Læsetid: 4 min.

Tudefjæs

Vi har fået en omvendt Jantelov: De små må ikke være små. Hvis ikke de kan opføre sig som vindere, kan de tie stille og gemme sig væk
31. marts 2007

"Tudefjæs," råber tilskuerne efter modstanderen, når han ligger ned. Det er tilskuere fra hjemmeholdet, der håner den lidende modstander.

'Tu-de-fjæ-æs' i fire stavelser hører man søndag efter søndag på landets fodboldstadioner efter devisen: Den, der ligger ned, man må sparke til.

'Tudefjæs-råbet' mistænker også modstanderen for 'film'; dvs. modstanderen mistænkes for at simulere et overgreb, som ikke har fundet sted, for at opnå et frispark, et straffespark eller udvisning af den skyldige. 'Tudefjæs, råber man efter en modstander, der spiller 'offer'.

'Tudefjæs' kan både råbes efter de svageste og dem, der simulerer, at de er svage. Som regel råber man 'tudefjæs' af foragt for, at modstanderne vælger lidelsen som strategi. De lægger sig frivilligt ned for at opnå en fordel.

Der er et moralsk potentiale i anklagen for 'tudefjæs-opførsel': Man anfører en principiel indvending mod en opførsel, som gør svaghed til en styrke. Anklagen om Tudefjæs lægger sig i forlængelse af en tradition fra Nietzsches udfald mod 'slavemoral' til Anders Fogh Rasmussens angreb på den 'ynkelige slave-natur'.

Men anklagerne er dog aldrig så principielle, at de kunne rettes mod spillere fra det hold, man selv holder med. 'Tudefjæs' råber man kun efter modstanderne. Så kommer den moralske dimension ligesom oveni: Du er ikke bare dum, fordi du er imod mig, men nu også, fordi du klynker.

Den tarzanromantiske skik at råbe 'tudefjæs' har bredt sig fra fodboldstadioner til den politiske offentlighed, hvor man nu også stiller sig op og råber ad dem, der ligger ned: 'Tudefjæs' - undersforstået:

I simulerer et overgreb, der ikke har fundet sted.

'Nu skal Socialdemokraterne tørre tudefjæset af', sagde Venstres politiske ordfører tirsdag i TV-Avisen, og forsvarsminister Søren Gade har pralet med, at han ikke vil gå til Pressenævnet, når han føler sig dårligt behandlet: "Jeg vil ikke være tudefjæs."

Men A.P. Møller tuder ikke

Statsministerens forhenværende spindoktor Michael Kristiansen har indenfor den seneste måned i to klummer i Berlingske Tidende dømt 'tudefjæs':

"Den slags tudefjæs-historier er med til at skabe og underbygge billedet af en flok snotforkælede unge," skrev han om Ungdomhusets sympatisørers adfærd.

Det var ikke skrevet som 'fordømmelse', men derimod som analyse af mediemekanikken, som han selv kender så strålende:

Hvis man bliver til tudefjæs, ødelægger man sin egen sag i offentligheden. I en anden klumme fra denne uge erkender Kristiansen, at DR egentlig har givet regeringen Fogh god presse. Journalisterne på Danmarks Radio er altså ikke røde lejesvende, men de skal alligevel ikke skabe sig med føleri:

"På den anden side er det jo tudefjæs, når den ene journalist efter den anden efterfølgende stiller sig frem og ynker sig, fordi de har modtaget enten en sms eller en oprigning fra en politiker."

Hvis man beklager sig, må man være indstillet på mistanken om 'tudefjæs'. Det gælder naturligvis ikke, når Jes Söderberg truer med at flytte A.P. Møller til udlandet, hvis de skal betale almindelig skat i Danmark, eller når Lars Løkke Rasmussen angriber BUPL for at bruge forkerte oplysninger. Det gælder da heller ikke, når Klaus Riskær klynker over, at han ikke kan komme til Puff Daddy-fest, fordi han skal i fængsel.

Men det gælder pædagogerne, de langtidsledige, skolelærerne og talsmænd for muslimer. De bliver mistænkt for 'tudefjæs', så snart de brokker sig. Deres kritik nedgøres som 'klynk'.

Som da en journalist på Politiken i denne uge spurgte formanden for Dansk Lærerforening Anders Bondo Kristensen:

"Er danske lærere ikke bare nogle tudefjæs, der dyrker offerrollen?"

Det ligner et kritisk spørgsmål, men det er en ukritisk overtagelse af de stærkes tarzanromantik. Journalisten fører de dominerendes retorik over for de dominerede - og får det, der fungerer som afmontering af kritik, til at fremtræde som kritisk journalistik.

Det er klart analyseret af både Henrik Jensen i Ofrets århundrede og Stjernfelt & Thomsen i Kritik af den negative opbyggelighed, at offergørelsen er blevet en profitabel social strategi. Man kan vinde ved at fremstille sig som taber. Man lægger sig ned og råber frispark og fordømmelse, selv om alle står og klapper af ens fine interiør fra Casa-shoppen, balsamico fra Italien og suveræne selvdisciplin. Man lægger sig alligevel ned og simulerer et overgreb for at få endnu mere.

Men pointen er jo ikke, at der ikke findes ofre overhovedet. Pointen er, at de simulerede ofre stiller sig oven på og skygger for de virkelige ofre, og at den offentlige samtale forfalder til privilegerede middelklassemenneskers kollektive selvmedlidenhed.

'Tudefjæs'-strategien derimod kan reducere al kritik til klynk. Den fjerner fokus fra det, der bliver sagt og udpeger hånende den, der taler i stedet. Selvfølgelig vil man det bedste for 'de svage', hvis bare de formulerede sig som professorer og analyserede klart som økonomer. Hvis bare 'de svage' havde overskud som vindere, ville de være ok. Det er altså ikke dem, men deres opførsel som hånes som tudefjæs. Men forskellen mellem de dominerende og de dominerede i vores samfund handler netop om formuleringsevne og kulturel kapital. 'De svage' er med andre ord svage, fordi de ikke kan formulere deres personlige problemer som analyse og social kritik.

"Hvis jeg lider, gør jeg det i hemmelighed, så ingen skal tro, jeg er et tudefjæs," siger håndboldstjernen Joachim Boldsen. Det er et strålende etisk ideal for en sportsmand, men som politisk præmis er det håbløst. Det henviser social uretfærdighed til tavshed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu