Æreskrænkelse kan fungere som straf selv i en kultur, hvor æresfølelsen ikke længere stikker så dybt.
Beskyldninger om voldtægt er noget af det værste, man kan blive udsat for. I et retssamfund anmelder man normalt sagen, hvis man mener, at handlingen er tilpas grov. Domstolene afgør så, om der virkelig foreligger en forbrydelse, og hvor hård straffen skal være.
Alligevel eksisterer der eksempler på selvtægt, hvor de, som ser sig selv som ofre for en eller anden kriminel eller æreskrænkende handling, tager loven i egne hænder. På internettet foregår der således offentlig udhængning af pædofile, voldelige luderkunder og ægtemænd, som henter postordrebrude og mishandler dem.
Ofre og pårørende er af den overbevisning, at folk har ret til at vide det, når mennesker, som kan være til fare for andre, fortsat går frit rundt ud i samfundet.
Men hvad så med udhængning på landsdækkende radio i en direkte udsendelse og som hævn for et 14 år gammelt påstået overgreb? Hvilke reaktioner kan det sætte i gang?
Hængt ud i radioen
Malerinden Marianne Aulie, som kendes bedst for at male følelsesladede billeder med klovnemotiv og posere letklædt og yndefuldt med sine billeder, erklærede kvindekamp i Norge for to uger siden.
Hun skabte stor ståhej, da hun i radioen røbede de fulde navne på to norske kulturpersonligheder som påståede voldtægtsmænd. De pågældende mænd havde dopet hende og forsøgt at voldtage hende - for 14 år siden - lød anklagen.
Marianne Aulie talte ind i en bestemt sammenhæng, nemlig at en række Oslo-kvinder har været udsat for flere voldtægter og voldtægtsforsøg i år. Kvinderne er enten blevet angrebet på gaden eller på vej op i deres lejlighed. Vi taler om over 20 angreb inden for en kort periode. Udpræget provokerende for de unge kvinder har det været, at debatten er kommet til at dreje sig om ofrene, ikke gerningsmanden.
Kvinder er blevet rådet til selv at tage ansvaret for ikke at risikere noget. "Klæd jer fornuftigt på, tøser - ikke noget nedringet og sexy. Husk at tage en taxa hjem. Køb en peberspray og en voldsalarm. Smil ikke, grin ikke, drik ikke." Ja, der er mange ting, piger skal passe på. Mænds ansvar er næsten ikke til at få øje på. Fristerinden er synderinden - derfor skal alt handle om hende.
Skam og traumer
I et sådant klima gør en kvinde så noget, som bryder alle regler og strider med al konsensus om, hvordan en retstat skal fungere.
Anklager om kriminelle handlinger fremføres på en national radiostation i en direkte udsendelse, og det er da klart, at programværtinden blev chokeret og selv blev mødt med offentlige anklager fra ældre, mandlige kolleger for at have "ødelagt Norsk Rikskringkastnings ry". Hvad krævede så malerinden af disse to mænd, som stadig selv tumler sig i medierne med deres forskellige projekter?
Hun kræver såmænd en undskyldning fra dem begge. Sagen blev aldrig anmeldt. Hun taler om skam og traumer, og om hvor hårdt det har været for hende og om, hvordan minderne blev vakt til live igen, efter at hun havde læst om alle angrebene på kvinder i Oslo.
Dette er en kvindekamp, råber malerinden.
Mændene benægter pure igennem deres advokater, kalder anklagerne et skamløst pr-stunt, mens debatten bliver drejet over til at handle om, hvorvidt man slipper hvem som helst ind i et direkte radioprogram.
En kendt kvindelig feminist bliver overfuset og må trække sig, fordi hun synes, at det malerinden gjorde var stærkt og modigt. Feministen må bide sig selv i tungen og sige de korrekte ord: "Hvis det er løgn, er det selvfølgelig malerinden selv, der har begået et overgreb".
'Ude af balance'
Jeg tror på malerinden. Jeg tror på, at ingen kvinde ved sine fulde fem ville gå ud i offentligheden og kræve en undskyldning på denne måde, uden at hun faktisk har været udsat for noget, som hun har oplevet som ekstremt krænkende.
Men at tro på hende er ikke det samme som at være enig i, at selvtægt er det bedste middel.
Dog var det sørgeligt at se, hvordan angrebene imod hende for hendes krav om undskyldning fremkaldte en række kommentarer om hendes psykiske tilstand.
Hun var "i ubalance", havde brudt alle anstændighedsnormer, var fræk nok til både at være en let påklædt kunstner og samtidig kræve undskyldning af to mænd, som hun navngiver uden at politianmelde. Så hvad er hun ude på? At krænke deres ære? Mændenes ære og selvtægten fra et overgrebsoffer, som påstår, at hun som ung pige ikke havde mod nok til at sige fra, bliver vigtigere at diskutere end selve sagen: Den tiltagende trussel imod norske kvinders bevægelsesfrihed.
Snart er det sommer
Opklaringsprocenten i voldtægtssager er skræmmende lav, og politiet har ikke engang de mest professionelle sædeligheds-politifolk på vagt, når risikoen er størst, nemlig i weekenderne.
I mellemtiden vokser frygten hos kvinder, usikkerheden breder sig, piger tør ikke længere jogge alene eller gå alene hjem fra byen, og medierne er fulde af stadig flere nye og velmenende råd til kvinder.
Norske medier citerer sågar jurymedlemmer, som klart lægger skylden på kvinder, som er blevet voldtaget, med udtalelser som "Den tøjte vidste, hvad hun gik ind til".
Fortsætter dette, vil vi måske opleve flere kvinder, som griber til selvtægt. Men så er det ikke, fordi kvinden er i ubalance, men fordi retssikkerheden er det.
Som en veninde sagde: Nu er det forår, og om lidt bliver det sommer. Med nye voldtægter.
Oversat af Niels Ivar Larsen
