Læsetid: 6 min.

Hva' ba'?

Tegneserie. Vakse Viggo, tegneserieskaberen Franquins evige teenager med næse for alskens ulykker, fylder 50 og fejres med en stor boks, der samler alle striberne om ham
Moderne Tider
17. marts 2007

Det er 50 år siden, at Vakse Viggo trådte ind ad døren hos Serieforlaget og for første gang satte redaktionen på den anden ende. Ingen vidste, hvor han kom fra, eller hvorfor han var der- det gjorde Viggo naturligvis heller ikke selv - men han blev hængende, selv om hans chefer, først Kvik, siden Blomme, gerne ville af med ham. Så vidt vides, er han der endnu - altid klar med en skør, i nogle tilfælde livstruende og i hvert fald rædselsfuld opfindelse.

Vakse Viggo er den mest berømte og populære af den belgiske tegneserieskaber André Franquins figurer. Splint & Co., som Franquin tegnede i mange år og i vid udstrækning definerede for eftertiden, var ikke hans egen kreation, hvorfor han da også fik større fornøjelse ud af at fabulere over Viggo og det anarki og de ulykker, dette unge, verdensfjerne og arbejdssky element afstedkommer.

De ugentlige striber med Viggo, der især blev til i 1960'erne og 1970'erne og kunne læses i tegneseriebladet Spirou, Splints franske navn, hvor også Viggo arbejdede i serien - på dansk blev det til Serieforlaget - er nu samlet i en flot syv-bindsboks.

Viggo og Franquin

Anledningen er selvfølgelig Viggos runde dag - det var den 28. februar i år - og i tilgift får man de 12 sidste sider med Vakse Viggo, som Franquin tegnede i slutningen af 1980'erne - små 10 år før sin død - og som ikke tidligere har været udgivet på dansk. Tilmed er udgivelsen annoteret af den danske tegneserieentusiast og Franquin-ekspert Mads Stoumann.

Franquin opfandt Viggo på et tidspunkt, hvor han var kørt træt i de albumlange, krævende historier med Splint og Kvik, hvor tegneren skulle beskæftige sig med det samme miljø i længere tid. I et interview - med Mads Stoumann - sagde Franquin engang om Viggo, at "jeg opfandt ham for at illustrere min egen dovenskab. Jeg tegnede ham selv gennem min depressionsperiode, og det slappede jeg af med. Jeg må sige, at figurene helt er fiktive - handlingen ligeså."

Det må man da håbe, for doven er Viggo, faktisk så doven, at selv et dovendyr vil kunne lære et trick eller to af ham. Han går meget langt for at undgå at arbejde, eller for at få lov til at bruge sin tid på noget af det, der interesserer ham - men altid går det galt, fordi Viggo sjældent har tænkt sine ideer igennem.

Hvem andre end Viggo kan finde på, da han får at vide, at det er sundt med motion, at springe stangspring indendørs, hvor loftet har det med at sætte kontante begrænsninger for den slags udfoldelser? Hvem andre end Viggo kan finde på at tage en stor kaktus med i en overfyldt elevator? Og hvem andre end Viggo kan finde på at dyrke kæmpegræskar på taget af Serieforlagets bygning, hvor de kan være til fare for de forbipasserende nede på gaden, ikke mindst stakkels hr. Parker, en af Serieforlagets mest trofaste kunder?

Viggo og resignationen

Men Viggo er ikke noget dårligt menneske. Faktisk er det ofte hans forsøg på at gøre livet nemmere for den øvrige redaktion - og sig selv, naturligvis - der ender med at gå helt galt. Han er den evige teenager, der nægter at blive voksen, en idealist og uforbederlig romantiker, som insisterer på at følge sit hjerte og de pludselige indfald, som en 'voksen' nok ville overveje en ekstra gang.

Det er ikke tilfældigt, at Viggo blev 'født' sidst i 1950'erne, hvor også teenageren som begreb dukkede op, og at han op gennem 1960'erne og i takt med, at ungdomsoprøret manifesterede sig, udviklede sig til at være en torn i øjet på etablissementet i Franquins mikrokosmos. Man kan argumentere for, at Viggo er en protohippie.

Man kan også spørge sig selv om, hvorfor han aldrig er blevet fyret fra Serieforlaget. Det er faktisk sket en enkelt gang, men Franquin argumenterede for, at læserne af Spirou ikke kunne undvære Viggo, og han var snart tilbage - og med årene indtrådte i stedet en stille resignation fra omgivelsernes side i denne stribevise sitcom om livet på et kontor i storbyen. På en måde er Vakse Viggo en forløber for Ricky Gervais' The Office og mindst lige så skør og skæv, når det kommer til at finde på og placere hovedpersonerne i de mest vanvittige situationer.

Omkring Viggo har Franquin placeret et kulørt galleri af veldefinerede bipersoner, der enten er med ham eller slet og ret imod ham, hvilket sjældent spænder stille af.

Viggo og hr. Parker

I begyndelsen er det koleriske Kvik, der er Viggos nærmeste chef og ufrivillige offer. Siden, da Franquin holder op med at tegne Splint & Co., bliver det Blomme, og man fornemmer efterhånden, at både han og Kvik ser på Viggo som et problembarn, som trods alt fortjener deres kærlighed og omsorg. Også selv om de indimellem lader temperamenterne tale og giver Viggo igen af sin egen medicin.

Hr. Parker hedder manden, som både Kvik og Blomme gerne vil skrive kontrakt med, og det er hele tiden lige ved og næsten, men bliver altid saboteret af Viggo. I de få tilfælde, hvor det rent faktisk lykkes den korpulente, hidsige hr. Parker at skrive under, rammer ulykken den brøkdel af et sekund senere, så han og Kvik eller Blomme næsten er begyndt at tro på, at miraklet er indtruffet.

Men Viggos ærkefjende nummer et er og bliver den rigide betjent Strøm, der patruljerer gaderne omkring Serieforlaget, og som holder et vågent øje med Viggo og hans gamle møgspand af en bil, der altid holder ulovligt parkeret. Strøm er Viggos yndlingsoffer, og knægtens enorme fantasi og snilde, når det kommer til spøg og skæmt, får ikke sjældent betjenten på fysisk og psykisk glatis.

Viggo og kærligheden

Viggo har selvfølgelig også sine beundrere: Blandt andet en kat og en måge, der matcher hans søvnige karakter, men også vennen Julius fra firmaet på den anden side af gaden og fætteren Bertje med hvem, han laver mange af sine gale streger. Kærligheden sniger sig ind i Viggos liv i skikkelse af frøken Janne, et yppigt og lidt forfjamsket kvindfolk, der falder for Viggos drengede charme og energi, og som gerne tager ham i forsvar, når de andre på kontoret får nok.

Om de to nogensinde får andet end et ømt, men platonisk forhold, vides ikke, men ingen tvivl om, at de er tiltrukket af hinanden. Hun er den eneste, der for alvor kan se Viggos potentiale, ligesom hun frivilligt udsætter sig selv for Viggofonen, Viggos altødelæggende, hjemmegjorte musikinstrument, der minder om en uskøn blanding af harpe, tuba og trommer.

Med årene blev Franquins Viggo-striber mere og mere detaljerede. Han brugte også længere og længere tid på at færdiggøre dem, og det er en rendyrket fornøjelse at fordybe sig i tegnerens geni og sans for timing og evne til hele tiden at finde på nyt.

Indvendig er Viggo den samme i dag, som han var for 50 år siden, evigt ung og sorgløs, selv om han af udseende har forandret sig en smule. I de første historier havde han forholdsvis kort hår og var lidt mindre uregerlig at se på, end han er nu. Uniformen har dog altid været stort set den samme: En strikket, grøn sweater, der stumper, et par cowboybukser med opslag, udtrådte, blå sutter og et uoplagt udtryk i ansigtet.

Vakse Viggo, boks med syv bind, artikler og striber. Egmont Serieforlaget. Er udkommet

vakseviggo.serieforlaget.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for henvisningen til serieforlaget. Har været stor fan af Viggo siden min barndom. Tror han findes indbygget i os alle et eller andet sted.

Christian Monggaard

Selv tak. Og det tror jeg, at du har ret i.