Læsetid: 6 min.

Det historiske vidnes skrøbelige hukommelse

Historieskrivning. Der er gået inflation i personlige erindringer om nationale traumer. Men hvornår bliver disse til vidnesbyrd på kollektive erindringer og myter, spørger litteraturprofessoren Susan Suleiman i en ny bog. Emnet blev i denne uge taget op til debat på Harvard
Moderne Tider
17. marts 2007

CAMBRIDGE, Massachusetts - Personlige erindringer om store fælles traumatiske hændelser har oplevet et veritabelt boom i den postmoderne æra. Alle vil afgive vidnesbyrd, men kan vi stole på den individuelle hukommelse? Opstår der ikke et kriseforhold mellem på den ene side individets erindring og kollektivets erindring?

Disse relevante spørgsmål stiller Harvard-professoren Susan Suleiman i sin nye bog Crises of Memories and the Second World War, hvori hun foretager en tekstlig analyse af litterære artikler og værker samt dokumentarfilm vedrørende verdenskrigen og Holocaust.

Man kan også stille spørgsmål til hovedet, hævder Suleiman. Eksisterer der i det hele taget en kollektiv erindring?

Og i bekræftende fald: Hvad skal vi benytte den til? Bliver der manipuleret med kollektive erindringer om nationale traumer som den tyske besættelse af Frankrig eller det universelle traume om Holocaust?

Emnet blev diskuteret i denne uge af litteraturprofessor Suleiman, historikeren Drew Faust (speciale i sydstatshistorie og USA's borgerkrig) og Europa-historikeren Charles Maier på et velbesøgt debatmøde på Harvards Humanities Center.

Opgør med heltemyten

Men først en anekdote fra de hjemlige græsgange, som præcist illustrerer den krise, der kan opstå mellem individuelle og kollektive erindringer.

Den danske Holocaust-forsker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane videreformidlede i en kronik i denne avis (1. marts) nyheden om den danske nazist Søren Kams sandsynlige medvirken i røveriet af kirkebøger med navnelister på danske jøder fra den københavnske synagoge i 1943. Noget tyder på, at Kam og to andre danske nazister brød ind i synagogen som buddrenge for nazisterne et par måneder før den tyske besættelsesmagts planlagte deportation af de danske jøder i oktober 1943.

Det gør Søren Kam, der lever i eksil i Tyskland i dag, til 'indirekte medskyldig' for 472 jøders deportation til Theresienstadt, hvoraf 55 døde under indespærringen, skriver Fracapane.

Hendes oplysning stammer fra Simon Wiesenthal-centret i Jerusalem og er i sig selv beskæmmende og chokerende (især for én som undertegnede, der har kendt Kam-familien fra barnsben). Men den er egentlig ikke overraskende. Det interessante er, at Fracapane er ude i et langt vigtigere ærinde: Hun vil tage et opgør med danskernes kollektive erindring om de forhold, som danske jøder levede under i kz-lejren Theresienstadt, nær Prag.

I danske skoler og i den danske offentlige sfære blev der efter krigen skabt en myte om, at Theresienstadt ikke var nær så slem som andre kz-lejre - Auschwitz, Majdanek, Dachau, etc. I 1960'erne og 1970'erne blev danske skoleelever undervist i nazisternes jødeudryddelse og fik forevist de frygtelige billeder af gaskamre og af overlevende udmarvede fanger.

I strid med sandheden

Men med i undervisningen hørte den officielle danske fortælling om deporteringen af danske jøder og de relativt gode forhold, de angiveligt levede under i Theresienstadt. Som om danske myndigheder havde fået udvirket denne 'bløde landing' for de jødiske medborgere.

Skønt dette strider mod sandheden, hvilken man kan konstatere ved at aflægge besøg på museet eller ved at konsultere fangernes illlustrative tegninger om livet i Theresienstadt, er denne legende groet fast i den danske kollektive erindring. Fracapane citerer en engelsk tekst udgivet i 1998 af Udenrigsministeriet og Frihedsmuseet, hvori der står, at "forholdene var ikke helt så forfærdelige som i de rigtige kz-lejre."

Men rent faktisk døde 33.000 ud af 144.000 fanger i Theresienstadt, hvilket skal stilles i forhold til Dachau, hvor 32.000 ud af i alt 206.000 fanger mistede livet. Hvordan opstod så denne danske myte? Forklaringen er i første omgang en overdreven afhængighed af to danske repræsentanters individuelle erindring. I 1944 besøgte de lejren, som i den anledning var blevet forskønnet, og kunne rejse hjem og aflægge en rapport, der aldrig er blevet påtalt.

I anden omgang er forklaringen, at ingen så en interesse i at undersøge sandheden om Theresienstadt, fordi den ikke passede ind i det billede, Danmark havde dannet om sig selv og vores redning af de danske jøder. Her ser man altså den krise, som afvigende individuelle og kollektive erindringer om traumatiske historiske begivenheder kan bibringe.

I bogen belyser Suleiman i en række essays denne krisetilstand. Ét af de mest forbløffende eksempler på det dynamiske forhold mellem individuel og kollektiv erindring er hendes gennemgang af Jean-Paul Sartres berømte artikel Stilhedens Republik fra 1944 (skrevet lige efter befrielsen af Paris).

Sartre som myteskaber

Heri hævder Sartre stik imod den objektive historiske sandhed og i strid med sin egen relativt passive rolle, at alle franskmænd havde været forenet i deres modstand mod nazisterne. Vichy-regimet, og den opbakning det nød i dele af befolkningen, nævnes ikke af Sartre ligesom deportering af de franske jøder, for hvilken Barbie blandt andet var ansvarlig, udelades.

Med essayet vandt Sartre øjeblikkelig berømmelse i Frankrig og udenlands. Et par måneder senere præsenteredes han som landets førende intellektuelle, hvilket i stort mål var begrundet i den myte, han havde skabt om franskmændenes modstandskamp - en fortælling, som Charles DeGaulle selv befordrede i taler til den franske nation efter befrielsen.

Der skulle gå 30 år, førend der blev slået hul på legenden. Og det var interessant nok ikke en fransk historiker, men den amerikanske historiker Robert Paxton, som gjorde det i sin bog om Vichy France i 1972.

Men hvor stor en vægt skal man lægge på personlige erindringer om en traumatisk hændelse af kollektiv karakter? Suleiman tror ligesom den litterære teoretiker Homi Bhaba, ordfører under bogdebatten på Harvard, at den individuelle 'fortælling' er et uundværligt instrument til at nå hinsides den individuelle erindring og påvirke den kollektive erindring. Uden hvilken betingelserne for en forsoning ikke eksisterer.

I den israelsk-palæstinensiske konflikt kan og bør f.eks. individers erindring om deres traumatiske oplevelser tjene som udgangspunkt for en forsoning og senere en politisk løsning.

Men denne tilgang til en litterær eller historisk 'fortælling' afvises af Harvard-historikeren Charles Maier. "Vi ender altid op med en kollektiv erindring, der handler om nationens martyrium. De andre påførte os lidelserne. I de tidligere kommunistiske lande er Gulag-lejrene stadig til stede i folks bevidsthed. Skyldes det ene og alene traumet? Jeg tror, det har at gøre med en følelse af at være blevet forrådt," sagde han.

Erindringer er altså i Maiers øjne en vanskelig størrelse at håndtere for historikeren.

"Erindringen bærer karakter af melankoli. Vidner, der fortæller om traumet, overlevede. De spørger sig selv, om de ikke kunne have gjort mere. Det farver erindringen. Det er derfor min holdning, at historikeren kun bør bruge vidnesbyrd skrevet ned i samtiden - f.eks. beskrivelsen af en gruppe jøders udryddelse i Letland på det og det tidspunkt."

Hukommelse er med andre ord et skrøbeligt instrument til at rekonstruere historien. Ikke desto mindre er der i de sidste 10-15 år gået inflation i individuelle erindringer. Steven Spielberg har lavet et digitalt filmkatalog med vidnesbyrd fra tusinder af jøder, der overlevede Holocaust. I mange lande er lignende projekter blevet søsat for at dokumentere nationale traumer.

Vi må huske

Historikeren Drew Faust, der er kommende rektor for Harvard University, insisterede på individuelle erindringer som et instrument til at bekæmpe og befri sig fra ondskab. Hun nævnte sydstatsintellektuelle, der efter den amerikanske borgerkrig følte sig tvunget til at nedskrive deres personlige erindringer "for at undslippe fortidens vold".

"Ikke for ingenting nærede William Faulkner et dybt ønske om at berette om den ondskab, han bevidnede i sydstaterne," sagde Drew Faust.

Harvards næste rektor fortsatte:

"Men jeg synes også, at vi skylder de døde erindringer. Vi har en forpligtelse over for dem. At erindre er ensbetydende med at anerkende et ansvar for at bekæmpe den ondskab, der bibringer traumerne, og det kan vi bl.a. gøre ved aldrig at glemme. At erindre bør derfor være mere end blot at være vidne til historien. Det må indebære kritisk selvreflektion og vilje til forandring."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her