Læsetid: 3 min.

Dæk dig til, kvinde

Asmaa Abdol-Hamid, der stiller op for Enhedslisten, er et offer for kønsapartheid. Og selv om det er helt ubegribeligt, at politikere, som påstår at kæmpe for individets frie selvbestemmelsesret, vil optræde, som hun gør, bør vi alligevel tillade det i demokratiets navn
27. april 2007

En kvinde, som ikke kan møde en mands blik, ikke kan tage mænd i hånden, ikke kan sidde i samme rum som en mand, er et offer for kønsapartheid.

I vores samfund tager mandlige læger imod fødende kvinder, fremmede mandlige taxichauffører kører berusede kvinder til døren uden at spørge om navnet på deres far, bror eller ægtemand. Enlige mødre kan gå på arbejde uden at blive tvunget til at opgive navnet på hendes børns fader eller blive mobbet. Det er i samfund, hvor kvinden ikke har tale- eller bevægelsesfrihed, at de værste overgreb begås imod hende, og hvor hun er frataget sine mest elementære menneskerettigheder.

Hvad nu hvis...

Hvis det havde været nogens religion, at man som hvid ikke kunne trykke sorte mennesker i hånden, ville vi så have betragtet det som en personlig grænse, som et demokrati skal respektere. Vist ville vi ej. Vi ville, helt berettiget, betragte det som udtryk for den groveste racisme.

Men moderne politisk-religiøse kvinder kan vi - under dække af religionsfriheden - sagtens tillade at optræde som levende symboler på den gennemgribende køns-apartheid, der er vilkåret for millionvis af muslimske kvinder verden over, tildække deres hår og seksualisere den offentlige, professionelle kontakt imellem mænd og kvinder.

Det er i mine øjne helt uansvarligt og helt ubegribeligt, at politikere, som påstår at kæmpe for individets frie selvbestemmelsesret, vil optræde, som Asmaa Abdol-Hamid, der søger at blive valgt til folketinget, gør. Hun har bevidst valgt at iføre sig hijab og har gang på gang udtalt, at hun ikke ønsker at trykke mænd i hånden.

Hvilket valg

Anderledes forholdt det sig med den iranske demokrati- og kvindesagsforkæmper Shirin Ebadi, da hun besøgte Norge for at tage imod Nobels Fredspris. Hun lagde sin hijab, og det var der en grund til. Grunden var ikke, at hun besøgte Vesten. Fra hendes side var det et overlagt valg fra en stærk kvinde, som ved, hvad tildækningstvangen frarøver kvinder i et land, hvor kvinder må betale en meget høj pris for den institutionaliserede kønsapartheid. Hun ville med sit bare hoved og blottede hår manifestere, at selv om hun er nødt til at bøje sig for de sociale spilleregler, som kvinder er underlagt i Iran, så har hun i al fald valgfriheden i behold, når hun rejser ud af dette land.

Den 30-årige tøjdesigner Nafeesah Badrkhan fik derimod en fyreseddel i Oslo for nylig, fordi hendes hovedbeklædning, hijabben, blev opfattet som for anderledes til, at hun kunne være ansat i den tøjbutik, hun netop havde fået arbejde i. Det nyttede hende intet, at hun var godt kvalificeret til jobbet, vellidt blandt kollegerne, og at omsætningen voksede, når hun var på arbejde.

Så længe kvinder kan tjene deres egne penge, kan arbejde sammen med mænd og andre kvinder, kan køre bil, kan omgås mænd og kvinder socialt, og det er fuldt ud muligt at kommunikere direkte med dem, herunder at have kontakt med dem, bør hijab ikke være noget problem. Når der lægges sociale og politiske restriktioner på kvinden, fordi hun tilhører en bestemt religion, begår vi en demokratisk skandale. At tro andet ville være naivt.

Men de hijabklædte kvinder må tåle, at deres valg af klædestil gøres til genstand for offentlig debat. De må tåle, at mange uvægerligt vil opfatte deres hijab som et symbol på kønsapartheid. De må tåle, at hijabben provokerer mange frigjorte, barhovedede kvinder.

Alligevel må og bør vi under ingen omstændigheder forbyde Nafeesah Badrkhans hijab. For Nafeesah er repræsentant for en gryende selvstændighedsproces blandt unge, muslimske indvandrerkvinder. Det er netop friheden til at vælge, eksperimentere og udtrykke sin mangfoldighed, både som tøjdesigner og privatperson, som vil kunne give hende en helt nødvendig oplevelse af, hvad et frit demokrati står for og indebærer. Og det er åbenbart ikke kun hende selv, der har brug for dette. Det har hendes nu forhenværende chefer så sandelig også.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu