Læsetid: 1 min.

Ugens film i tv

Ugens film i tv byder både på gyser, komedie og sort komedie
Moderne Tider
16. marts 2007

Gyser
Rødt chock

Okkulte kræfter driver deres besættende spil i denne gyser-klassiker fra 1973 af Nicolas Roeg. Julie Christie og Donald Sutherland er det unge ægtepar, der får deres idyl splintret af datterens drukneulykke. Men lever barnet endnu et sted i Venedigs labyrint? Et sindrigt edderkoppespind af sammentræf og skygger af sammentræf, af halve vink og opsnappede antydninger om en dæmonisk styring får et uforglemmeligt suggestivt udtryk i Roegs flimrende nervøse billed- og klippestil.

-Sverige 1, fredag 00.20-02.10

Komedie
Far betaler

Et underholdende indblik i 1940'ernes danske familieliv i lettere bohemeagtig udgave. Familien Bergs tre børn er voksne efter moderne målestok, men har svært ved at flyve fra reden, og det endda selv om de er gift! Gunnar Lauring spiller den rundhåndede familiefar, en føljetonforfatter, der har evige problemer med at klare avisens deadline. Kjeld Petersen, Astrid Villaume, Grethe Thordahl og Preben Neergaard har gode hverdagsroller. - Johan Jacobsen, en af datidens bedste filmskabere, har instrueret med verve.

-DK 4, søndag 18.00-19.25

Sort komedie
To Die For

Nicole Kidman har en af sine absolut bedste roller som den uhyrligt ambitiøse tv-værtinde Suzanne Stone, der tager alle midler i brug for at 'komme på'. Hun starter fra bunden som en mere dekorativ end kyndig vejrprofet, og maser sig op takket være skønsomt doseret sex og skamløs pågåenhed - besat som hun er af tv-mediets trolddomskraft. Kidman gør Suzanne til en fræk og sært fascinerende blanding af liderlig glamour bitch, selvspejlende bulldozer-journalist og moderne heks - ikke tilfældigt afspilles Donovans The Season of the Witch under efterteksterne. Gus van Sant har instrueret de kulsorte løjer med vægten lagt på overbevisende karakterpræstationer som leveres af Matt Dillon, Joaquin Phoenix, George Segal og Illeana Douglas. Filmen er fra 1995.

-Sverige 2, tirsdag kl.22.30-00.10

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her