Læsetid: 4 min.

Urdriften går ind og moralen ud

Generalen i sin labyrint. Jesper Helsø kom i sigtekornet og var jaget vildt, efter han selv havde haft riflen fremme sammen med en del af våbenindustrien. Skuddene lød - og ikke alle var med løst krudt
Moderne Tider
31. marts 2007

Det var en noget betuttet forsvarschef, der i TV-Avisen mandag aften kl. 21 kunne høres på satelittelefon. Den altid veloplagte nyhedsvært Torsten Jansen havde netop fremlagt, at Jesper Helsø havde været på en tur til Estland.

Han havde fortalt forsvarsministeriet, at formålet med rejsen var drøftelser med Estlands forsvarschef. I virkeligheden havde han været på jagt sammen med repræsentanter fra våbenindustrien. "Selvom man ikke behøver tænke det værste, så er spillereglerne sådan i den offentlige sektor, at det er forkert," havde professor i offentlig forvaltning, Jørgen Grønnegård Christensen, netop sagt få sekunder før om forsvarschefens rejseaktivitet. Og nu stod han så dér. Jesper Helsø live igennem fra St. Croix i Caribien. Torsten Jansen trak lidt på smilebåndet, da han nævnte, hvor Jesper Helsø befandt sig. Han tænkte muligvis det værste. Men Jesper Helsøs rejse var denne gang helt reel. Han besøgte Galathea-ekspeditionen. Og forsvarede derfra sin rejse til Estland med, at der virkelig var drøftelser med den estiske forsvarschef under jagtturen. De har åbenbart ikke fået snakket ordentligt igennem på det møde, som Jesper Helsø selv en uge forinden havde været vært for i København.

Fyr fjolset!

Hjemme i Danmark var folk ikke helt enige med Jesper Helsø. I vanlig afdæmpet og kontrolleret stil erklærer Ekstra Bladet på lederplads: 'Fyr fjolset'. I lederen hedder det: "Siden 2002 har forsvaret haft et ærkefjols som øverste leder - en mand, som ikke magter opgaven, og som hverken i Forsvarets egne rækker eller på Christiansborg nyder respekt. Alle ser med glæde frem til hans afgang - som bør komme før tid." Og midt i lederen skruer Ekstra Bladet helt op for retorikken og taler direkte til den forargede læser, der er ved at blive kvalt i sin frokost-hotdog af ren arrigskab: "Det handler om etik og moral, men den snobbede general kunne naturligvis ikke stå for fristelsen til at pløkke nogle vildsvin i Estland sammen med fine rige folk."

Hvis Ekstra Bladets krav om fyring var blevet hørt, så kunne Jesper Helsø jo efter en eventuel afskedigelse holde et brag af en afskedsreception, som det er så populært i forsvaret. Det manglede da bare.

Men det så ikke ud til, at han skulle fyres. Mens forsvarsministeren gik og overvejede, hvordan man skulle håndtere sagen med den rejseglade general, så var læserbrevsskribenterne ikke i tvivl. Nogle synes dog lige, man skulle tage den med ro. Sådan foregår det i big business. Egon Techo Plet fra København V mener for eksempel i B.T, at det er ok at pleje interesser. Han skriver: "Forsvarschefen har været på jagt - og hvad så? Det er noget vrøvl at tale om dårlig forvaltningsskik. Jeg ser det som pleje af forretningsforbindelser, intet andet. Vi skriver 2007, hvor kunde- og forretningsforbindelser plejes. Det kunne jo være til kundens fordel - dvs. den danske stat. Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, m.fl. i dette håbløse parti har efterhånden ingen mærkesager tilbage og kan derfor kun stille tåbelige spørgsmål"

Orden for uduelighed

Andre læsere er ikke helt enige med Egon Techo Plet. For eksempel Harry Blunck fra Roskilde, også i B.T. Og han har et forslag, der muligvis kan lette forsvarschefens dagligdag. "Det er ikke blot moralsk uansvarligt, at forsvarschefen deltager i jagt med våbenhandlere, det er direkte idiotisk og udtryk for manglende tæft - hvad kan han ikke lokkes ind i under dække af, at han ikke ved hvem, der er med. Han skal sågu undersøge det, før han bevæger sig rundt, eller mangler han støttepædagog?"

Meningerne er som vanligt delte. Der er sågar dem, der mener, at forsvarschefen bør have en orden. Men dem hænger man jo som bekendt på idioter, som Palle Wøhlk skriver i Ekstra Bladet. Han mener, at forsvarschefen "går mere op i medaljer og vildsvinejagt end i sit arbejde. Han kan passende få en ny, nemlig for uduelighed. Den vil virkelig pynte på hans revers."

Lige i nosserne

En læser fra Berlingske Tidende mener, at hele historien er en ikke-historie, alligevel undlader han ikke at forholde sig til den. Og også forsvarschefens jagtevner. For forsvarschefen fik ikke et svin med hjem. Er der dog ingen, der bekymrer sig om, at vi her i landet har en chef for vore våbenbærende styrker, der ikke engang kan nedlægge et vildsvin - endda på en jagt arrangeret af våbenindustrien. Berlingske Tidendes læser har en forklaring: "General Helsø er en udmærket chef for forsvaret, også derfor skulle han naturligvis efter eget valg i januar 2006 til Estland for at skyde svin. Hvad Helsø gør i sin fritid, må være og er hans eget valg. At generalen ikke på trods af sine mange skydemærker (de bæres på uniformen), kunne nedlægge en gris i den estiske skov, er vel udtryk for, at grisene holdt sig væk, og at Helsø var der på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted."

Også en B.T.-læser fokuserer i højere grad på selve indholdet af Jesper Helsøs rejse. Geoffrey Cain fra Hellerup kommer med noget, der ligner en mulig forklaring på, hvorfor Jesper Helsø mon overhovedet tager med på en sådan tur. Menneskets instinkt er svært at undertrykke. Selv for en forsvarschef. "Nu har han været på vildsvinejagt i Estland betalt af de våbenhandlere, der netop havde leveret udstyr til forsvaret. Andre skydegale for-svarschefer har også haft problemer med moralen vedr. dyreskydning, og når urdrifterne skal udleves, sættes moralen ud af spillet."

Og historien blev på lignende vis analyseret i Information. Også vi gik til drifterne og erklærede i lederen at: "Den her historie går lige i nosserne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her