Læsetid: 4 min.

Charlie er sindssyg

Charlie Ebbesen levede med depressioner i 30 år, før han erkendte over for sig selv, at han var syg. Både på arbejdspladsen og i sundhedssystemet føler han ofte, at der stadig ikke er plads til sindslidende mænd
Moderne Tider
13. april 2007

Det røde gamle hus med stråtag midt på Tuse Byvej få minutter fra Holbæk Centrum er stærkt. Det er 250 år gammelt og et af de få huse fra den periode, der overlevede den voldsomme storm i 1999.

Huset er under ombygning. Det har det været de sidste 10 år, og hvornår det er færdigt vides ikke, og det er heller ikke vigtigt. Ejeren Charlie Ebbesen, 43, beskriver ombygningen af huset som en bygningsproces - ikke et bygningsprojekt. Netop proces er et nøgleord i Charlie Ebbesens liv. Han har lidt af depression, siden han var ni år. I dag er han sindssyg. Ikke på papiret. Der hedder det, at Charlie lider af personlighedsforstyrrelse og post traumatisk stress. Men selv synes han, at betegnelsen sindssyg er mere rammende.

"Der var en psykolog, der sagde til mig da jeg var i starten af 20'erne, at der ikke var noget i vejen med mig. Jeg var bare en narcissist som de fleste. Jeg skulle bare op på hesten igen," fortæller Charlie Ebbesen om sit første møde med sundhedsvæsnet.

"Når man selv i flere år ikke har villet tale ud om sine problemer, for man skal jo nok selv finde ud af det, så er det ikke det mest motiverende at møde en praktiserende læge, der bagatelliserer dine problemer ved at sige: Nå jo, vi har alle perioder, hvor vi er kede af det. Og senere en psykolog, der mente, at for at være psykisk syg, skal man nærmest være så sindssyg, at man er til fare for andre," fortæller Charlie Ebbesen. Det er tre år siden, at han, selv kom frem til en konklusion om, at han er syg og aldrig bliver helt rask.

Irritation og tabuisering

Det har været en proces at nå frem til den erkendelse, og det er en proces at leve med den. Målet er at kunne stå op om morgenen og gå på arbejde, men det handler om processen, om at have sig selv med. Charlie Ebbesen er ansat i flexjob på N. Zahles Seminarium som teknisk medarbejder. Han har pligt til at arbejde 15 timer om ugen, men arbejder mere end det. For meget, mener hans kone. På grund af sin sygdom har Charlie ret til at tage fri fra arbejdet uden forklaring.

"Men jeg kan tydeligt mærke, hvordan forskellige mennesker reagerer på en mand med depressioner. Mine kolleger fra den tekniske afdeling kommenterer aldrig min sygdom. Men jeg mærker en form for irritation, når jeg melder mig syg og en tabuisering om min sindslidelse. Hos det akademiske personale kan jeg mærke en større forståelse, men vi taler heller ikke om det. Dem, der har mest forståelse og tør tale med mig om det, er mine kvindelige kolleger fra kantinen," fortæller Charlie Ebbesen og fortsætter:

"Hos de arketypiske arbejderklasse-mænd, kan jeg mærke den holdning, jeg selv er vokset op med, at så længe man fysisk kan arbejde, skal en mand da gå på arbejde, om han så skal kravle ud af sengen."

Den første gang Charlie fik en depression, var han ni år, det varede i et år og kom til udtryk ved, at han isolerede sig og ikke havde tillid til mennesker omkring sig.

Midt i puberteten fik han igen en lang depression, der varede i flere måneder. Men i dag er det den lange, mørke depression han fik, da han var 20 år, han husker tydeligst. Som mange andre unge mennesker blev Charlie Ebbesen ramt af eksistentiel krise, og samtidig fik han en depression, der bragte ham helt ud af kurs.

"Jeg vidste, at noget var helt galt, alligevel ville jeg ikke erkende, at jeg var syg. Jeg tænkte, at jeg skulle tage mig sammen. Det var også den besked, jeg følte, jeg fik fra omverden. 'Jeg har det skidt', var ikke bare noget jeg kunne sige," fortæller Charlie.

Et år på sofaen

Charlie Ebbesen forsøgte dengang at arbejde og studere sig ud af sine depressioner. Da han var 23 år, blev han far:

"Der lå jeg på sofaen i et år. Når klokken blev fire, kom jeg op og prøvede at være ovenpå, når min kone kom hjem."

Igennem tiden har Charlie Ebbesen været hos studenterrådgivning, forskellige terapigrupper og psykiatere. For ham er der en tydelig forskel på, hvordan mænd og kvinder med lignende lidelser handler: "Det er i virkeligheden meget enkelt. Kvinder har sproget til at tale om følelser. De er opdraget til at tale om, hvordan de har det indeni. Vi mænd mødes og taler om arbejdet og om det, der er omkring os, ikke det, der er indeni. Når nogen bryder den konsensus, bliver det ofte ubekvemt," siger han.

Charlie har det bedst med kvinderne i sundhedssystemet, men siger også:

"Når jeg er til gruppeterapi, hvor vi kun er to mænd, kan jeg mærke, at jeg som mand kommunikerer anderledes og har andre beh0v. Kvinder taler og taler, men det er ikke nok for mig. Jeg har brug for at komme videre og gøre noget ved problemet i stedet for at sidde og tale om det og klappe hinanden på skulderen."

En stor del af forklaringen på Charlie Ebbesens sindslidelse finder han i sin barndom, hvor alkohol og vold var faste ingredienser. Som spædbarn fik han tæsk af sin far, fordi han ikke var renlig.

"Ingen tager skade af et par flade. Det var min mors reaktion, da jeg som voksen konfronterede hende med det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her