Læsetid: 5 min.

Den løsladte følelse

Bare fordi, man er kommet i mindretal, er man ikke nødvendigvis blvet undertrykt
Moderne Tider
16. marts 2007

I forbindelse med optøjerne omkring Ungdomshuset, som nu får et mere modent navn, Faderhuset, blev det sagt af flere på skærmen og i den skrevne presse, at de unge bærer en stor vrede i sig, som det kan være svært at komme over. Det kan være interessant at overveje, hvad der ligger i dette udtryk. Først og fremmest naturligvis, at man er vred over og ked af, at Ungdomshuset er forsvundet. Men også i udtrykket, at vreden så at sige har sit eget rum og sit eget forløb, som er nogenlunde uafhængig af de ydre begivenheder. Selv om man fik tilbudt et nyt hus, ville man derfor formentligt fortsat være vred, fordi vreden ikke uden videre er funderet i konkrete ydre forhold. Man er måske generelt vred på samfundet, eller man er vred på sig selv eller på sine forældre - eller også er man bare overhovedet vred.

Min egen følelse

Vreden behøver med andre ord ikke at have en årsag. Det ville ikke være blevet så let accepteret for nogle generationer siden, men i dag er det meget mere anerkendt, at følelser ikke er er bundet til ydre forhold. I antikken, ikke mindst i den kommunikationskunst, som hedder retorik, måtte følelserne afspejle den foreliggende ydre situation, for ellers var de løgnagtige. Hvis man græd uden at have noget at græde over, var det ikke nogen sand gengivelse af følelserne. Og sådan er det helt op mod det 19. århundrede, hvor vi for alvor begynder at udvikle det indre menneske med psykologien som drivende kraft. Kierkegaard tænker sig et hemmeligt menneske inde bag det ydre, og her "skaber følelsen sin egen genstand", dvs. følelsen er ikke mere afhængig af den ydre virkelighed. Man kan godt være angst uden at have noget at være angst for, jævnfør et af Kierkegaards hovedværker, Begrebet Angest. Freud går endnu videre og opdager eller opfinder et indre univers, det såkaldte underbevidste, som han mente at kunne nå ind til ved forskellige tolkningsgreb. Men heller ikke for ham behøver følelsen at have noget at gøre med vores omverden.

I dag er det ikke længere psykiatere og psykologer, der har patent på at gå om bag sindets forside til det, som efter bogstavet ikke kan nås, fordi vi ikke er bevidste om det. Nu er vi alle blevet 'ansigtsdetektiver' med Leif Panduros ord, og vi måler ethvert udsagn på dets virkelige mening til forskel fra den ydre ordlyd. Og meget ofte antager vi, at der er en modsætning mellem de to ting.

Og ikke blot måler vi andre, men det er blevet en folkesport, at vi i stigende grad danner os en egen indre verden. Særligt erhvervslivet er blevet optaget af, hvorledes man kan forbedre medarbejdernes intellektuelle ydeevne ved at udvikle vort indre, selvet. Det sker ved forskellige kurser, hvoraf mange er inspireret af buddhistisk arvegods, som er kommet til os fra USA. Skulle man tage et nemt tilgængeligt eksempel, kunne man nævne Dalai Lamas bog om hvordan man finder lykken, The art of Happines. Det gør man ved at løsrive følelsen fra dens genstand.

Har man f.eks. et skadet ben, kan man være plaget af smerter. Disse er legemlige, men dem kan man flytte over i sindet, og nu kan man pludselig blive herre over dem. I sindet kan jeg ved forskellige teknikker beslutte, at jeg ikke længere vil mærke disse følelser. Sindets opmærksomhed kan dirigeres andre steder hen end til smerten.

Endnu mere tydeligt er det, hvis man plages af forfærdelse over andres ulykke, f.eks et somalisk barn, som er sygt og sultent. Billederne af dette kan give en kvalme. Men også her kan følelsen flyttes over i sindet og forvandles til medliden med det stakkels barn. Man forestiller sig, at man sidder ved siden af barnet og giver det noget at spise og drikke og dermed sørger for det. Hvis man tænker således, ophører kvalmen og sorgen over barnets ulykke, og man føler sig straks meget bedre tilpas.

I en kristen kultur ville man naturligvis ikke blive stående ved dette, og ikke stille sig tilfreds før, man havde gjort et eller andet. Vi kan ikke nøjes med den løsrevne og frit svævende følelse, men må give følelsen afløb i form af handling. I dette tilfælde ved at hjælpe pigen, om ikke andet så ved at give noget til Folkekirkens Nødhjælp. I vor kultur er følelsen nemlig stadig forbundet med den ydre verden, men det er den ikke for Dalai Lama.

Mit eget demokrati

Eller måske er tingene netop ved at ændre sig, således at vi kan blive ligeså dygtige som Dlai Lama til at fjerne følelsen fra det ydre og nøjes med at lade den fylde vort sind og ikke noget andet. Den er min private følelse og intet andet. Et tegn på dette er måske den måde, hvorpå demokratibegrebet ændrer sig i disse år. Selve ordet demokrati betyder folkemagt og beskriver hvordan et folk eller en folkeforsamling når frem til politiske beslutninger, nemlig ved at træffe flertalsbeslutninger. Som man siger i Folketinget: Man skal kunne tælle til 90.

Dette er slet ikke nogen selvfølge mere. For mange synes demokrati at være det, at de personligt kan gøre, hvad de vil, og at samfundet eller andre individer ikke har magt over dem. Men i et samfund er virkeligheden af social karakter, og ens følelser og vilje er nødt til at blive stemt af efter andres. Vil man have sin vilje, er det nødvendigt at bringe sig på linie med andre, som mener det samme. Og gør de ikke det, må man enten forsøge at overtale dem til det eller finde sig i de givne forhold. Principielt er man nødt til at følges med de fleste af de andre et langt stykke vej og kan ikke lade private sym- og antipatier være altbestemmende.

Hvem er på galt spor?

I ethvert demokratisk samfund spiller den personlige frihed og den enkeltes handlemuligheder en meget betydningsfuld rolle, men det er dog ikke dette, som udgør selve demokratiets væsen, men derimod hvordan man når frem til fælles beslutninger. Men mange synes at mene at man slet ikke skal nå frem til fællesbeslutninger. Det synes at gælde mange af de unge, der demonstrerede og gav sig i kamp med politiet i anledning af Ungdomshusets rydning. Hvis ikke samfundet gav dem ret heri, var det samfundet, der var på gale veje. Nemlig på vej til diktatur, undertrykkelse og fascisme etc.

Det må indrømmes, at historien udviser eksempler på, at store mindretal i større eller mindre perioder er blevet holdt nede af små flertal. Men man er ikke uden videre blevet undertrykt, fordi man er kommet i mindretal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her