Læsetid: 2 min.

Som normalerweise

Deadline 2. sektion, som burde være Danmarks svar på Sabine Christiansens legendariske debat-udsendelser i ARD, har tilsyneladende også fået øjnene op for professor Hans-Jørgen Schanz' betydning for dansk åndsliv
Moderne Tider
10. marts 2007

Professor Hans-Jørgen Schanz var inviteret i Deadlines 2. sekstion for at diskutere religionskritik med idehistorikeren Malene Busk og religionshistorikeren Mikael Rothstein. Debatten blev, som højskoleforstander Jørgen Carlsen fra Testrup Højskole noterede i en klumme i Kristeligt Dagblad: Wie normalerweise.

Man fik således aldrig åbnet op for Schanz' ontologi. Hver gang han forsøgte med nogle ansatser, blev han afledt af Rothsteins, Busks og studieværtens selvfølgeligheder. Diskussionen blev derfor en gang journalistisk snik-snak, hvor der hverken var plads til præcisioner eller fordybelser. Det var smadder-ærgerligt, fordi Schanz ikke optræder ofte i medierne. Carlsen betegnede i den før-omtalte klumme Rothstein som religionshistoriens svar på Poulsgaard.

Det synes jeg nu ikke, at han er, uagtet hans betragtninger kan forekomme en anelse komiske. Rothsteins kritik af folkekirken minder nemlig i udtryk om klassiske missionsfolks ihærdighed og fanatisme. Carlsen skriver derfor:

"Ligesom Poulsgaard ikke mente, at det danske sprogområde var stort nok til en kongelig ballet, således mener Rothstein dybest set - og guderne må vide, at han er en dybt tænkende forsker - at den danske folkekirke og lutherske-evangeliske kristendom er noget bras".

Problemet Rothstein er imidlertid ikke hans guddommelige ateistiske missionerende fanatisme. Nej, problemet er, at vi bliver mere og mere trætte af at se mediekoryfæer optræde som semi-intellektuelle orakler. Lad os få den rene intellektuelle vare, sådan som det er tilfældet i Sabine Christiansens ARD-udsendelser.

Vi har i det hele taget brug for at se andre intellektuelle på mediescenen end de sædvanlige. Og så er det i øvrigt hip som hap, om de er kulturradikale, grundtvigianere, tidehvervsfolk, marxister eller venstreorienterede.

Rothstein er desværre ikke den eneste af de såkaldte intellektuelle medie-ikoner, som optræder i én uendelighed i tv, der er irriterende banal. Det er Seidenfaden også blevet, efterhånden som han har omformet Politiken til et ideologisk organ. Seidenfaden havde ellers et image af at være klar og analytisk.

Jyllands-Posten-haderne

Seidenfaden er imidlertid blevet følelsesmæssigt involveret i kampen mod Jyllands-Posten, regeringen og Fogh Rasmussen. Han afslørede således en forudindtagethed mod Jyllands-Posten, som forekom foruroligende, da han forleden var inviteret i Deadline for sammen med Flemming Rose at diskutere Jyllands-Postens andel i Muhammed-konflikten.

Rose, som ingen har betegnet som intellektuel, afslørede i løbet af udsendelsen på sin stille, præcise og introverte måde, hulheden i Seidenfadens kritik af Jyllands-Posten , så selv de mest indædte Jyllands-Posten-hadere måtte kapitulere.

Som daglig forbruger af tyske medier, erfarede jeg tidligt under Muhammed-konflikten, at DR og især Politiken forholdt sig forbavsende fordrejet til miseren. DR påstod f.eks., at Danmarks prestige var blevet svækket i Europa, hvilket de forsøgte at dokumentere i Ewers spektakulære tv-udsendelse om emnet.

Men mange tyske intellektuelle anskuede imidlertid ikke Danmark som i Ewers udsendelse. Mange danske medier ville imidlertid ikke opdage dette. Man opdagede i stedet for, at Die Zeit havde forfattet en perfid artikel om Danmark, skrevet af en kontroversiel journalist ved navn Wolfgang Zank.

Artiklen blev blæst op til at være Tysklands moralske svar på miseren. Kun Bent Blüdnikov fra Berlingske Tidende gjorde opmærksom på, at Zanks chefredaktør, legendariske Josef Joffe, havde et andet syn på sagen. Men Joffe blev, som bekendt, ikke omtalt i DR og Politiken. Merkwürdig!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her