Læsetid: 8 min.

Voldens sliske

Historie. Hvad er det, der for nogle, får en sag til at være så vigtig, at det legitimerer vold. Det er den fascination, der driver Peter Øvig Knudsen. Det evigt aktuelle dilemma for aktivister, om så de er modstandsfolk, Palæstina-sympatisører eller Ungdomshusbrugere
9. marts 2007

Det begynder som regel med ord. Kampråb, bannere, graffiti og taler. For nogle bliver det aldrig til andet. For andre er skridtet fra kampråb til brosten ikke uoverstigeligt stort. Det er nærmest umærkeligt. Men det er aldrig det første. Det ved Peter Øvig Knudsen efter at have talt med både frihedskæmpere fra besættelsen, og de der opfatter sig selv som frihedskæmpere, mens andre opfatter dem som forbrydere: Blekingegadebanden.

"Man kan se det helt tydeligt, hvis man ser på de billeder, der blev taget ved den første demonstration, som nogle af de senere medlemmer af Blekingegadebanden deltog i. I 1967 havde de ingen kæppe med. Men politiet greb hårdt ind mod demonstrationen. På billeder fra demonstrationer i 1969 kan man se, at nu har de kæppe med. Det er en radikaliseringsproces, man der kan se helt konkret."

Det er denne proces, der har fascineret Peter Øvig Knudsen i alle de år, han har arbejdet med aktionsgrupper.

Detektivdrømme

Der har været stor opmærksomhed omkring hans nye bog Blekingegadebanden I: Den danske celle, der udkommer torsdag. Peter Øvig Knudsen har nemlig i processen opklaret et par forbrydelser og har afsløret, at Blekingegadebandens medlemmer ikke kun stod bag de meget kendte røverier fra 1980'erne. De var aktive allerede i 70'erne og blev tidligt en del af et stort internationalt netværk, der også talte navne som Baader-Meinhof, Carlos 'Sjakalen' og Leila Khaled. Og det glæder selvfølgelig Peter Øvig Knudsen, at han har fået opfyldt de detektivdrømme, han har haft siden barndommen. Han har siddet begravet i bevismateriale og givet det sammenhæng.

Men det, der virkelig interesserer ham ved disse forbrydelser, er motiverne, der ligger bag. For det viser sig, at der ikke er så stor forskel på at tale med modstandsfolk og at tale med folk fra miljøet omkring Blekingegadebanden, eller Appelgruppen som PET kaldte dem og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), som de kaldte sig selv - under ledelse af den karismatiske og intelligente Gotfred Appel

"Der er ingen tvivl om, at medlemmerne af KAK så især de kommunistiske modstandsfolk som store forbilleder. En respekt, der sikkert på ingen måde går begge veje. Men KAK opfattede jo også sig selv som frihedskæmpere. Og de så Palæstina-konflikten som et angreb på et lille folks frihed og ret til eget land. Det var deres frihed, de kæmpede for. Efterretningstjenesten var deres Gestapo."

Derfor ligner argumenterne også hinanden, når de skal forsvare ulovligheder begået i en højere sags tjeneste.

Et medlem af Blekingegadebanden har været en meget vigtig kilde for Peter Øvig Knudsen, og han fortæller i bogen, hvordan de forsvarede forbrydelserne med et bestemt billede:

"Hvis du står ved en vej og opdager, at et barn er på vej lige ud foran en bil, der kommer kørende med høj fart, så må du nødvendigvis gribe ind og redde barnet. Hvis du ikke handler, er du med din passivitet medansvarlig for, at barnet bliver dræbt. Overført til det politiske niveau betød det, at hvis vi ikke udførte de kriminelle handlinger til støtte for frihedskampen, så ville vi komme til at gøre noget værre, nemlig støtte undertrykkelsen."

Forløberen til Blekingegadebanden, den lille revolutionære organisation KAK, blev stiftet af Gotfred Appel og Ulla Hauton begge udbrydere af DKP. Efterhånden får gruppen flere unge medlemmer. Bl.a. den handlekraftige unge brandmand Holger Jensen. Han skal senere blive en vigtig person i samarbejdet med PFLP, men i begyndelsen er han mest af alt Gotfred Appels protegé. Deres forhold ligner det mellem far og søn. Gotfred Appel var gruppens højtrespekterede og frygtede leder. Grundlaget for gruppen var hans teorier om, at Danmark var en snylterstat, hvor arbejderklassen havde det for godt til at kunne mobiliseres, så man måtte tænke internationalt og se mod Palæstina i stedet. Hans ord var lov.

"På mange måder ligner gruppen en sekt," siger Peter Øvig Knudsen "og sådan beskrives det også af de medlemmer, jeg har talt med. Der var nogle stærke psykologiske mekanismer. Det var ikke godt at se andre end gruppens medlemmer, og man stillede ikke spørgsmålstegn ved Appels teorier. Frygten for at blive smidt ud var helt ekstrem. Blev man det, mistede man ikke blot sit verdensbillede, man mistede hele sin omgangskreds." Og det var en reel trussel. Der var nul tolerance over for medlemmer, der afveg fra linjen.

Fysisk tortur

"På et tidspunkt kommer et af de unge medlemmer til at diskutere snylterstatsteorien med nogle bekendte, og han kommer lidt i tvivl om nogle af elementerne. Som den gode elev gør, går han til sin lærermester Gotfred Appel, for at få tvivlen afklaret. Han reagerer ved at sige: 'Hvis du tvivler på mit ord, så kan jeg ikke hjælpe dig'. Dagen efter dukker Holger Jensen op hos den pågældende og siger, at han er ekskluderet fra gruppen."

Den selvjustits, der hersker i gruppen, kommer til sidst til at splitte den fuldstændig. Kvinderne i gruppen - domineret af Appels kæreste Ulla Hauton - indleder et kvindeoprør. De mener, at kvinderne længe er blevet overset, og vil have mændene til at erkende deres mandschauvinisme. En efter én bliver mændene konfronteret af kvinderne.

"Det handler simpelthen om at få dem til at bryde psykisk sammen. Mange erkender hurtigt, at de er nogle svin. Andre er lidt sværere at knække. Og så er det, det udvikler sig fra at være noget der ligner psykisk terror til fysisk tortur. Kvinderne tæver dem simpelthen, hvis de ikke erkender. Og hvis det ikke hjælper, så tvinger de de andre mænd til det."

Dette kvindeoprør står på i et halvt år. Lige på det tidspunkt, hvor KAK's illegale arbejde, står på sin tinde i 1977. Holger Jensen er avanceret til operatør for PFLP.

Politianmeldelse

"De er topprofessionelle forbrydere på internationalt niveau. Og her ses det igen tydeligt, hvor meget sagen betyder. De kan ikke i længden tolerere, at aktiviteterne går i stå på grund af kvindeopgøret, så selv om Holger Jensen og resten af den unge gruppe sikkert godt ved, at det kommer til at koste dem deres fører, så stiller de Appel over for et ultimatum: Det er kæresten eller os. Appel vælger kæresten. Holger Jensen mister sin faderfigur og gruppen er førerløs, men arbejdet forsætter."

I desperation truer Appel med at gå til politiet, men så får han selv nul-tolerancen at føle. Han får et besøg fra PFLP, der reelt er en trussel om at blive likvideret.

Den gruppe, der står tilbage, er dem, vi i dag kender som Blekingegadebanden. Af dem har Peter Øvig Knudsen især haft kontakt til én. De fleste andre ønsker ikke at medvirke. Især kvinderne har været meget afvisende over for hans projekt. En enkelt har endda meldt ham til politiet.

"Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor kvinderne ikke ønsker at tale med mig. De har måske lidt blandede følelser omkring de sektlignende forhold, de har levet under, og det voldelige vanvid, de deltog i under kvindeoprøret."

Han har dog kontakt til en del mennesker, der var en del af gruppen og havde kontakt til gruppen, og det er ikke kun måden, de dengang argumenterede for deres handlinger på, der minder Peter Øvig Knudsen om modstandsfolkene. Det er også måden, de håndterer det på i dag.

"Det medlem af Blekingegadebanden, jeg har haft mest kontakt til er meget eftertænksom. Han er helt afklaret omkring, at det var en sekt, han var en del af. Det var ham, der først brugte det ord. Men min fornemmelse er, at de fleste andre har de samme politiske holdninger og ikke fortryder. De fastholder, at det de gjorde var det rigtige på det tidspunkt. Det har jeg hørt mange gange før i forbindelse med mine interview med modstandsfolk - en model som de selvfølgelig bruger med langt større gyldighed. Det handler om, at man rent psykologisk beslutter sig for, at det man gjorde var legitimt i forhold til den sag, man kæmpede for."

Eksistentielt spørgsmål

Det er en meget personlig beslutning, og derfor er det også svært at sige, hvad der adskiller de Vietnam-demonstranter, der aldrig tog kæppe i hånden, fra de, der gjorde.

"Selvfølgelig har en del af det at gøre med tilfældigheder. Hvis Holger Jensen ikke havde mødt Appel, var der så overhovedet opstået en Blekingegadebande? Men det er også i høj grad et psykologisk eksistentielt spørgsmål hos den enkelte: Hvornår føler man, at en sag er så vigtig og retfærdig, at man er villig til at bruge vold i dens navn?"

For Peter Øvig Knudsen er der ikke forskel på det dilemma, ungdomshusaktivisterne står, og det Blekingegadebanden stod i.

"Det er den samme eskalering, der sker. Jeg hørte, at hvis en betjent var blevet ramt i hovedet af en brosten smidt fra taget af huset, så var det ligegyldigt, om han havde vesir og hjelm på; han ville have brækket nakken. Men har aktivisterne overvejet den konsekvens? Præcis som for Blekingegadebanden er skridtet fra ikkevold til vold som aktivist ikke stort. Den historiske erfaring viser, at sådan fungerer voldens sliske. Og jeg mener, at så snart man bevæger sig derud, så er man ude på et skråplan."

Ingen overvejelser

Peter Øvig Knudsen henviser til Blekingegadebandens ræsonnement, da de forsøgte at brænde Bella Centret ned.

"Målet var at standse Verdensbankens topmøde i Bella Centret og i stedet for at stå udenfor med skilte, kunne man jo sørge for, at brænde stedet, de skulle være, ned. Der er ikke nogle særlige overvejelser forbundet med selve det, at det er en kriminel handling. Men det kan godt være, der kommer nogle etiske overvejelser efterfølgende i forhold til, hvor langt man kan gå. Altså i forbryderens logik."

Og der er ingen tvivl om, at Blekingegadebanden var hårdkogte forbrydere. De var en del af et internationalt netværk i et omfang, ingen hidtil havde forestillet sig. Forklaringen på overraskelsen er den samme som forklaringen på chokket over, at der blev 675 anholdt over en weekend på grund af et Ungdomshus. I Danmark er vi slet ikke vant til, at folk mener noget så stærkt, at de er villige til at begå vold og risikere deres egen sikkerhed for det.

"Vi har en naiv forestilling om, at vi er et fredeligt folkefærd. Vi har ikke rigtig lyst til, at der skulle have været en illegal celle i Danmark. Og så er de endda helt almindelige mennesker. Sønner af embedsmænd, brandmænd og skibsførere. De har ikke en kriminel baggrund. Det tror jeg, der er et vidst ubehag forbundet med. Nøjagtig som vi ikke kan lide, at det er vores egne unger, der løber rundt og kaster med brosten. Det er uforeneligt med vores forestilling om os selv."

På den måde ser Peter Øvig Knudsen en linje i sit arbejde.

"Jeg vil gerne gøre op med myterne om, hvor fredelige danskerne har været. Forestillingen om dette kølige skandinaviske lune er en smule overdrevet efter min mening."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu