Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) der i manges øjne inklusiv mine egne repræsenterer sandheden om, hvad det vil sige at være homo og biseksuel, har siden 80'erne koncentreret sig om at udskille alle de homoelementer, som var for flamboyante, for alternative og for skadelige for den rette sag: at leve normalt.
For kun ved at leve normalt eller leve på den måde, som opfattes normal, ville det være muligt at opnå fuld ligeberettigelse.
Det har handlet om at indordne sig, tilpasse sig og for alt i verden ikke være for højtråbende, da man så kunne skræmme alle de fuldbyrdede borgere i provinsen og byerne væk.
At der findes homoer, som ikke er højtråbende, er en selvfølge og absolut helt fint, så længe disse ikke-højtråbende ikke ser tavshed som en sandhed. Men jeg har dog svært ved at se, og er grundlæggende imod, at tydeliggørelse skulle forhindre noget som helst andet end selvstigmatiserende forstillelse.
Da tv-programmet De Fantastiske Fem skulle starte, blev jeg interviewet til P1 med showets daværende stjerne, Thomas Bickham. Positionerne var, at han mente, at et sådant program bragte større forståelse for homoer i kraft af, at programmet nåede bredt ud, hvor jeg dog mente, og stadig mener, at et sådant program gør det sværere for sådan en som mig og mine, da vi netop ikke lever op til den form for stereotypi. En stereotypi som er fjernt fra enhver form for sex. Stort set alle danske åbne homoer i offentligheden er afskrællet for sex. Dermed er de uskadeliggjorte og ikke med til at repræsentere den mangfoldighed, homoseksualiteten og verden faktisk indeholder.
Det er også sex
LBL fik i 1989 - takket være god lobbyisme og professionalisme - igennem, at homoer i Danmark kunne opnå registreret partnerskab som det første sted i verden - og tillykke med det til os alle, da dette satte internationale målestokke for, hvad der var muligt og tænkeligt.
Men at en angiveligt diskriminationsbekæmpende forening fører en ekskluderende politik og forlanger, at samfundet skal være inkluderende, ser jeg som problemets kerne. Man har vist, at det er i orden ikke at kunne rumme alle, i stedet for at tage udfordringen op og repræsentere alle. Man har som forening sat nogle klare pæle omkring, hvad homoseksualitet er, og disse pæle skal under ingen omstændigheder hamres i jorden; man har besluttet, at homoseksualitet ikke er sex, og at homoseksualitet intet har med transseksualitet at gøre.
I ethvert andet land i verden med en forening som LBL er transpersoner inkluderet, men altså ikke i Danmark. Det er vist noget med at transseksuelle kan skade homoernes sag og har en svært forståelig seksualitet. Jeg vil ikke engang acceptere en sådan adskillelse i dem og os og synes heller ikke, LBL skulle. At homoseksualitet ikke skulle være sex, står jeg uforstående overfor, da jeg vil sige, at homoseksualitet også er sex, og oftest endda god sex, så det synes jeg også, LBL burde indse.
Spanien indførte for et par år siden fuld ligestilling for homoseksuelle, hvilket medførte milliondemonstrationer fra den katolske kirke; et spansk bøssepar i militæret giftede sig endda offentligt, hvilket i Danmark ville være utopisk. Danmark er siden 1989 sakket bagud, hvad angår homoseksuelles lige menneskerettigheder. I Danmark handler det nemlig om, at vil man leve godt med sin homoseksualitet, skal man leve stille, godt hjulpet på vej af LBL.
Baltazar Castor er redaktør af Panbladet
