Læsetid: 5 min.

Gamle infantile oprørske hængerøve

Øv Bøv. Der går rygter om, at en ny mandetype har indtaget kongeriget. Bøven bliver han kaldt. Han lider af Peter Pan-syndromet og nægter at opgive sin unge drengerøvstilværelse. Spørgsmålet er, om det er Bøven, der er patetisk, eller om voksen-begrebet trænger til en vitaminindsprøjtning
Moderne Tider
20. april 2007

Kvinder, tag jer i agt, for en ny mand er kommet til byen.

Han er veluddannet, kreativ og har økonomien i orden. Ja, Bøven ser godt ud på papiret. Men, for der er et men, han er ifølge begrebets fader en umoden dreng gemt i en mandekrop.

Så lad os pille denne nye mand fra hinanden. Lad os smide ham i en boks, stereotypisere ham, til han kryber til korset og skammer sig. Så kan vi fortælle ham, at han, ligesom He-manden, den følsomme mand og den metroseksuelle mand, ikke duer.

Den nye mand er blevet døbt Bøv - en forkortelse for BørneVoksen - af Morten Amsinck, der er studerende på Copenhagen Business School. I en artikel på kommunikationsforum.dk kan man læse, at denne nye danske mand går Morten Amsinck på:

"Bøverne er mænd, der ikke vil acceptere livets naturlige gang væk fra barndommen. Hele Bøvens livsstil er bygget omkring en laid-back surfer-attitude, der er præget af så lidt ansvar så muligt. Han kan sagtens have kone og barn, men Bøven er selv et barn i sin egen familie," skriver Morten Amsinck.

Selv om Bøven er i midten af 30'erne, opfører han sig ifølge Morten Amsinck stadig, som om han var 22 år. Bøven går i jeans med hængerøv, hættetrøje, kasket og i Converse-sko, som han også gjorde i 80'erne og 90'erne. Bøven er en gadget-freak og mødes stadig med drengene for at spille playstation. Og så ved Bøven altid, hvor den nyeste musikklub i byen er åbnet. Morten Amsinck synes ikke alene, at Bøven er irriterende, han mener, at Bøven er et problem og beder ham derfor pænt om:

"Stop nu, kære Bøv, for vi kan ikke alle være samfundets børn."

Morten Amsincks artikel har fået mange mænd til at reagere med rasende debatindlæg på kommunikationsforum.dk's hjemmeside. Og i DR's Aftenshowet skjulte Søren Fauli ikke sin vrede over at blive kaldt uansvarlig og barnlig, fordi han går i hættetrøje. Fauli mindede om, at det er samme generation af mænd, som tager sit ansvar som aktive fædre alvorligt, der nu klandres for at være infantile, uansvarlige drengerøve.

Patetisk selvbedrag

Livsstils- og kommunikationsekspert Henrik Byager er ikke begejstret for Bøven, som ifølge ham lider af Peter Pan-syndromet og er skræmt af tanken om forpligtigelser og ansvar. Han mener, at Bøven er på vildledende jagt efter en oprindelig frihed, som han finder i et drengerøvsunivers.

"Men det er infantilt, og så er det selvbedrag, for hvis man nægter at være sin alder, med al den erfaring og de forpligtelser, der følger med, risikerer man at ende som en patetisk karikatur."

Ifølge Henrik Byager har Bøven et unuanceret billede af, hvad det vil sige at være en moden mand. For Bøven er det forbundet med fastlåsthed, mangel på spontanitet og regler. Derfor forsøger han desperat at hænge fast i samme livsstil, som han levede, da han var i 20'ere.

Kirsten Poulsen er direktør for kommunikationsvirksomheden FirstMove, der fokuserer på trendforskning. Hun mener, at Bøverne ikke er et nyt fænomen, der bliver blot flere af dem. Kirsten Poulsen kan ikke se nogen speciel grund til at se skævt til mænd i 30'erne, der går i de samme jeans og hættetrøjer som teenagedrenge:

"Bøverne er blot udtryk for, at aldersbegrebet har ændret sig, eller i hvert fald burde blive ændret. At tale om bøver, som mænd der nægter at blive voksne, forudsætter, at vi har et fasttømret voksenbegreb, og det er meget svært at finde i dag," forklarer Kirsten Poulsen og fortsætter:

"Jeg ser ikke Bøvernes tøjstil som et forsøg på at være 22 år, men som udtryk for at forbrug og mode er noget, som vi i dag har tilfælles på tværs af generationer. Der var en gang, hvor religion var bindeled mellem generationer og klasser, i dag er det forbrug, der er det."

Ungdommen er en vare

Der var også engang, hvor det at være voksen var eftertragtet og prestigefyldt. Voksenlivet var forbundet med autonomi og selvbestemmelse. Men i dag er det ifølge Kirsten Jensen ungdommen og den vitalitet, som forbindes med den, som er eftertragtet. Det har markedet taget til sig, og dermed er ungdommen også blevet en vare, som de fleste på tværs af generationer er med til at forbruge.

Kirsten Poulsen mener, at det er uretfærdigt at klandre Bøven for at være en uansvarlig drengerøv. Hun ser ham ikke som en splittet mand, men som en moderne mand, der formår at kombinere flere aspekter af livet:

"Det er jo lang tid siden, at drenge blev mænd på deres konfirmationsdag og dermed var bundet af forpligtelser, arbejde og familieforsørgelse. I dag er der plads og råd til at dyrke ting som playstation eller ville rejse jorden rundt, for man rejser så længe, man har lyst til det. Det er ikke længere samfundets konventioner, der sætter grænser, men individet selv."

Det moderne arbejdsmarked sætter stor pris på kvaliteter som fleksibilitet, spontanitet og innovation. Alle disse værdier associeres i dag med ungdom, mener Niels Ulrik Sørensen, der er ph.d. og forsker i unge, køn og livsstil ved Center for ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han ser Bøven som produkt af, at rammerne for det moderne liv er flydende. Tidligere var livet delt og reguleret i faste faser, sådan er det ikke længere. Samtidig er der i dag en enorm forbrugsgørelse af ungdomslivet.

"Jeg ser ønsket om ungdommen som en større kulturel omvæltning, som vi undergår i vort samfund. Det går både nedad og opad - vi vil gerne være unge tidligere og i længere tid," forklarer Niels Ulrik Sørensen.

Modne mænd er klovne

Ifølge ham medfører idealiseringen af ungdomslivet et stort pres på at være under konstant bevægelse og forny sig selv.

"Man må for Guds skyld ikke gå i stå. Bagsiden af det er, at man ikke slår sig til ro og lader sig forpligte. Det er det, man kan se hos en del unge mænd midt i 30'erne i dag," siger Niels Ulrik Sørensen.

Gennem kvindekampen har kvinderne insisteret på og lykkedes med at redefinere deres rolle, identitet og seksualitet. Det betyder, mener Kirsten Poulsen, at mandens rolle automatisk forandres, men i lang tid har fokus på køn handlet om kvinderne. I dag er der stor interesse for at definere og redefinere den moderne mand og hans rolle.

Kirsten Poulsen mener, at man kan se Bøven som en, der ubevist gør oprør mod det pres på at skulle definere sig selv og rumme så mange lag - nemlig at være en maskulin mand, der går op i sit udsende og helbred - dog ikke for meget, samt at være en ansvarlig, følsom og aktiv far og ægtemand, som på arbejde er innovativ og kan tage enhver udfordring op.

Henrik Byager mener, at man også kan se Bøven som produkt af den snævre definition på den voksne mand, der eksisterer i dag:

"Landskabet af unge mande- og drengetyper er mangfoldigt, der er hip-hopperne, punkerne, rock'n roll-typerne. Men når det kommer til den modne mand med familie og job, er det stereotyper som Thomas Bo Larsens TDC-far og Niels Olsens Schulstad-far, man kan vælge imellem," siger Byager.

De typer er ifølge ham klovnede mænd uden magt, uden sex, uden autoritet og vigtigere endnu - uden spontanitet. Altså alt det, Bøven flygter fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Allen

"Spørgsmålet er, om det er Bøven, der er patetisk, eller om voksen-begrebet trænger til en vitaminindsprøjtning"

- Det sidste, er svaret!

En 100% tiltrængt artikel og et dejligt angreb på det gængse samfunds konforme strukturer.

Jeg er syg og træt af det latterlige, konstruerede ideal man skal efterleve bare for at befinde sig i en vis alder, for ikke at blive klassificeret som tilbagestående, barnlig og umoden.

Jeg gider ikke dømmes til et kedeligt liv, hvor tilværelsen ikke er andet end kone og børn, kedelige skjorter, ejerbolig, friværdi og karriere.

Lad os nu for hulen have vores farverige kultur i fred og have stifter, gode blunderstunder, høre høj musik, spille playstation, gå med kasket, sneakers og råbe røv i skurvognen.
Man behøver ikke være arbejdsløs og mangle evnen til at balancere sit liv mellem ansvar og løjer, fordi man morer sig lidt ungt.

Jeg er træt af visne, veluddannede dogmedyr der kævler om prestige og dikterer deres kedelige livsstil ned over halsen på os, der bare ikke gider at give afkald på det vi er passionerede omkring fordi vi runder de 30+.