Læsetid: 5 min.

Folkeretten er som en skøge - tilgængelig for enhver

Oplysning. Hvad er demokratiet i sin essens? Er der mangel på demokrater i vores demokrati? Og hvordan sikrer vi, at demokratiet overlever det 21. århundrede? De spørgsmål og mange andre blev diskuteret, da Villy Sørensen-netværket onsdag mødtes i København
10. marts 2007

"Hvis vi ikke mener, at folket er oplyst nok til at udøve sin kontrol over magten i samfundet med klogskab, så er midlet ikke at tage magten fra folket, men at forøge folkets viden."

Thomas Jefferson, 1820

Hvordan kan det være, at diktaturet har inspireret så mange kunstnere og demokratiet så få?

Det spørgsmål stillede en af det 20. århundredes største danskere, Villy Sørensen, i 1989 i sin bog Demokratiet og kunsten. Og netop Sørensens tanker dannede onsdag udgangspunkt for en debat om demokratiets væsen arrangeret af Villy Sørensen-netværket. Suzanne Brøgger, Per Øhrgaard, Niels I. Meyer og mange andre var dukket op hos Gyldendal i hovedstadens indre, og diskussionen gik livligt fra kunst over naturkraft til demokratiets udfordringer.

Er demokratiet kun en ramme, der sikrer frihed? For Villy Sørensen var demokratiet mere end retten til at sige, hvad man mener. Demokrati kan aldrig kun være formelt, mente Sørensen, og hvis ikke borgerne bærer demokratiet i deres sind, går det i forfald. For tænkeren fra Taarbæk, der døde i 2001, betød demokratiet personlig selvstændighed. Demokratisk udvikling er en udvikling af den enkelte, og derfor er psykisk frigørelse lige så vigtig som politisk og økonomisk, mente han.

Her spiller kunsten ifølge Sørensen en rolle, og netop kunst var et af de mange emner, der onsdag blev diskuteret i netværket og blandt andre interesserede. Kunsten søger altid hen, hvor fornægtelserne ligger, sagde én i salen, hvortil teolog og journalist Sylvester Roepstorff indvendte, at kunst også handler om det, der skabes.

Demokratiet indførte kunsten for at opfylde det åndelige behov, religionen før havde udfyldt, sagde forfatter Jeppe Marsling, mens forfatter og professor Per Øhrgaard fremhævede, at kunsten ikke er demokratisk i sit væsen. En tilhører tilføjede, at under diktaturer sætter kunstnere livet på spil, mens kunsten har mistet noget ved i vores demokrati blot at være blevet noget, vi forbruger.

En af debatmødets to oplægsholdere var historikeren Ove Korsgaard, der i efteråret inkluderede Demokratiet og kunsten i sit forslag til en demokrati-kanon. Onsdag tog han udgangspunkt i de to forskellige opfattelser af demokratiet, som de to fyrtårne i efterkrigstidens demokratidebat, Hal Koch og Alf Ross, repræsenterede. For Koch såvel som for Sørensen bygger demokratiet på en fælles moralstræben efter det rette, efter at finde det rigtige, sagde han:

"Grundtanken er, at flertallet aldrig har ret; ingen af os har ret, vi kan kun bevæge os i retning af det rette. For Hal Koch fandtes der værdier i naturen, man må respektere; en slags livets grundlove, eller som vennen K.E. Løgstrup sagde: Suveræne livsytringer."

Demokrati er økonomi

Det var nonsens for Alf Ross, der så demokrati som et formelt begreb og sagde, at naturretten "som en skøge er til rådighed for enhver" og kan påberåbes af alle ideologier.

Men hvis samfundets værdikriterier ikke findes i det levende, hvor så, spurgte Villy Sørensen. Han mente, at vi ikke vilkårligt kan vælge de værdier, vi ophøjer, men må søge dem i livets grundvilkår.

I 1980 skrev Sørensen artiklen Demokratiets problemer, hvor han fremhævede USA's støtte til udemokratiske stater, Vietnamkrigen og dens samvittighedskrise i 'den frie verden' samt de voksende globale uligheder som udfordringer for demokratiet. Det fortalte aftenens anden oplægsholder, forsker og samfundsdebattør Niels I. Meyer, der i 1978 skrev den voldsomt debatskabende bog Oprør fra midten sammen med Villy Sørensen og K. Helveg Petersen.

"Man identificerer liberalistiske systemer med demokrati og socialistiske med ufrihed, men liberalismen vil jo altid give økonomisk ulighed. Vores politiske demokrati er historisk forankret i den liberalistiske økonomi, men demokratisk socialisme har aldrig fået en fair chance, og det er egentlig ret synd," sagde Meyer onsdag.

Han fortalte, at for Alf Ross lå økonomisk lighed uden for det demokratiske begreb:

"For Ross er økonomien nærmest ligegyldig. Men som Villy Sørensen siger, kan man ikke indskrænke demokratiet til et snævert politisk område, for den økonomiske magt medfører også politisk magt. Ejendomsretten kan kun være en demokratisk ret, hvis den ikke giver magt over mennesker - hvad den naturligvis gør."

De 10.000 lobbyister

Ifølge Niels I. Meyer har Hal Kochs folkestyre lange udsigter, for demokratiet bliver i praksis dagligt undermineret af penge, lobbyisme og korruption:

"Har vi et folkestyre eller et pengestyre, når politikere er afhængige af økonomiske bidrag? Det amerikanske præsidentvalg i 2001 kostede 20 milliarder kroner, og alle sponsorer forventer at få noget igen. Bør vi ikke kræve åbenhed om økonomisk støtte, og at lobbyisme eksponeres? Der er over 10.000 lobbyister i Bruxelles, og den politiske og økonomiske elite mødes i lukkede fora som Bilderberg, World Economic Forum og European Roundtable of Industrialists. Det er et problem for demokratiet."

Villy Sørensen sagde, at når demokratiet er i krise, skyldes det mangel på demokrater. I Demokratiets problemer fremhævede han, hvordan bogen Grænser for vækst havde problematiseret sammenhængen mellem økonomisk og demokratisk fremskridt. Og så længe de globale uligheder vokser, er det svært at standse væksten og dermed en anden stor trussel mod demokratiet: Den globale opvarmning, påpegede Niels I. Meyer.

"Hvorfor det har taget os 30 år at begynde at handle? Hvorfor tror mennesker ikke på, at vi kan gøre noget ved verdens udvikling? Hvorfor tør vi, som Sørensen siger, ikke tro på det, vi ved? Og kan den demokratiske proces overhovedet sikre, at de nødvendige politiske handlinger sker i tide? Man møder stadig økonomer, der siger, at det ikke kan betale sig at redde verden. Det er jo lidt ærgerligt," sagde Meyer.

Demokratiet må udvikle en sans for naturens grænser, mente forskningsadjunkt Henrik Stampe Lund, der sad i salen. Men ifølge Meyer er der først ved at ske noget nu, fordi en stor del af den økonomiske magt endelig har indset, at også den bliver ramt af klimaforandringerne. Den britiske regerings økonomiske rådgiver Sir Nicholas Stern konkluderede i sin store rapport i november 2006, at passivitet over for klimaforandringerne vil blive mindst fem gange så dyrt som hurtig handling. Derfor er nogen begyndt at handle, mente Meyer. Og konkluderede: Måske redder vi lidt af klimaet, men mister demokratiet.

For Niels I. Meyer ser demokratiets fremtid mørk ud, fordi de politiske beslutningstagere er afmægtige, overfladiske eller ligeglade med problemerne. Men som Henrik Stampe Lund indvendte:

"Så bliver det da ikke helt så kedeligt at være kunstner i fremtiden."

Villy Sørensen-netværket er et åbent forum for tanker og ideer med udgangspunkt i Villy Sørensens forfatterskab. Netværket kan kontaktes på www.villysoerensen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Der er så mange, der har de rigtige meninger, men så alt alt for få, der har mod til at se de fulde konsekvenser i øjnene. Disse er p.t., at der ingen er i øjeblikket, der (demokrati eller ej) har indsigt og styringsmuligeder til at dreje udviklingen i den rigtige retning. Demokratierne har i deres nuværende kononiserede form (dvs. med korte valgperioder og dertil svarende korte tidshorisonter samt manglende ansvar for, hvad der sidenhen sker) herunder den svaghed at være i besiddelse af en enorm inerti. Generelt udbredt folkelig katastrofebevidsthed findes så at sige ikke, hvorimens medierne er fulde af omtaler og reportager fra pseudobegivenheder såsom sportsturneringer, celebritysladder mv..

Hermed en idé til, hjvordan man (dvs. behjertede folk med ordet i deres magt) eventuelt kunne starte den fornødne debat: En debatbog noget i stil med "Oprør fra Midten", men til forskel fra denne debatbog, der (for nu ca. en menneskalder siden var med til at åbne en dels øjne for miljøproblematikken) efter følgende model:

Debatbogen, der kunne have en titel som "Til ungdommen" eller lignende, skulle (a la Søren Kierkegaards ironiske pseudonymer) være forfattet af en fingeret forfatter, en moden mand, der i året 2043 fortæller en undrende ungdom, hvor utroligt tilbagestående og naivt livet levedes for kun en menneskealder, dvs. omkring 2010, altså vores nutid.

Dermed undgås den tunge og omstændelige utopiske argumentationsform "hvis man nu forestiller sig ...", "hvis man gjode sådan og sådan, og læsningen bliver spændende og underholdene på en og samme tid som sprængfyldt med sund fornuft.

Heinrich R. Jørgensen

Fantastisk referat, at et møde der fandt sted for flere år siden...

Gad vide hvordan overskriften er kommer til at handle om Folkeretten? I artiklen tales der om naturretten.

Godt forslag fra Søren Blaabjerg...