kvinde med en plan i en verden uden forståelse for mangefarvede jakker og kvindeligheder. Velkommen til Horsens, Dolly. Og lad det sidste ord være dit: "Any way you want me, that is the way I am yours."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu