Tror du på, at en anden verden er mulig? At verdensøkonomien kan fungere anderledes end i dag, hvor 800 millioner mennesker sulter, selv om der produceres mad nok til alle på kloden, hvor 30.000 børn dør hver dag af sult og af kurerbare sygdomme? Findes der en bedre verden end den, vi har skabt?
Det spørgsmål stiller de to norske journalister Magnus Marsdal og Bendik Wold i bogen Tredje venstre - for en radikal individualisme. Om svaret er ja eller nej, afhænger ifølge Marsdal og Wold af, om man tror fuldt ud på demokratiet - på at demokratiet også må gælde økonomi og ressourcer.
"Hvis det ikke er muligt at skabe et samfund, hvor de vigtigste ressourcer styres demokratisk, er det heller ikke muligt at udvikle et demokratisk samfund."
"Den tid må være ovre, hvor demokratiets fællesskab ikke har ret til at forvalte afgørende ressourcer, som i dag tilhører 'erhvervslivet'. For eksempel medicinske patenter, olieindustrien og massemedierne," siger Magnus Marsdal.
Han og Bendik Wold er begge bestyrelsesmedlemmer i stiftelsen Manifest, der samler forskellige venstrefløjsbevægelser.
Marsdal er født i 1974 og er tidligere leder af det norske Attac, mens den fem år yngre Wold er litteraturredaktør på avisen Morgenbladet. I Tredje venstre, en bog, Le Monde Diplomatique har kaldt "utroligt vigtig for vor samtid", fortæller de to om en ny ung venstrefløj, som de er sikre på, vil få stor betydning for samfundet.
Seattle-generationen kalder Marsdal og Wold den unge venstrefløj, for Seattle-demonstrationerne i 1999 blev startskuddet for et utal af globale bevægelser, der siden er vokset med millioner af mennesker.
Unge kvinder udgør flertallet i mange af disse bevægelser, og på det tredje World Social Forum fangede den indiske forfatter Arundhati Roy aktivisternes følelse med ordene: En anden verden er ikke bare mulig - hun er på vej.
Revolutionens orangutanger
Imens ser og forstår den etablerede magt lige så lidt de unge, som Sveriges Kong Gustav i 1789 forstod folkemasserne i Paris, mener forfatterne. 'Orangutanger', sagde kongen om den opstand, der bar det første venstres revolutioner frem og førte til ytringsfrihed, skriver Marsdal og Wold.
200 år og mange dyrekøbte erfaringer senere er det tredje venstre langt om længe på vej, mener de to: En venstrefløj, der sætter individets frihed i højsædet og har demokratiet som sit højeste mål. Det demokrati, som den skandinaviske velfærdsstat i Marsdals og Wolds øjne kun er en første, ufuldendt udgave af. Fuldbyrdet demokrati kommer altså først, når vi fjerner skellet mellem politik og økonomi i stedet for at lade den 'frie' økonomi betyde ufrihed for mange.
"Kun set fra kapitalejerens ståsted står øget lighed i modsætning til frihed. Nemlig hans frihed til at udøve udenomsdemokratisk kontrol over samfundets ressourcer og andre menneskers arbejde. Hvor demokratisk er det, at medarbejderne i en virksomhed ikke selv vælger virksomhedens ledere? For befolkningen som helhed vil der aldrig kunne være fuld frihed, hvis ikke der er økonomisk lighed. Ligesom der ikke kan være sand lighed uden frihed," siger Magnus Marsdal.
Ifølge Marsdal og Wold har der været en lammende konsensus i Vesten om verdens udvikling, lige siden nyliberalismen brød igennem med Thatcher og Reagan, og østblokken faldt. Der findes nu tilsyneladende kun én måde at styre verdensøkonomien på, kun én måde at indrette markedet og samfundet på, og det har alle taget for givet i en grad, så folk har mistet enhver forestilling om alternativer.
"Der var engang, hvor folk troede på arbejderklassen. Hvad tror man på i dag? På sig selv? Der er sket et sammenbrud i fortællingerne på den gamle venstrefløj," siger Bendik Wold i indledningen til bogen.
Nyliberalismens glidemiddel
Men hvordan kunne Margaret Thatcher og hendes sandhed There is no alternative sejre i hele Vesten? Hvorfor har det ikke mødt større intellektuel modstand? Det skyldes ifølge Marsdal og Wold, at nyliberalismen har vundet indpas samtidig med en mentalitet, som har lammet åndseliten. En postmodernisme, der med sin skepsis over for ideologier og sin påstand om, at alle er overladt til sig selv i en usammenhængende verden, har fungeret som selve nyliberalismens glidemiddel:
Hver dag hører vi, at vi lever i et netværkssamfund, hvor alle skaber deres egen tilværelse, og der ikke findes skel mellem klasser. Ingen taler længere om systemer og strukturer; på tv-skærmen ser vi kun individer, der træffer beslutninger, individer der vinder konkurrencer, individer der former deres frie liv gennem deres forbrug. Underholdningsindustrien, nyliberalismen og postmodernismen har givet os et liv, hvor vi står sammen om at stå alene.
"Hvis disse fremstillinger havde den samme afsender, ville de sandheder, de fortæller, virke mistænkelige og angribelige. Men når samme sandhed kommer fra forskellige kanter samtidig, giver det en gensidigt forstærkende effekt. Overalt, hvor man vender sig, bekræftes de samme grundlæggende forestillinger. Alt 'passer'," siger Marsdal.
Engang lå folks identitet i deres arbejde, i det de producerede. I dag ligger den i det, vi forbruger. I 2002 viste en dansk undersøgelse, at femårige børn med et ordforråd på 1.000 ord kender omkring 300 varemærker.
Samtidig får 'nyliberalismens samfundsingeniører' private løsninger til at fremstå som mere attraktive for befolkningen ved at gøre den offentlige sektor dårligere, hævder forfatterne. I Norge er den private rigdom øget, samtidig med at kommunerne gennem flere årtier har fået stadig dårligere økonomi i forhold til de opgaver, som skal udføres, siger Marsdal.
"Denne budgetpolitik er en udsultning af den offentlige sektor, som svækker fællesskabsløsningerne. Bliver disse svage nok, vil mange indbyggere ikke finde sig i, at de ikke selv kan købe et privat alternativ. Satsning på privatisering og nedprioritering af den offentlige sektor er to sider af samme sag for højrefløjen," mener han.
Større global ulighed
Da Margaret Thatcher i 1979 overtog magten i Storbritannien, levede 14 procent af de britiske børn i fattigdom.
Da hun gik af i 1993, var det tal steget til 33 procent. Nyliberalismen har skabt kriser og stagnation i alle verdenshjørner, siger Marsdal:
"Man kan bare læse vækststatistikkerne for Japan, EU, Afrika og Latinamerika. Undtagelsen er Kina, som netop ikke har underlagt sig nyliberalismens Washington Consensus. Kina praktiserer streng kapitalkontrol og afviser den chockterapi, IMF har påbudt andre lande at følge, og som i de lande har haft katastrofale konsekvenser."
Han påpeger, at der er blevet større og større global forskel på folks mulighed for at handle frit. I 1960 tjente de rigeste 20 procent på kloden 30 gange så meget som de 20 procent fattigste; i 1990 tjente de 60 gange så meget og i 1998 hele 78 gange så meget. I dag har den rigeste procent af menneskeheden lige så store indtægter som de fattigste 57 procent tilsammen.
"Færre og færre lever i en så priviligeret situation, at de har råd til ikke at forstå, hvad der foregår. Derfor er det et problem, at så mange tænker, at verden er uoverskuelig, og at man ikke kan gøre noget for at ændre den," skriver Marsdal og Wold.
Den globale ulighed bliver moralsk retfærdiggjort med en påstand om vækst og en antagelse af, at mennesker altid vil handle økonomisk, rationelt og egoistisk. Men det er en antagelse fra 1800-tallet, som ingen andre samfundsvidenskaber længere tror på, fremhæver forfatterne i bogen.
"I stedet for menneskelighed tilbyder nyliberalismen os børsindekser. I stedet for håb tilbyder den os tomhed," sagde de mexicanske zapatisters leder Marcos, da zapatisterne i 1994 råbte "nok er nok!" og startede det, der fem år senere i Seattle blev til en global modstand.
Marx ønskede frihed
I Norge lykkedes det i 2002 for tusindvis af unge at begrave kampene mellem forskellige venstrepartier og skabe Manifest-bevægelsen. En fælles fremtidsvision under et fælles logo - et rødt hjerte. Et symbol på menneskelighed i stedet for 1900-tallets kommunistiske staters militante og maskuline symbolik, skriver Marsdal og Wold.
"Vi vil have plads til os selv og vores individualisme i det revolutionære program. Stalinismen og maoismen var en gavepakke til overklasserne i Vesten, der så socialisme som individets tvangsmæssige underordning under staten. Det, der havde været en kritisk teori for politisk og social omvæltning, blev her til en magtkonserverende statsreligion. Marx blev brugt til at forsvare en stat uden ytringsfrihed, retssikkerhed og frie fagforeninger."
Det tiltrækkende ved kommunisme var for Marx netop, at den skulle give hvert enkelt menneske mulighed for at realisere sig selv, frem for at det som hidtil blot var eliten, der havde den mulighed. For ham var problemet ikke det borgerlige samfunds frihed, men det illusoriske i den, når virkelighedens mennesker levede ufrit, skriver forfatterne.
"Vestens borgerlige og socialdemokratiske regimer har alle haft interesse i at udlægge Marx som frihedens fjende. Desværre fik de al den hjælp, de kunne ønske sig, af Stalin-regimet og dets tilhængere i Vesten," siger Marsdal.
- Risikerer aktuelle bevægelser som den i Venezuela at gentage Sovjet-fejlen med at gå fra græsrodsdemokrati til statsstyring?
"Der er altid en fare for 'statsstyring', selvsagt også i Venezuelas tilfælde. Men hidtil er der næsten ingen paralleller mellem Chavez og Lenin eller Stalin. Chavez er valgt langt flere gange end George W. Bush og med stor majoritet," siger Magnus Marsdal.
Håb i Sydamerika
Han ser håb i de store sydamerikanske folkebevægelser og er ikke i tvivl om, hvorfor der er så omfattende latinamerikansk modstand mod USA i dag: Det er en reaktion på supermagtens militære og økonomiske undertrykkelse af landene i regionen igennem årtier.
"De lande, som har længst erfaring med nyliberalismen, ser ud til også at rumme det stærkeste had mod denne politik og mod dens hjemland USA," siger Marsdal.
- Er der ikke stor mulighed for, at der ikke bliver noget tredje venstre i lande som Norge og Danmark?
"Der findes store muligheder for at udvikle en radikal, folkelig, stærk venstrefløj, som opererer uden for fastlåste positioner fra 1900-tallet. Men mellem mulighed og virkelighed ligger der altid et arbejde, som må gøres, og bestemte udfordringer, som må overvindes. Dette vil ikke foregå i et teoretisk lønkammer, men ude i den politiske praksis. Og i praksis er der som bekendt meget, der kan gå galt."
- Hvis der virkelig kommer store samfundsmæssige forandringer, bliver det vel snarere på grund af et miljø- eller energimæssigt sammenbrud?
"Det er fuldt muligt. Men andre fremtider er også mulige. Jeg tror, det er vigtigt at pege på de positive muligheder i stedet for at grave sig ned i dommedagsscenarier. Det er også tænkeligt, at den brutale alvor,naturkræfterne stiller os over for, vil blive en vigtig drivkraft for radikal ændring af menneskelige magtforhold. Hvis dagens dominerende kræfter kører vores livsgrundlag ud over kanten, er det måske på tide at pensionere dem?"
- Er aktivisterne reelt ikke kun unge plus enkelte gamle 68'ere? Hvor er de 30-45-årige?
"Den mellemgeneration synes tabt for venstrefløjen for altid. Held og lykke til dem og deres designermøbler."
