Seksårs piger kan koncentrere sig 22 minutter om en kedelig opgave i skolen, mens seksårs drenge kun kan koncentrere sig i 12 minutter. Det forklarede cand.mag. Ann-Elisabeth Knudsen for en uges tid siden i Jyllands-Posten. Ifølge hende "hjernemodnes" drenge 12 måneder senere end piger. Derfor anbefaler hun skoler at indføre delvis kønsopdelt undervisning, hvor drenge kan stimuleres i intensive indlæringsintervaller på 12 minutter og i pauserne lave kravlebevægelser og lege jægersoldater eller noget andet sjovt. Ved at arbejde fysisk med projekter, kan man fremelske det, drenge er gode til, nemlig rumlig intelligens. De er langt bedre til at forstå geometri eller finde vej end piger, mener Ann-Elisabeth Knudsen. Pigerne kan til gengæld få læringsfred fra larmende drenge og den opmærksomhed, de higer efter hos lærerne.
Teorien om kønsbestemt hjernemodning er en tilforladelig forklaring på, at især drenge har svært ved at tilpasse sig skolens disciplin og fylder op i specialklasserne. Den stemmer også godt overens med det faktum, at piger gennemsnitligt får højere karakterer end drenge - både i folkeskolen og i gymnasiet. Samtidig underbygger teorien tilsyneladende den massive kritik af daginstitutionerne og grundskolen for at være blevet 'feminiseret', som har lydt det seneste årti.
Ann-Elisabeth Knudsens bog fra 2003, Pæne piger og dumme drenge - eller hvorfor er der ingen børn, der opfører sig, som de har hjerne til, har da også solgt godt, hun er en populær foredragsholder og bruges ofte af journalister som ekspert. Skolefolk lytter til hende, og med henvisning til hjernemodningsteorien har flere folkeskoler iværksat eksperimenter med forskellige indlæringsmetoder over for drenge og piger.
Svagere vilje - manglende evne
I et historisk perspektiv er det påfaldende, at Ann-Elisabeth Knudsens tankegang til forveksling ligner naturvidenskabens på mine oldemødres tid. I Salmonsens konversationsleksikon fra 1901 (genoptrykt i 1923) forklarede overlæge Sophus Bang under overskriften 'kønskarakter' forskellen mellem køn og racer således: "Hjernens vægt er hos manden gennemsnitlig 1.375 g, hos kvinden 1.245 g; på jo lavere et kulturtrin en menneskerace står, des mindre forskel er der på mænds og kvinders hjernevægt; ringest skal forskellen være hos negre og australnegre."
Dengang herskede der almindelig videnskabelig enighed om, at kvindens mindre hjernevægt gav hende en svagere vilje og manglende evne til rationel tænkning - det samme gjorde sig gældende for ikke-hvide racer. Læger og skolefolk tog for givet, at drenge var i stand til at sidde stille og terpe latin, tyske verber og matematik - mens pigers hjerne og psyke blev dømt uegnet til at koncentrere sig om intellektuelt arbejde: "Gennemgående mangler pigerne den rette opfattelse af begrebet disciplin, hvad enten det nu kommer af, at de i det hele taget er livligere end drenge eller det bunder i kvindekønnets almene ringeagt for regler," sagde overlærer Engell, som var konstitueret rektor på Århus Katedralskole, i 1906. Han tog sin afsked samme år, med den udtrykkelige begrundelse, at lovgiverne tre år tidligere havde givet piger adgang til gymnasiet.
I dag, 100 år senere, har drenge og piger åbenbart skiftet roller som 'bedst egnede elever' i både folkeskolen og i gymnasiet. Forklaringen er ikke, at forholdet mellem kønnenes hjernevægt har ændret sig, og næppe heller, at pigers og drenges hjerner i det forløbne århundrede er begyndt at modnes henholdsvis tidligere og senere.
Teorien om hjernemodning er da også blevet grundlæggende kritiseret fra både natur- og samfundsvidenskabeligt hold. Den bygger på det forhold, at hjernens frontale cortex er fuldt udvokset hos piger i en alder af 11 år, hos drengene 12,1 år. Gennemsnitligt. Men dette gennemsnit dækker vel at mærke over, at hjerneforskellene mellem piger indbyrdes og mellem drenge indbyrdes er større end den gennemsnitlige forskel på de to køns hjerner, har blandt andre kønsforskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet påpeget.
Race er fy - kønnet ok
Disse forskeres pointe er, at hjernen forandrer sig afhængig af, hvilke udviklingsmuligheder personen har, og hvad vedkommende foretager sig. Utallige undersøgelser har vist, hvordan kønsforskellene konstrueres fra det øjeblik, barnet stikker næsen ud af moders liv - i hjemmet, i daginstitutioner, skoler, medier og på arbejdspladser.
De forskellige udfordringer, som pigebørn og drengebørn får fra fødslen, er med til at forme deres hjerner. Hjerneforbindelser, der bruges, bliver tykkere og stærkere, mens ubrugte forbindelser svinder ind.
Meget få accepterer nu til dags, at psykiske forskelle mellem sorte, hvide, gule og røde mennesker forklares med naturgivne hjerneforskelle, mens påfaldende mange accepterer denne forklaring på kønsforskelle - selv om forestillinger om naturligt køn har undergået så enorme forandringer, at ordet 'natur' bliver modellervoks i kulturens greb. Et eksempel: For ikke ret mange årtier siden blev mænd anset for komplet uegnede til at tage sig af spædbørn, fordi maskulinitetens kompetencekatalog ikke omfattede evnen til omsorg.
I den skarpe fokusering på 'den gennemsnitlige dreng' og 'den gennemsnitlige pige' glemmes variationerne: Vilde piger, der kun kan koncentrere sig i to minutter, drenge, der kan sidde stille i timevis.
Hermed ikke sagt, at det ikke kan være en god idé at skille piger og drenge ad en gang imellem. Nogle forsøg med periodevis kønsadskilt undervisning har vist, at børn kan få bedre mulighed for at udvikle deres personlighed, når de ikke hele tiden skal markere pigegruppens forskellighed fra drengegruppens. Men det er vel at mærke den stik modsatte begrundelse for kønsopdelt undervisning end hjernemodningsteoriens.
