Læsetid: 4 min.

Drabet, vi aldrig må glemme

I april i år blev den 17-årige kurdiske kvinde, Du'a Khalil Aswad, stenet til døde, fordi hun elskede den 'forkerte' mand. Hendes skæbne viser, at der er blevet gjort alt for lidt for at bekæmpe holdninger og kræfter, der er imod, at kvinder træffer selvstændige valg for sig selv og deres liv
Moderne Tider
25. maj 2007

"Det religiøse og sociale klima betyder, at folk kan gøre det i fuldt dagslys uden, at myndighederne stopper dem," udtalte Houzan Mahmoud, talsmand for Organisationen for Kvinders Frigørelse i Irak til CNN. Blandt de hundredvis af mænd, som var vidne til og deltog i drabet på den kun 17-årige Du'a Khalil Aswad i begyndelsen af april, havde ikke en eneste af dem tilstrækkeligt med ære eller nosser til at solidarisere sig med det køn, som har født dem.

Tværtimod var de dybt optagede af at dokumentere lynchningen med deres kameramobiltelefoner, mens livet langsomt blev stenet ud af den purunge kvinde. Nogen værre demonstration af fejhed kombineret med ren ondskab mindes jeg aldrig at have set.

Til ære for hvem?

Muligvis var der mænd i denne lynchpøbel, som følte, at det stred imod deres samvittighed, men viste de mod nok til at hindre mursten så store som skotøjsæsker i at ramme pigens krop? Blodet, som efter hver fuldtræffer løb ud af hendes hoved, var som offerblod. Det kan den Gud, som blev påkaldt under denne lynchning, vel bevidne? Eller er han også død?

Ord kan ikke beskrive gruen i lynchningen af teenagerpigen Du'a Khalil Aswad. Men mobilvideoklippene cirkulerer på nettet: Vi kan se hende forsvare sig imod stenene og sparkene, indtil hun ikke magter mere. Hendes krop bliver overdænget med spark og slag, selv efter at hun er livløs. Optagelsen viser, at flere tager billeder, og at enkelte anstrenger sig for at tage nærbilleder af hende. Hvem dokumenterede de drabet for?

Uanset om filmklippene var bestemt for deres egen private samling eller ej, så er dokumentationen af dette drab gået verden rundt, og intet menneske med sin samvittighed i behold kan undlade at blive oprørt.

Iboende ondskab

Vi har set det før: hekse på bålet, enkeafbrænding, tyskertøser, lynchpøbeler. En flok mennesker dømmer et andet menneske til døden eller til fuldstændig fornedrelse og angriber i flok. Her var den 'kriminelle handling', offeret begik, igen, kærlighed.

Pøbelen havde moderne teknologi. Flere af mændene var ikke iført den traditionelle, lokale klædedragt. Dette var ingen mørk afkrog af verden. Det forhold, at hendes egen familie deltog i den afskyelige henrettelse, gjorde at de øvrige mandlige landsbyboere trygt kunne bistå i fornedrelsen. Ondskaben er åbenbart mennesker iboende.

Flere organisationer, bl.a. Amnesty har forlangt, at de ansvarlige skal konfronteres deres egne handlinger, familiemedlemmer er blevet anholdt, og politifolk har måttet forlade jobbet. Dette kan måske blive begyndelsen til en omfattende international protestkampagne imod lignende overgreb. Men er det nok? Det er det næppe.

Falsk anstændighed

Hun lå der som en dukke, da de hev hende livløs op ved armene. Det var slet og ret en krigshandling imod en forsvarsløs kvinde.

Som en bande amokløbende, voldspsykopatiske soldater i en blodrus uden nogen som helst følelse for menneskelighed gik de til angreb på hende. De myrdede hende og bar sågar hendes lig bort, som var det en rituel handling. Hun var fuldstændig i den mandlige pøbels vold og magt.

Der var ikke en eneste kvinde at se. Ville en pøbel med kvinder alene have lynchet og dræbt en mand på samme måde? Aldrig.

Hun blev dræbt, fordi hun var kvinde. Hun blev hadet, fordi hun var kvinde. Hendes tøj blev først flået i stykker, og hendes drabsmænd prøvede dernæst - i den falske anstændigheds navn - at tildække hendes forslåede, døde krop, fordi hun var kvinde.

En humanistisk pagt

Alle, ikke bare de kurdiske organisationer og de lokale myndigheder i Irak, men alle landes regeringer må indgå en humanistisk pagt om at give beskyttelse til de forfulgte og bekæmpe de forskruede traditioner, som tager livet af en teenagepige på den mest grusomme og sjælsrå måde.

Den psykiske vold begynder, når en kvinde vover at tænke bl.a., at hun kan elske, leve med eller forlade den, hun måtte ønske. Efter den psykiske mishandling starter volden og mordene.

Du'a Khalil Aswads skæbne viser, at der er blevet gjort alt for lidt for at bekæmpe holdninger og kræfter, der er imod, at kvinder træffer selvstændige valg for sig selv og deres liv. Ikke blot selve æresdrabet som fænomen, men netop det religiøse og sociale klima, som gør dette muligt, må vi nu sætte et langt skarpere søgelys på.

Ondskab og fejhed

Pøbelen, hvad enten den er uorganiseret eller har myndighedernes velsignelse, bygger på foragt for mennesket - for det autonome menneske.

Hvad enten dette had henter sin næring i en religion, i en fascistisk politisk ideologi, eller den opstår i et klima, hvor ingen reagerer, ingen viser empati, ingen tør skille sig ud, og hvor ondskab og fejhed går hånd i hånd og udvælger sig de største og skarpeste sten for at knuse humanismen.

Hvis der findes en retfærdighed, så tilkommer den Du'a Khalil Aswad, selv om hun er død. Det handler ikke bare om at tage afstand fra æresdrab, men om tage afstand fra kvindemishandling generelt. Hvis viljen til at dræbe bor i os mennesker, så lad os tage livet af denne pest, som tillader æreløse, skamløse mord på pigebørn.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Den 17-årige kurdiske pige Du'a Khalil Aswad tilhørte den religiøse minoritet Yazidi. Hun blev stenet ihjel, fordi hun havde giftet sig med en sunnimuslim og var konverteret til Islam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her