Overtro spiller en vigtig rolle i mange tyrkiske familier. Overalt i hjem, kontorer og storcentre finder man flade, blå glasøjne, der skal beskytte mod negative energier. Selv hvis man køber et par cowboy-bukser kan man være heldig at finde et lille blåt øje på sin bukselomme. Mange synes at tænke: Man ved jo aldrig, og da det ikke skader at have et beskyttende øje, er der ingen grund til at lade være.
Sådan er bankdirektøren Barbaros Uygun ikke. Han tror på de blå øjnes beskyttende virkning mod folk, der bogstaveligt talt måtte se skævt til ham. Om håndleddet bærer han også et løjerligt armbånd af lysebrunt træ og små metalstykker, der på en meget new age-agtig måde stikker ud fra hans hvide bankskjorte, slips og mørke busker.
"Det bringer lykke," smiler han, men skynder sig at tilføje, at det ikke er noget han lægger så meget i. Så er det vigtigere med de blå øjne.
Gode øjne
Ligesåvel som man kan kaste dårlige øjne på andre, kan man også kaste gode. Den glædelige egenskab blev Deres udsendte tillagt, da han forleden besøgte Barbaros og hans hustru Umut på sidstnævntes kontor. Hun leder sin egen distributionsvirksomhed for medicinalprodukter og havde indtil da arbejdet i 16 måneder på en aftale med den tyrkiske stat om tilbagebetalingspriser på de stomiposer, der bruges i det offentlige.
Skæbnen, eller Deres udsendtes positive energi, ville, at aftalen faldt på plads netop, som Deres udsendte trådte ind ad døren til virksomhedens kontorer. Der var derpå ingen ende på den positive energi, der så strømmede Deres udsendte i møde, og i øjeblikkets begejstring blev der vist også lovet en stor frokost, som tak for de gode øjne.
En tante på vagt
En mere ædruelig vurdering af forløbet vil nok nå frem til, at succesen i høj grad skyldes, at Umut Uygun, hendes mor og lille søn i sidste uge tilbragte tre dage i hovedstaden Ankara med at forhandle med både Sundhedsministeriet og den offentlige sygesikring. Berker, som sønnen hedder, er kun syv måneder og ammes derfor stadig væk.
Til hverdag kører Umut hjem midt på dagen for at amme, for derefter at køre tilbage til kontoret. I Ankara var den ene bedstemor med, så hun kunne underholde, skifte og made ham på hotellet, mens Umut gik til møder med myndighederne. Og så blev opholdet i hovedstaden lejlighed for den del af den store familie, der bor der, til at se lille Berker. Der er ellers ikke tid til den slags familiebesøg.
"Min mor elsker Berker meget højt og synes det er en god måde at bruge tid sammen med ham på," siger Umut Uygun.
"Vi hjælper hinanden meget i vores familie, og det er familien, man spørger, hvis man har brug for hjælp. Min mor var nu ret træt efter de tre dage og to nætter i Ankara. Hun sov i to dage, da hun kom hjem."
Der trækkes meget på bedstemødrene for at få de to karrierer og hensynet til Berker til at gå op, men også en tante er inddraget.
"Hun bor hjemme hos os for tiden, og det er hende, der henter Berker om natten, når han vågner og bærer ham ind til vores seng, så jeg kan amme ham. Det eneste, jeg skal gøre, er faktisk at sætte mig op i sengen."
Barbaros Uygun griner lidt. Han kan også godt se, at det er en ret utrolig ordning.
