Læsetid: 4 min.

Perkerdansk og nyslåede statsborgere

Funderinger på om vi nu er kommet så vidt, at unge med anden etnisk osv. er blevet racister. Og om den danske måde at dele djærv håndsved med hinanden er den eneste måde at gøre det på
Moderne Tider
28. april 2007

Som den knibske klummeskriver, passende venstreorienteret og i det hele taget korrekt, som man jo er, fik jeg sidste sommer et grimt chok. Jo, ser De, jeg stod på et lille torv her i NYC (sådan kalder vi unge mennesker Nykøbing F) ud for en indvandrerbutik. Jeg stod sammen med min teenagedatters daværende kæreste, der havde anden etnisk baggrund end dansk, og desuden den vane konsekvent at omtale Deres udsendte hallalhippie som 'svigerfar'. Hans mobiltelefon ringede, og han måtte forklare den kammerat, der ringede, hvor han befandt sig.

"Jeg står lige her ved perkerbutikken," sagde han. Jeg siger Dem, det løb mig koldt ned ad ryggen. Er det nu kommet så vidt, tænkte jeg, at vores indvandrere er så velintegrerede og så danske, at de også er blevet racister? Jeg skuttede mig i min pludseligt for tynde sommervindjakke. Perkerbutikken (!) - har man hørt mage!

Jeg skyndte mig naturligvis hjem til Grønsundsvej og genlæste samtlige Georg Metz' klummer for at reetablere den sindets kyske balance, foruden hvilken det er komplet umuligt at føle sig bedre og klogere end almindelige danskere med deres tørklædefobi og deres parcelhusindskrænkethed.

De morer sig - over os

Det hjalp, men den grimme oplevelse satte sig alligevel dybe spor. Jeg begyndte at lægge mærke til de unge mennesker af anden etnisk osv. Og sateme, det var ikke til at misforstå: de morer sig over os!

Især over politibetjente og andre med myndighed at udøve - eller hvordan det nu var, Th. Stauning sagde det under krigen. Når en politibetjent nærmer sig en flok indvandrerdrenge, kan han være sikker på at de alle sammen taler 'perkerdansk' - som de oven i købet selv kalder det. Men når betjenten er gået, og drengene mener sig ubevogtet, kan man høre dem tale fuldkommen lydefrit købstadsdansk.

Hvad er det dog for noget, tænkte jeg jo. Er det ikke meningen at os, de gode, skal have ondt af indvandrerne? Kan man overhovedet have ondt af folk, der altså åbenbart har overskud til at more sig over os? Og som oven i købet tager pis på os?

Noget tyder på, tænkte jeg videre, at de helt af sig selv finder ud af det hele. At de ikke tager danske hjemmefødningers fordomme alt for alvorligt.

Hvad så med os artige klummeskrivere, der klart og utvetydigt tager parti for de svage? Er vi helt overflødige? Vores medfødte hattedameinstinkt, det kan vi måske bare stikke skråt op?

At dele håndsved

Nå, der er selvfølgelig heller ingen grund til at lade sig opsluge af mismod, der er jo da heldigvis stadig en flok højreorienterede idioter, man kan skælde ud på. Og småborgerlige frø som Helle Thorning Schmidt, der er stærkt bekymret fordi Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, ikke vil give hånd - i alt fald ikke til mænd.

Jamen altså: håndtrykket, den vestlige hilsemåde, er det virkelig den eneste i hele verden? Selvfølgelig er den ikke det. Hvorfor er det så 'bekymrende', at Asmaa ikke vil udveksle djærv håndsved med danske mandfolk? Fru Schmidt har jo gjort en del ud af, at hun er en stakkels pige fra Ishøj, så det kan da ikke komme bag på hende, at en del indvandrere fastholder vaner og skikke fra deres oprindelige hjemlande. Historisk er det vel en erfaring, at det gør mange indvandrere?

Hvorfor så himle op om det og gøre det til et problem? Skal det virkelig ende med, at vi, i denne klumme, bliver nødt til at give vores kollega, Peter Rønnov-Jessen ret, da han for en lille uges tid siden skrev her i avisen, at her i landet betyder det uegentlige efterhånden næsten alt, mens det egentlige tilsvarende betyder mindre og mindre. Med det mener vi, at det vel ville klæ' politikeren Helle Thorning Schmidt, hvis hun tog stilling til den kommende politiker Asmaa Abdol-Hamids politik og ikke bare til, hvordan hun hilser på folk.

Det evige tekstil

Så er der det evindelige tørklæde. For temmelig mange af os, vil jeg hævde, er det ubegribeligt, at et stykke tekstil om hovedet kan udløse så heftige følelser som det har gjort i mange, mange år. Nu tyder alt omsider på, at også befolkningens flertal har fået nok af vrøvlet, i alt fald har Søren Krarup og Mogens Camre lagt sig gevaldigt ud med selv folk, der plejer at stemme på deres parti.

Krarup ved i bedste Erasmus Montanus-stil at føre bevis for, at tørklædet er et politisk symbol i samme genre og klasse som hagekorset, Camre med sin udtalelse om, at et evt. kommende medlem af Folketinget, der bærer tørklæde, bør i psykiatrisk behandling - en udtalelse han ganske vist trak tilbage, men nok for sent til at gøre indtryk på de af hans vælgere, der pludselig havde fået nok af lugten i bageriet. At det først er nu med de nye tilkendegivelser fra partiets spidser, vælgerne registrerer den fæle stank, er et andet af tidens mysterier.

For at understrege gyseligheden kunne man i samme uge, udtalelserne faldt, se i tv-avisen hvordan fætrene Krarup og Langballe (sidst nævnte nyklippet og i lys habit) med vammel venlighed bød nyslåede danske statsborgere velkommen til vores lille kongerige ved en ceremoni på Christiansborg - en skik de to fætres parti selv har fået indført. Tænk engang: de nyslåede er altså pludselig gode nok til at dele statsborgerskab med Krarup og Langballe. Og Camre og Kjærsgaard - og Louise Frevert, ikke mindst! De må meget undskylde, men jeg bliver nødt til lige at duppe de himmelblå. Så, det hjalp. Lidt.

Hvad mon 'kræftceller' hedder på perkerdansk?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her