Læsetid: 8 min.

"Man sætter den svageste gruppe på arbejdsmarkedet til at passe de svageste uden for arbejdsmarkedet

Det offentliges krise. Kernen i danskernes velfærd er de offentligt ansatte, der hver dag passer de syge og de gamle og underviser børnene, så arbejdsstyrken kan opretholde samfundets fortsatte vækst. Men der er noget galt. De offentligt ansatte orker ikke at være med mere. De får stress, tager piller eller flygter til private vikarbureauer. Men kan de private arbejdsgivere gøre det bedre?
23. marts 2007

På et eller andet tidspunkt knækker filmen. De kvindelige kollegers evindelige sladder i skyllerummet om den, der ikke lige er til stede. Kolleger, der konstant melder sig syge og overlader det til de andre på afdelingen at løbe hurtigere den dag. Så melder man sig også selv syg, overlader ansvaret til de få, der er tilbage. Der er opringninger fra lederen, om man ikke lige kan tage en dobbeltvagt eller en aftenvagt; den dårlige samvittighed over, at man hellere vil hjem til familien og følelsen af, at man ikke slår til over for de krav og forventninger, der stilles.

En dag siger man op. Har hørt om vikarbureauer, der tilbyder højere løn, fleksibilitet og har fokus på faglighed i stedet for det evindelige bureaukrati og krav om dokumentation.

Danskernes velfærd ligger med blottet strube. Ikke en dag går uden nye meldinger om de offentligt ansattes dårlige arbejdsmiljø og flugt fra job på skoler, gymnasier, universiteter og i omsorgssektoren. Offentlige ansatte har et langt større medicinforbrug end de privatansatte, og Danmarks Lærerforening kunne i denne uge rapportere om en kraftig stigning i lærere, der er stressede og ønsker hjælp til at klare dagligdagen i folkeskolen. Ikke alene står den offentlige sektor med en kraftig afvandring af arbejdskraft i de kommende år, men også alvorlige rekrutteringsproblemer. Læreruddannelsen oplever for fjerde år i træk fald i søgningen, i år på 23 pct., som tilskrives de stigende krav, test, PISA-undersøgelser og dårlig presseomtale; og plejesektoren i kommunerne står med samme problem. Som en KL-medarbejder udtrykker det, så er personalemanglen "oppe at ringe i det røde felt" i mange kommuner.

Merete Svane fra Plejecentret Solbakken har netop været til byrådsmøde i Ringsted Kommune for at diskutere sivningen af medarbejdere til vikarbureauer, fastholdelse og rekruttering af nye medarbejdere.

"For få år siden havde vi ikke den konkurrence fra vikarbureauerne om at tiltrække medarbejdere. Men nu er bureauerne her. Og der må man sige, at vi jo er et sted, der har åbent 24 timer i døgnet alle ugens dage, mens man som ansat i et vikarbureau kan vælge, at man vil have fri til jul og påske og hele juli måned. Og så kan man få fem dages løn for fire dages arbejde hos et vikarbureau. Jeg mener også, at vi kan tilbyde en masse ting, men vi har måske ikke været gode nok til at sælge det, fordi vi ikke har mærket konkurrence før. Og så skal vi ændre vores opfattelse af medarbejderne og tage udgangspunkt i deres hele person. De spørger: 'Hvad kan I tilbyde mig', hvor der tidligere mere var tale om et kald, når man søgte ind i offentlig omsorg," siger Merete Svane, der understreger, at der er en stor stab af hårdtarbejdende og loyale ansatte, som udgør kernen i kommunens ældrepleje.

Lønnen ligger på en fjerdeplads

Ifølge en rundspørge foretaget af LO's ugebrev A4 blandt 134 vikarer inden for sundhed og pleje går utilfredsheden med arbejdsmiljøet og ledelsen i de faste stillinger igen. Fire ud af ti giver det som begrundelse for, at de har valgt at forlade deres faste job i det offentlige.

De ubekvemme arbejdstider spiller også en stor rolle, mens de gode lønninger hos vikarbureauerne kommer i fjerde række. Over halvdelen af vikarerne ser muligheden for selv at tilrettelægge arbejdstider og få det til at passe med privatlivet som en af de største fordele ved vikarbureauet.

Kun tre procent i A4's rundspørge siger, at de ikke kan få fast arbejde.

Det, der før var kernen i omsorgsarbejdet i den offentlige sektor, ansvarsfølelsen over for en samfundsopgave og solidariteten med kollegerne, er netop det, de ansatte flygter fra i dag, mener direktør i vikarbureauet Kinnerup Care Helle Kinnerup, der også er formand for Foreningen af sygeplejevikarbureauer i Danmark.

"Naturligvis føler vikarer i vikarbureauerne ansvar, men de fravælger ofte de faste arbejdspladser, fordi de har for meget ansvar, som de måske ikke kan honorere. Tendenserne har været, at vi skal kvalitetssikre, synliggøre og kontrollere alt, hvad vi foretager os, og når det skal klares sideløbende med det daglige arbejde med patienterne, føler mange, at den administrative del bliver større end den praktiske del af arbejdet. Mange føler sig måske også udbrændte på grund af tidspresset, vi oplever. I hjemmeplejen er borgerne visiteret til bestemte ydelser, og til dem er der afsat tid. Mens en vikar skal være et sted en begrænset periode og kan nøjes med at være tilstede og yde deres bedste. De bliver fri for problemer på arbejdspladsen," siger Helle Kinnerup.

200.000 manglende hænder

Mens lønningerne ifølge direktør i landets største vikarbureau ActivCare Torben Evald ligger omkring 10 procent højere end hos de offentligt ansatte, er det fleksibiliteten, der er afgørende for, at omsorgspersonalet vælger en vikaransættelse frem for et fast job i det offentlige.

"Friheden har en enorm betydning. Det fremgår meget klart, at retten til at vælge, hvor og hvornår man vil arbejde, spiller en stor rolle. Mange oplever, at de bliver tvunget ind i faste turnusser, der ikke passer ind i deres familieliv," siger Torben Evald.

Vikarbureauet oplever også en konstant efterspørgsel på hænder, men de ansatte styrer fortsat selv, hvor meget de vil arbejde.

"Der er grænser for, hvor meget man kan udpine sine ansatte, for ingen kan i længden holde til gentagne dobbeltvagter, selv om der er permanent personalemangel," siger direktøren.

Mens vikarbureauer førhen havde spidskompetencer inden for lager- , kantine- og kontorvirksomhed, er sundhedsområdet vokset kraftigt inden for de sidste 10 år, så det i dag udgør 40 procent af branchens samlede aktivitet, fortæller Torben Evald. Om lysten til at arbejde som vikar uddyber han:

"Nogle fortæller, at de savner at bruge deres faglighed. Mens de i kommunerne skal bruge en stor del af tiden på administration, får de som vikarer lov at bruge al tiden på den plejefaglighed, de er uddannet til. Forsigtigt kan man sige, at folk er uddannet til at røre ved mennesker, ikke maskiner."

I Dansk Industri er man overbevist om, at det private må træde til, hvis kvaliteten i det offentlige skal øges.

Branchedirektør Frank Bill peger på, at det vil være mere end svært for det offentlige selv at tiltrække de omkring 200.000 par hænder, der vil mangle i årene fremover: "Vi har det lidt nemmere, fordi vi kan tilbyde job på tværs af sektorer, til andre overenskomster og med større fleksibilitet. Derfor kan kommunerne blive nødt til at inddrage private aktører, hvad enten de synes om det eller ej," siger han. Ifølge Frank Bill står private virksomheder på spring for at løse velfærdsopgaver for kommunerne. Det er nemlig afgørende, at de offentlige tilbud fungerer, hvis også de private skal have en velfungerende arbejdskraft.

"Alternativet er, at folk bliver hjemme og passer de syge og børnene, og det harmonerer ikke med vores samfundsmodel, hvor vi er afhængige af, at alle er på arbejdsmarkedet," siger han.

Borgerne stiller større krav

Frank Bill mener, at de private virksomheder sagtens kan løfte en politisk bestemt opgave inden for de fleste velfærdsområder gennem kontrakter med kommunerne. Og han understreger, at der i dagens kommuner er op til otte timers ugentlig forskel på, hvor meget tid en hjemmehjælper bruger på direkte kontakt til borgeren.

"Man har ikke planlagt det særlig godt. Det vil hjælpe, hvis du får en virksomhed ind, som er mere fokuseret på at levere den kerneydelse, borgeren efterspørger. Virksomheder, der breder sig ud på en lang række områder, som det er tilfældet for det offentlige, har svært ved at optimere deres indsats," siger Frank Bill.

Han peger ligeledes på, at det offentlige øjensynlig bruger en stor del af tiden på administration, hvilket stjæler fokus fra ledelseskraft og konkurrenceudsætning.

"Ledelsen skal være fokuseret på, hvorfor vi er her, og hvordan vi bliver de bedste," siger han og tilføjer om konkurrenceaspektet: "Det tvinger leverandørerne til at have fokus på at optimere deres service, så de får opgaven igen, næste gang den udbydes."

Og ifølge DI er det langt fra alene prisen, der afgør, hvem der skal levere den offentlige velfærd.

"Hvis ikke borgeren er tilfreds, får man ikke opgaven igen. En privat aktør er større mulighed for at optimere sit sortiment og give flere valgmuligheder, og borgerne i dag stiller større og større krav - også til velfærdsydelserne. Når vi er i supermarkedet, vil vi heller ikke lade os nøje med en enkelt slags tandpasta, og i den offentlige velfærd lægger vi ikke forbrugertanken bag os," siger han.

Selv om ydelserne leveres af en privat aktør, er det fortsat et politisk ansvar, at borgerne får, hvad de forventer.

"Kontrakten mellem borgerne og politikerne skal indeholde et niveau. Politisk må vi finde ud af, hvor vi lægger os på de store linjer, men derover er der plads til differentiering, hvis der er vilje til at betale ekstra," siger Torben Evald.

Mere uddannelse - højere løn

Helle Kinnerup tror til gengæld ikke på, at det løser problemerne i den offentlige sektor på langt sigt, hvis man vælger at udlicitere og privatisere.

"Sundhedsområdet er et lavtlønsområde, som ikke mere er så attraktivt. For at rette op det image, skal der højere løn og mere uddannelse til, ligesom vi må indstille os på, at de nye generationer er opdraget til at tage store hensyn til egne behov og samtidigt bliver lovet medbestemmelse og indflydelse på eget arbejde," siger Helle Kinnerup.

Teamleder i Ringsted Merete Svane er enig i, at grundlønnen skal op, og uddannelsen opkvalificeres:

"Man sætter den svageste gruppe på arbejdsmarkedet til at passe de svageste uden for arbejdsmarkedet. Plejeuddannelsen varer 14 måneder, og det er en af de korteste uddannelser. Det giver nogle problemer. Det er ikke altid et populært synspunkt, men det, at man er bedre uddannet, medvirker ofte til, at man i højere grad er i stand til at reflektere over flere ting i sit arbejde."

Og så skal fagligheden tilbage. Både Helle Kinnerup og Merete Svane peger på, at ændringerne af plejeuddannelserne inden for de senere år har betydet, at den enkelte medarbejder nu skal tage sig af en lang række ting - opvask, tøjvask, indkøb, rengøring og personlig pleje - mens det egentlig var omsorgen, der var årsagen til, at de valgte at gå ind i jobbet.

"Vi mangler de gode ufaglærte husassistenter, man havde tidligere," siger Merete Svane, der beretter, at hendes afdeling i enighed har besluttede at lade andre udefra overtage for eksempel rengøringen. Mens også de private aktører står over for en stor opgave med at tiltrække arbejdskraft, så kæmper det offentlige med et sygefravær, der især plager omsorgssektoren. Og det fravær er betydeligt højere end i det private erhvervsliv.

"Grundlæggende handler det om, hvordan man driver og leder en virksomhed. Man skal have fokus på det gode arbejdsmiljø og på, hvordan medarbejderne bidrager og selv kan definere deres muligheder," siger Frank Bill fra Dansk Industri.

Ifølge DI-chefen kunne det offentlige system med fordel i langt højere grad udskille deres driftsenheder i separate selskaber. Politikerne udbyder opgaverne og sætter standarder - men derfra bør selskaberne selv køre løbet med en særskilt økonomi:

"Det vil skabe større gennemsigtighed i et system, hvor politikerne i dag er oppe i mod umulige odds i forhold til at gennemskue omkostninger og effektivitet," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu