Historiebøger, som beskriver 30'ernes og 40'ernes politiske udvikling, har haft en markant politisk slagside, som bl.a. har afstedkommet, at offentligheden fejlagtigt har antaget, at det alene var det borgerlige Danmark, som besad mulighedsbetingelserne for at blive indfanget af fascismen. Vi er derfor blevet propfyldte med beretninger om Niels Bukh (Ollerup), Kaj Munk, KU's stormtropper og LS' fascinationer af det fascistiske.
De gængse historiebøger har således med en forbavsende systematik undladt at omtale det fascist-prægede socialdemokratiske korps Tre Pile, som løb rundt i gaderne og slog nazister, KU'ere og DKU'ere i hovedet og dermed afslørede en adfærdsform, som var adækvat med nazisternes.
De har også undladt at fortælle offentligheden om det ubehagelige socialdemokratiske tidsskrift Globus, som uden blusel argumenterede for en planøkonomisk ekspansion i det østrum, som nazisterne havde oparbejdet med en brutalitet, som er uden sidestykke i moderne historie. Og endelig har de heller ikke berørt den socialdemokratiske foredragsforening af 1942. Mange aktører i foredragsforeningen af 1942 meldte sig ind i DNSAP bl.a. sammen med digteren Harald Bergstedt, som i 30'erne var blevet hyldet "og fejret, som ingen anden dansk socialdemokratisk forfatter".
Overraskende
Højskolemanden og socialdemokraten Julius Bomholdt, der skrev Bergstedts biografi i anledning af hans 60-årsdag i 1937, havde i øvrigt mere end nogen anden advokeret for Bergstedts forfatterskab.
Vi må derfor rejse spørgsmålet. Hvorfor er LS', Kaj Munks, Niels Bukhs og KU'ernes fascisme-fascinationer omtalt så massivt i historiebøgerne, når man har undladt at fortælle om Tre Pile, Tidsskriftet Globus og digteren Bergstedt?
Og endelig, hvorfor har offentligheden ikke et større kendskab til, at Krag, som den eneste statsminister i dansk historie, var under indtryk af de fascistiske udtryksformer.
At det er lykkedes for socialdemokraterne at holde disse forhold skjult for offentligheden i mere end 60 år, er både ubehageligt og overraskende.
Måske det skyldes, at efterkrigstidens tidsånd tilsyneladende vil fornægte historien, hvilket måske er årsagen til, at min gode samtalepartner Henning Tjørnehøj aldrig omtaler socialdemokratiets sorte pletter.
Han er mere optaget af højskolernes fascismefascinationer i 30'erne og 40'erne.
Nogle går fri
Når man iagttager den nuværende værdidebat, så har det også overrasket mig, at Dansk Folkeparties vælgere altid skal analyseres ud fra en socio-psykologisk fortolkningsramme, hvorimod DKP og tidligere totalitære stalinister som f.eks. Sohn og Aaen går fri. At det er blevet tilladt at se på Dansk Folkepartis vælgere ud fra en sådan vinkel, betyder, at vi lukker for en fri debat mellem ligeværdige borgere.
For nylig læste jeg Geoffrey Cains dokumentation af, hvordan pressen har stigmatiseret Pia Kjærsgaard. I forsøget på at fornedre Pia Kjærsgaard er alt åbenbart tilladt, fordi man på forhånd har reduceret hende til et socio-psykologisk tilfælde eller bedre - til ondskab. Det var ganske enkelt meget ubehagelig læsning og er folkestyret og pressen uværdig.
Plads til fri debat
Uværdig er også Jyllands-Postens sag mod Rothstein, som smager af payback-journalistik. JP påstår, at en række (selvfølgelig anonyme) studerende er utilfredse med, at Rothstein politiserer på universitetet. Rothstein har derfor været det hotteste emne i Jyllands-Postens debatspalter i den senere tid.
Jeg ved ikke, om Rothstein politiserer, men hvis de studerende ikke har mod til på en frimodig måde at gå i clinch med ham, så er de, efter min vurdering, ikke modne til at være universitetsstuderende. Her skal der nemlig være plads til fri debat. Lærerne skal derfor ikke holde igen med at udtrykke deres holdninger. Tværtimod skal de studerende udfordres på holdninger. Det ilter refleksionen.
