Der er en scene i Ken Loachs filmprisvinder fra sidste år, Vinden der ryster kornet, hvor to IRA-militante brødre diskuterer den britiske hærs talmæssige overlegenhed. Den ene siger til den anden: "Hvad vil du egentlig gøre? Bekæmpe det britiske imperium med en hurley-stok (irsk boldtræ, red.) - lamme svinene én efter én?" Det er en passende replik fra en instruktør, som med denne film kunne fejre sin hidtil største hædersbevisning efter i 40 år at have slået publikum oven i hovedet med grumme skildringer af sociale uretfærdigheder og menneskelige vanskæbner forbundet med imperieundertrykkelse, politisk magt og fattigdom.
Fabriksarbejderens søn fra Nuneaton har tilbragt sin karriere med at lave film og dokumentarer, en efter en, film, som han selv indrømmer, kommer fra den 'grumme realismes' ende af spektret. Fra Cathy Come Home, Loachs banebrydende portræt af hjemløshed fra 1966, til My Name Is Joe, om en skotsk alkoholiker, har den 71-årige instruktør kæmpet en lang kamp mod, hvad han anser for den pænhed og selvtilfredshed, der gennemsyrer mainstream- og først og fremmest amerikansk film. Det var derfor ikke overraskende, at den venstreorienterede ballademager, da han i venlig, bebrillet type stod foran det glitrende publikum af nogle af filmverdenens største navne for at modtage De Gyldne Palmer, benyttede lejligheden til at tampe løs på institutionen med sin egen hurley-stok.
Da han modtog prisen for Vinden der ryster kornet, der har titel efter en irsk folkesang, sagde Loach: "Vores film handler om et lille skridt, et meget lille skridt, i briternes konfrontation med deres imperialistiske historie, og hvis vi fortæller sandheden om fortiden, vil vi måske også kunne fortælle sandheden om nutiden."
Film skal være aktuelle
Indtil Cannes 2006 var de fornemmeste priser i Loachs karriere (han har endaldrig bare været nomineret til en Oscar) kommet fra filmfestivaler i det kontinentale Europa, hvor hans film ofte er blevet prist i højere toner end i hjemlandet og på den anden side af Atlanterhavet.
Cannes' ni m/k store jury, deriblandt Samuel L. Jackson, Helena Bonham Carter og Tim Roth, var enig: Filmen fortæller historien om to brødre, som slutter sig til IRA i kampen mod den brutale milits The Black and Tans i 1920. Bonham Carter sagde: "Det var totalt rystende. Den ramte os alle dybt. Det var en af fem film om krig, og det var en fantastisk anskuelsesundervisning i det irske problem. Filmen rummer en vældig menneskekærlighed."
Dette er ikke en ualmindelig reaktion på en film af Loach, som regelmæssigt har måttet finde sig i, at hans arbejde bliver forvekslet med Mike Leighs, en anden britisk mester inden for realismen. (Han har før oplevet at fremmede kom hen for at lykønske ham med Abigails Party, eller grinet venligt når han får tak for at have lavet Kes).
Den bedstefaderligt udseende Loach, som arbejder på et lille kontor i Soho i London og kun var stand til at finansiere sin 4,5 mio. pund dyre film ved hjælp af et tilskud på 500.000 pund fra det engelske statslotteri, har altid været fortaler for, at film bør afspejle aktuelle begivenheder, som f.eks. invasionen af Irak, uanset hvor ubehagelige de er. "De krige vi har set, de besættelser vi ser over hele verden, bør ingen vende ryggen til. Og at dette igen er ved at blive reflekteret i vor tids film er meget vigtigt for filmens sundhedstilstand. Det er spændende at få lov til at beskæftige sig med dette på film, og ikke blot som et supplement til popcornene. Jeg synes, tendensen er meget spændende. Det sætter virkelig film i centrum for vore liv."
Står ved sin baggrund
Hvilket er præcis hvor Loach mener, film skal være med al den sarte humor og beskidte lidelse, han rent fysisk kan mønstre. Fra udbytningen af latinamerikanske løsarbejdere i Los Angeles (Bread and Roses, 2000), til britiske arbejderfamiliers kamp for at få begge ender til at mødes (Raining Stones, 1993), til boligløse på flugt (Cathy Come Home), har instruktøren udviklet en modus operandi, der gør det muligt for ham at fortælle historier om dem, han mener, ikke har nogen stemme. Som en fremtrædende producer siger: "De fleste instruktører laver film, de tror folk vil se. Ken laver film, han tror folk bør se, og så skide være med konsekvenserne."
Kritikere indvender, med nogen ret, at der findes et pædagogisk-didaktisk element i Loachs' film, der kan virke trættende på dem, som ikke er så optaget af emnet som instruktøren.
Anthony Quinn, filmkritiker ved The Independent, siger: "Loach er en filmmager, hvis succes man glæder sig over uden nødvendigvis at nære lidenskabelig beundring for hans arbejde. Hans filmiske verden af lignelser og polemik kan nogle gange være tung kost. Først når man har prøvet at siddeden 20 minutter lange debat om kollektivisme i Land and Freedom (1995) igennem, ved man, hvad det vil sige, når 'tiden snegler sig af sted'."
Ken Loach er født i 1936, og han viger ikke tilbage for at understrege sin baggrund i arbejderklassen. Hans far arbejdede som elektriker på en fabrik i Coventry og tog hver lørdag sin søn med på biblioteket for at låne to-tre nye bøger, som han slugte hver uge. Den unge Kenneth var dygtig nok til at komme ind på Nuneaton Grammar School, et eksempel på et system han afskyr, men ikke desto mindre fandt 'ganske behageligt', før han aftjente sin værnepligt som kontormand i RAF. Derefter læste han jura på Oxford University.
Det var her, Loach opdagede sin smag for teatret, og efter at have indset at hans talenter lå mere i instruktion end skuespil, fik han arbejde som assistent i BBC's dramaafdeling i 1963. Der fandt han sig selv i en gruppe forfattere og instruktører med et nyopdaget ønske om at skabe journalistisk drama, begyndende med politiserien Z Cars og kulminerende med optagelsen af den dokumentar-lignende Cathy Come Home.
Efter 20 års pause, hvor han måtte tage til takke med at lave ølreklamer for Saatchi and Saatchi, befandt Loach sig pludselig tilbage i rampelyset i 90'erne, og han producerede en række lavbudget-film, der ikke gjorde ham rig, men i det mindste gav ham en masse goodwill. I processen har han droppet Labour og Tony Blair - "han har ødelagt partiet" - og givet sin støtte til The Socialist Workers' Party.
Men erfaringen viser, at det er misvisende at fremstille Loach som en dyster realist med et messiasagtigt, brændende ønske om at løfte billedet af proletarisk slid op til en kunstform. For det første er hans film mere fabulerende og improvisende, end mange forestiller sig. Han fortæller ikke skuespillerne, hvordan deres personer udvikler sig, og slet ikke hvad der sker til slut, før selve løsningen bliver filmet.
En patriotisk pligt
I Kes, nok Loachs' bedst kendte film, der fortæller historien om en dreng, som bliver ven med en falk, troede skuespilleren, som spiller drengen, at fuglen var blevet slået ihjel før sidste scene, hvor han opdager, at fuglen er død. I virkeligheden havde man erstattet den levende fugl med en død tårnfalk. Det samme i Raining Stones, hvor skuespilleren, der spiller en mor, som får besøg af et par nederdrægtigt ubehagelige lånehajer, ikke fik at vide, at hendes vielsesring ville blive flået af hendes finger som del af tilbagebetalingen af forfalden gæld.
Overraskelse og integritet er således tæt på kernen i Loachs' formål i livet - såvel som det at stikke til autoriteter, når muligheden byder sig. På spørgsmålet om, hvorvidt han ville anse Vinden der ryster kornet for 'anti-britisk' sagde han sidste år: "Dette er ikke en film om briterne, der banker irerne. Man kan sige, at vi har et ansvar for at angribe vores lederes fejltagelser og brutalitet, i fortid og nutid. Så langt fra at være upatriotisk, er det en pligt, vi ikke må ignorere."
Med andre ord skal man ikke forvente at se ordene 'instrueret af Ken Loach' på en plakat for en kæmpesucces af en romantisk komedie lige med det første.
© The Independent & Information Oversat af Ebbe Rossander
