Læsetid: 5 min.

Kritik ligger som lækker glasur på kapitalismens lagkage

Hvis samtidskritikken er en vagthund, er den så stadig farlig og udfordrende, eller ligger den tyk og træt som et nuttet kæledyr uden tænder. Det blev diskuteret torsdag på en konference ved Roskilde Universitetscenter
Moderne Tider
28. april 2007

"Hvor langt vil du gå, Steen. Er du revolutionær? Er du socialist?"

Det ser ikke sort ud, men der er mørkt. På en forårsdag med 20 grader og korte ærmer udenfor, sidder forskere, studerende og interesserede indenfor i et auditorium uden vinduer på Roskilde Universitetscenter og diskuterer, om det egentlig ser sort ud: Findes der en kritik af det samfund og den samtid, vi lever i?

Det er udgangspunktet for konferencen, som slutter med en paneldebat, hvor idehistorikeren Jens Erik Kristensen efter et langt angreb på den nye kapitalisme fra Steen Nepper Larsen spørger, hvad der egentlig er for enden af hans kritik:

Lyset fra et nyt samfund eller mørket fra noget, der går under?

"Du maler jo alle de kritisable sider ved den kognitive kapitalisme på væggen, som om den allerede er trængt langt ind under huden og ind i hjernen på os," fortsætter Kristensen klædt i sort blazer over en sort t-shirt.

"Hvis det står så slemt til, må man jo spørge, hvad der er konsekvensen af analysen. Og så kommer kommer det kedelige spørgsmål, som vi diskuterede rigtigt meget i 70'erne: Hvad vil du sætte i stedet?"

Hurtigt talende og med fingrene i skiftende figurer foran sig svarer Nepper:

"Som totalitært statsstyringssystem, der bestemmer, hvordan vi skal leve, og hvad vi skal forske i, og hvad vi må sige, vil jeg selvfølgelig sige nej tak til socialismen."

Lidt langsommere gentager Nepper spørgsmålet:

"Kan man afskaffe markedet? Gaveøkonomien har jo være tænkt radikalt engang, og den del af VS, som jeg godt kunne lide, tænkte jo over de her ting, indtil de døde. Selv ender jeg nok i en slags balancetænkning: altså et forsøg på at balancere kapitalismen og det, der ikke bør gøres til varer."

Igen oppe i talehastighed forklarer en smilende, men alvorlig Nepper Larsen, hvordan det skal gøres. Han udfolder en vifte af demonstrationsmuligheder, happenings, performances, artikler i Social Kritik og foredrag og deltagelse i offentlige diskusioner. Alt kan ske, alt bør ske! Og til yderligere kamp mod den nye humanistiske kapitalisme anfører Nepper to figurer:

"Vi må insistere på, at vi ikke bare vil være servicekrævende forbrugere. Vi må gentænke borgerrollen. Ellers har vi ikke noget samfund længere. Og så må vi over for en økonomi, der vil gøre det fælles til varer, gøre opmærksom på, at viden, sprog og tænkning må være tilgængelig for alle. De skal ikke privatiseres som varer."

Igen tager Jens Erik Kristensen ordet og replicerer egentlig på sit eget spørgsmål: "Her på mine gamle dage må jeg selv erkende, at jeg tror, at et samfund uden marked ender i katastrofer. Det betyder ikke, at markedet skal gælde over det hele. Det betyder, at vi må erkende, at vi ikke er ved at danne et revolutionært parti, men at vi er reformister."

Kælen vagthund

En plakat rundt omkring på RUC annoncerer konferencen: På plakaten er der et billede af en lænket hund:

"Vi er vant til at tænke på kritikeren som en vagthund," siger sociologen Rasmus Willig om dagens tema.

"Men som den ser ud der på plakaten ligner den en kæledægge, den er bundet fast. Den er passiviseret," forklarer Willig:

"Spørgsmålet er, hvad er mulighedsbetingelserne for at bedrive kritik i dag? Vi har for eksempel annonceret den her konference for programmer på P1 som Eksistens og Agenda, men disse kritikkens arnesteder er i mellemtiden blevet lukket."

Jens Erik Kristensen følger op med en konstatering af, at så slemt ser det ikke ud. Forskningsrådene giver jo trods alt bevillinger til kritiske projekter: "Kritik er at involvere sig i en værdisættelseskamp," siger Kristensen:

"Man forsøger at gøre kritik gældende som værdsættelse, som smagsdom og som værdier. Det spil kan man spille strategisk, eller man kan opruste. Vi taler om kritik. I virkeligheden kunne vi ligeså godt tale om politik."

Har kritikken effekt?

Til daglig leder Kristensen programmet for socialanalytisk samtidsdiagnose på DPU, og i en hurtig konklusion resumerer han målsætningen for programmets kritiske aktivitet.

"Det gælder om at vise, hvad der kan ses og siges for indeværende - og hvad kan ikke længere ses og siges."

Fra salen bliver der spurgt, om der overhovedet er nogen i dag, som gider høre på kritik. Og hvis kritikken ikke påvirker de kritiserede, er det jo ligegyldigt, om man viser, hvad der ikke kan ses og siges.

En anden forsker fra DPU Lars Geer Hammershøj siger højt fra panelet:

"Har kritikken nogen effekt noget sted? Der er jeg mere i tvivl. Magten er blevet smartere til ikke at lytte. Spindoktorerne er noget af det, og statsministeren afviser bare kritik med, at der er ikke noget at komme efter. Der er udviklet en hel industri, som har til formål ikke at lytte."

Efter en kort pause, hvor tilhørerne bestemt stadig lytter, tilføjer Hammershøj:

"Det vil have en effekt, hvis tingene er ved at bryde sammen. Og hvis den her styring af universiteterne med kontrakter, evalueringer og andre styringsinstrumenter fortsætter i 10-15 år mere, tror jeg, de bryder samme. Og så får vi en kobling mellem krise og kritik."

Igen fra salen spørges til eksempler på en kritik, der faktisk har nået modtageren. Sine Pildal Hansen fra panelet peger ud i auditoriet:

"Derovre sidder Tine Fristrup. Hun sagde i et radioprogram, at vi i ældreplejen må gå fra 'visitation' til 'invitation'. Præcis den formulering gik rent igennem, og nu ligger den på ministerens bord."

Diskussionen om den ny humanistiske kapitalisme fortsætter frem og tilbage. Og som Nepper forklarer:

"Den humanistiske kapitalisme har lært af sine kritikere. Den har inkorporeret dens sprog som glasur. Men det er ikke kun glasur. Den har også fundet ud af, at folk er mere produktive, hvis de er glade, engagerede, begejstrede og motiverede. Så de, der kun ser kapitalismen som ødelæggelsens og undertrykkelse figur, overser nogle store frihedsforøgelser. Man kan sige, at den mest fremsynede kapitalisme er allieret med den fremsynede humanisme. Det er skidt på nogle områder, men det er også godt. Så hvem vil bytte med 1870'ernes minedriftskapitalisme eller samlebåndskapitalismen? Jeg vil i hvert fald ikke."

Konferencen Kritik i dag var arrangeret af forskningsprogrammet for Socialanalytisk Samtidsdiagnose ved DPU i samarbejde med Rasmus Willig, Institut for Samfund og Globalisering på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her