Læsetid: 7 min.

En mor, en datter og anoreksi

Donatella Versace, en af modeverdenens mest magtfulde kvinder, erkendte for nylig, at hendes datter, Allegra, i årevis har kæmpet imod anoreksi. For mange mødre har dette vakt grufulde minder til live om lignende mareridt
13. april 2007

Efter store bekymringer for deres datters helbredstilstand, udsendte Donatella Versace og hendes eksmand en pressemeddelelse: "Vores datter, Allegra, har i mange år kæmpet imod anoreksi, en meget alvorlig lidelse," skrev de. "Hun får den bedst mulige lægehjælp til at overvinde sygdommen og er nu i bedring." Det var et kortfattet budskab, der undgik enkeltheder, men familiens afmagt og smerte var åbenlys. Den sidste sætning lød: "Som forældre gør vi det bedste for at beskytte vores datter."

At Versace-familien passer godt på sin unge arving, som modekongen Gianni Versace plejede at omtale som sin "lille prinsesse", er velkendt, og der kan næppe heller være tvivl om, at Donatella har søgt den bedste behandling, der kan fås for penge. Men det forhold, at Allegra har kæmpet imod sygdommen i mange år, vidner også om et hjerteskærende paradoks: Uanset hvor god en vilje og hvor mange penge en kærlig mor kan mobilisere, kan det være meget vanskeligt at stille noget op imod anoreksi.

Donatellas liv og karriere har været rig på barske kriser. 10 år er gået, siden hendes bror, Gianni, blev skudt og dræbt og to år siden hun åbent erkendte, at hun endelig havde overvundet en mangeårig afhængighed af kokain.

Allegra er en talentfuld og smuk kvinde, der er god for over en mia. kr., efter at hendes onkel testamenterede sit modeimperium til hende. Men selv hendes priviligerede opvækst har ikke kunnet redde hende fra den grufulde sygdom. Tværtimod har mange peget fingre af hendes perfektionistiske familie og modeindustriens billedbevidste optagethed af egne fuldkommenhedsidealer. Det hjælper heller ikke Donatella, at denne seneste familietragedie har givet anledning til et utal af ondsindede spekulationer og antydninger.

Man lukker øjnene

Da Benadette Chirac, den franske præsidents kone, for nylig også stod frem og talte om deres datters anoreksi, fik man et indblik i nogle af de strabadser, Allegra Versace må gennemgå. "At være berømt kan gøre ondt værre, når man rammes af denne sygdom," sagde hun og tilføjede, "man har ikke noget højere ønske end at gemme sig for andres blikke."

I sidste måned kunne Olivia Newton-John så fortælle, at hendes datter, Chloe, også havde kæmpet med anoreksi. "Nogle gange er man som forælder tilbøjelig til at lukke øjnene for, hvad der foregår. Man vil helst tro, at alt er i orden. Men det nytter ikke, for selv ikke alverdens forsamlede terapeuter vil kunne hjælpe, hvis forældrene ikke er tilstede og aktivt og omsorgsfuldt støtter deres barn."

Begge mødre talte åbent om den følelse, der rammer de fleste forældre til børn med spiseforstyrrelse: skyldfølelsen.

Anoreksi er defineret som en sygdom, der hidrører fra en overvældende frygt for at være fed. Anorektikere har et forvrænget krops-selvbillede og er rede til systematisk at sulte sig selv, i de værste tilfælde til døde. Anoreksi rammer hovedsagelig piger og unge kvinder mellem 15 og 24 - kun en tiendedel af ofrene er drenge eller unge mænd. Ifølge Psykiatrifonden ses anoreksi og bulimi hos knap en-tre procent af unge mellem 15 og 24 år. Men mere end 25 procent af denne aldersgruppe vægtregulerer og er i fare for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Følgerne af sygdommen er åbenlyse i de senere års fotos af Allegra Versace, hvor hun fremtræder i ekstremt udmagret udgave. Men sygdommens egentlige årsager er stadig genstand for debat. Mange forskere er begyndt at lede efter genetiske faktorer, men fortsat er det mest populært at skyde skylden på modeindustriens og mediernes besættelse af ranglede, radmagre Size Zero- modeller, skønt hverken Donatella eller Versace-mærket nogensinde har dyrket skelet-looket. Alligevel ser man hyppigt, at forældre bebrejder sig selv for deres børns anoreksi.

Forældre har ikke skylden

På det britiske Maudsley Hospital insisterer man på, at dette ikke har noget på sig.

"Forældre tror ofte, at de på en eller anden måde har forårsaget deres barns sygdom, men forskningen viser klart, at der ikke er noget mønster i de familiekonstellationer, der gør sig gældende ved sygdommens udvikling," siger en læge fra Maudsley. "Med andre ord er anorexia nervosa ikke et resultat af forældresvigt, lige så lidt som unge anorektikere er specielt stridbare eller egensindige." Det har mange mødre desuagtet svært ved at tro.

"Da min smukke 14-årige datter fik stillet diagnosen anoreksi, var min første indskydelse, at det måtte være min skyld," fortæller Jane. "Igennem hele hendes opvækst var jeg konstant på slankekure, og hun måtte være blevet smittet af det, tænkte jeg. Som yngre havde hun en hel del hvalpefedt, og jeg har sagt til hende mange gange, at hun ikke skulle spise så meget is, hvis hun ville undgå at blive tyk. Hvordan kunne jeg være så dum? Jo, jeg var sikker på, at skylden var min."

Susan Ringwood, leder af Storbritanniens førende ngo til bekæmpelse af spiseforstyrrelser, B-eat, pointerer, at det er uhyre vigtigt, at forældre forstår at modstå skyldfølelser og selvbebrejdelser og ikke på denne måde drager sig selv ind i sygdommen. "Forældre forårsager ikke denne sygdom, men de kan være en værdifuld hjælp for deres barns forsøg på at overvinde den," siger hun. "Jeg tror ikke, jeg har talt med en eneste forælder, der ikke har lidt af selvbebrejdelser. De synes alle, at de burde have lagt mærke til symptomerne tidligere. Men anoreksi begynder langsomt og snigende og kan i nogle stræk ligne normal teenageadfærd: humørsvingninger, ønsket om at være alene i fred eller at gå i baggy pants. Mange børn føler også, at de ikke kan sige noget til deres far og mor, fordi de ikke ønsker at bekymre dem. For forældre er anoreksi en udfordring af to af deres mest fundamentale instinkter: at beskytte og ernære deres barn."

I udtalelser før hun erkendte sin datters sygdom, afviste Donatella Versace tilsyneladende, at anoreksi kunne være forældrenes skyld eller udspringe af modeverdenens diktatoriske normer. "At pleje sin krop og sit udseende er en ting - at gøre det til en besættelse noget ganske andet," sagde hun.

Andre er enige. "Spiseforstyrrelser har ikke så forfærdelig meget med mad at gøre," sagde Olivia Newton-John efter at have iagttaget sin egen datters adfærd. "Mange anoreksi- og bulimiofre bruger bare maden som et forsøg på at erobre selvkontrol."

Britiske Francesca og hendes datter, Molly, forstår disse problemstillinger bedre end de fleste. Molly udviklede anoreksi i 13-årsalderen, næsten med fuldt overlæg, siger hun. "Jeg ville ud af det kontrollerende forhold, min mor havde til mig," siger hun. "Jeg kan næsten huske, at jeg tænkte ved mig selv: 'Nu ved jeg det: Jeg vil udvikle anoreksi'. Men siden blev det til en alvorlig sygdom, som jeg ingen kontrol havde over."

Elsket på den forkerte måde

Francesca forsøgte at hjælpe, men følte sig i stigende grad magtesløs og isoleret. "Jeg følte, at alle tænkte, det var min skyld, og at jeg havde svigtet," husker hun. "Faktisk havde jeg gjort mit bedste, men det slog slet ikke til. Min nærmeste familie var velmenende, men med deres attitude og adfærd modarbejdede de mig."

"At opfostre et barn og sørge for, at det spiser sundt og godt, lå dybt i mig. Jeg bebrejdede konstant mig selv, og gør det vel stadig."

Molly ser helt anderledes på det. "Min mor prøver hele tiden at forsvare sig selv," siger hun. "Jeg har tilgivet hende flere gange, men hun vil ikke tage imod min tilgivelse. Hun siger, at hun ikke havde noget at gøre med min anoreksi, men jeg mener nu stadig, at hun var en vigtig faktor. Hun er enlig mor, og jeg er enebarn, og vores forhold var meget intenst hele tiden. Vi var meget tæt forbundne. Jeg tror, hun forsøgte at pace mig frem til at lykkes på de punkter i tilværelsen, hvor hun ikke selv havde slået til."

Da Molly efterhånden kom sig over sin sygdom, begyndte hun at reflektere over sit forhold til sin mor, som Allegra Versace utvivlsomt også gør det til sin. "Jeg tænkte, at jeg måske var anorektiker, fordi jeg ikke ønskede at blive en kvinde. Måske fordi jeg ikke ville blive sådan en ulykkelig kvinde som min mor. Den tanke fik tårerne til at vælde frem i mig, og jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg nogensinde tør tage den samtale med hende."

Nu da hun selv er blevet mor, siger Molly, at hun bedre kan forstå, hvad hendes mor må have gennemgået. "Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor smerteligt det må være at være et magtesløs vidne til sit eget barns selvdestruktivitet, og at give sig selv skylden for den," siger hun. "Hun elskede mig på den forkerte måde, tror jeg. Men at hun elskede mig meget højt, var jeg aldrig i tvivl om."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu