Læsetid: 5 min.

Afsløring som livsform

Nedbrydningen af grænsen mellem det offentlige og det private er heldigvis tidsbunden. Så måske har fænomenet en sidste salgsdato
Moderne Tider
13. april 2007

Journalistik er et fascinerende fag. Ikke mindst på grund af de skjulte forudantagelser, der ligger bag moderne skrivekunst. En af dem er, at mennesket er delt mellem to verdener, en offentlig og en privat. Den første er den facade man viser frem, mens den anden er os, som vi virkelig er. Det skarpe skel mellem de to verdener er ikke så gammelt, men kommer i begyndelsen af det 19. århundrede, efter oplysningstiden.

Man kan se det på klædedragtens udvikling. Hvor klæder tidligere skabte folk, skal de nu bruges til at skjule bæreren. Det er i denne forbindelse interessant at se på udviklingen i klædedragten fra det 18. til det 19. århundrede, ikke mindst for mændenes vedkommende. Den bliver anonym. Grå eller sort og ensformig, og dermed helt forskellig fra tidligere tiders farveglæde og trang til at eksponere rigdom og magt og sex ved hjælp af klædedragten. Individet må beskytte sig selv, og ligesom man må have et hemmeligt sted, hjemmet, må klædedragten sørge for, at man færdes inkognito. Richard Sennett fortæller en fornøjelig historie om en ung mand i begyndelsen af det 19. århundrede, der arver og bruger nogle af pengene til at købe nyt tøj. Hans skuffelse er stor, da ingen af vennerne lægger mærke til tøjet. Det lignede det daglige. Tøjet må være anonymt, for hvis man gennem tøjet giver udtryk for følelser, så er man jo udleveret til omverdenen og har vanskeligt ved at beskytte sin identitet. Man begynder også i stigende grad at beskytte sig imod, at andre får adgang til at se dele af ens krop. Mens man i det tidlige 18. århundrede endnu kunne se bare bryster på scenen, gør synet af en kvindelig strømpefod den mandlige tilskuer i Victoria-tiden dybt genert (og lysten!), fordi han føler, at han har overskredet grænsen til det private. Alt skal tildækkes, endog pianobenene og badekarrets løvefødder.

Et skarpt skel

Richard Sennett, har i The Fall of the Public Man (1974) givet et storslået stykke samfundskritik, hvor han med beklagelse må se, at opdelingen i rum, ikke mindst mellem offentlig og privat, er ved at gå tabt. Det offentlige menneskes fald består i, at alt efterhånden bliver privat.

Sennett skelner skarpt mellem det 18. og det 19. århundrede. Det 18., der har hans fulde støtte, skelnede mellem offentlig og privat. Man tilkendegav, hvem man var, når man gik på gaden. Med sit tøj og sine manerer og sit sprog. Dermed gjorde man byen til et godt sted at være. I byen kender man ikke hinanden, fordi der er så mange (allerede i det 18. årh. var der over en halv million i London). Men man etablerer offentlige roller, som gør det muligt at 'spille' sammen. Derimod har man ingen drøm om naturlighed og umiddelbarhed. Man vidste udmærket, at det offentlige liv er at betragte som et slags teater, og at det ikke skulle blandes sammen med det private. Fordi man er en stor elsker i det private, er det ikke sikkert, at man er en god Romeo på scenen.

I det 19. århundrede derimod nedbrydes den offentlige rolle. Individet ønsker at være autentisk, men da det ikke kan være det offentligt, søger det at drage sig selv væk fra det offentlige. De to rum er ikke længere ligeværdige. Nu gælder det privatlivet og individ-livet. Hovedord bliver at være autentisk, egentlig, ægte og ærlig. Kravet er, at man skal være sig selv, overalt og på enhver måde også i sine følelser, endog i det offentlige, hvis man træder frem dér. Skuespillere skal ikke spille komedie på scenen, men 'være sig selv', og det vil sige: selv være den, man spiller (Johanne Luise Heiberg indførte netop denne personlige spillestil i Danmark). Omvendt er tilskuerne ikke længere deltagere, men betragtere, voyeurs. Og i vore dage ser vi ikke blot kroppen, men tv har gjort os til 'ansigtsdetektiver'.

Samme krav som til skuespillerne stillede man efterhånden til politikere: De skulle være karismatiske, dvs. udtrykke følelser. Derfor står vi i dag uden mulighed for at føre en fornuftig politik. Fordi man ikke kan skelne mellem politik og person, konstaterer Sennett med beklagelse.

Kongehuset

Bortset fra politikere og skuespillere så trådte folk i det 19. århundrede ikke frem, fordi man ikke længere havde nogen offentlig form eller maske at gøre det med. Og da man ikke ønskede at udstille sit privatliv, så foretog man alle mulige manøvrer for at skjule sig, f.eks. ved at gå klædt ensformigt og kedeligt.

Sennetts fremstilling forsøger at kortlægge vejen frem mod den moderne livsform, hvor privatlivet er det afgørende, og hvor det efterhånden kommer til at brede sig ind over hele det offentlige. Bemærkninger og billeder, som er sagt i en lukket sammenhæng, eksponeres ud i alverden, for intet må være privat.

Udviklingen viser sig at være modsætningsfyldt. Individet kan nemlig ikke overleve, hvis det kommer helt frem i dagslyset. Man kan ikke være et individ, hvis man ikke har et privat liv. Men det er netop det, pressen forsøger at tilintetgøre ved at trække alt frem. I vore dage er kongehuset måske det mest groteske eksempel. Derfor kan man godt i populærpresse (Sennett selv har en fremragende gennemgang af Dreyfus-affæren og Zola som nøglehulsjournalist) og populærlitteratur lade læseren voyeuristisk kigge ind i en verden, som han aldrig selv ville træde ind i.

Nedbrydningen af skodderne mellem de mange rum, vi færdes i, og ikke mindst mellem individet og dets omverden, er måske nok forberedt allerede i det 19. århundrede, ikke mindst i romankunst og smudspresse, men de virkelige gennembrud kommer først i det 20. århundrede og først for alvor efter Anden Verdenskrig: tv-alderen. Her kommer virkelig det, som Sennett ikke kan fordrage: ophævelsen af skellet mellem privat og offentligt.

Tidstypisk

Nu skal vi vide alt om alle. Det sidste er, at amerikanske politikere skal offentliggøre deres sygejournaler, så man kan se, hvad de fejler og har fejlet. Man kan jo ikke stemme på en syg mand. Når man er en offentlig person, skal man offentliggøre sit privatliv.

De to rum smelter sammen.

Forudsætningen for dette er flere mærkelige antagelser. For det første, at der altid vil være en modsætning mellem at synes og at være, mellem det ydre og det indre, det offentlige og det private. Man kan med andre ord altid gå ud fra at folk lyver for at skjule sig. Derfor er det vigtigt for journalisten at afsløre mere end at meddele. Et kamera er godt, men et skjult kamera er bedre. En anden forudsætning ligger i, at sandheden altid findes i det skjulte, det private.

På mange måder er det en syg måde at se på verden med. Men heldigvis taler noget for, at den er meget tidstypisk og tidsbunden. Og derfor måske også har en sidste salgsdato.

Og så måske genoplive det gamle rollebegreb. Der er intime og der er offentlige roller, og de første er ikke mere 'sande' end de sidste. Selvom man optager dem med skjult kamera.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her