Læsetid: 4 min.

I New York er maden ved at tage livet af en

Det er næsten umuligt at komme til at udleve drømmen som sultende og kæmpende kunstner i New York - ædedolkenes by
Moderne Tider
11. maj 2007

Hvor er det typisk, at de fedeste tykkerter af alle er fra underklassen! Og det gælder både white trash og afroamerikanere. I denne by får man nemlig kun lov til at spise lidt, hvis man kan betale meget. På de bedste og dyreste restauranter. Eller hvis ens madkundskaber rangerer på linje med en ernæringsfysiologs.

New York er de smukke kvinders, bøssernes og nattearbejdernes by. Men først og fremmest ædedolkenes by, må det konstateres. Og det er dette sted af alle, jeg har valgt til at forsøge at udleve min romantiske drøm om en tilværelse som struggling and starving artist. Det er ikke spor let, skulle jeg hilse og sige.

Jeg vil være hvad som helst, bare ikke en mæt, lykkelig og forvænt shopaholic. Af bitter erfaring ved jeg, at den slags kun gør en fed og lad og slet ikke til det fantastiske, kreative, energiske og karismatiske menneske, man så gerne vil være. Okay, det med shopping kan vel gå an? Men mæt og lykkelig - det er døden for en kunstner.

Fra morgen til aften

Således tænkte jeg, før jeg oplevede New York under en terroralarm, så under subwaystrejke, så ramt af snestorm, der forvandlede storbyen fra flirtende forår til en scene fra Pingvinernes march og dernæst en hedebølge, der yderligere satte yderligere gang i klimakrisespekulationerne. Alt dette overlevede jeg dog. Men maden her - den er altså ved at tage livet af mig. Min mave er fuld af mad hver eneste dag. Fra morgen til aften. Selv tandpastaen her skal fortæres. Tandpasta med karrysmag? Eller hvad med tandpasta for diabetikere med chokoladesmag? Nej tak, heller ikke. Men så prøv da makeup, du kan spise, hudcreme, du kan drikke og læbestift, du kan tygge.

Der bor næsten 10 millioner mennesker og dobbelt så mange rotter i Det Store Æble. Og ingen af dem behøver at sulte. Du kan knapt bevæge dig en meter, før du får stukket en extra large kop kaffe eller fem menuer med smagsprøver i hånden, imens klistrede sandwichrester fra en andens måltid hænger fast i din stilethæl.

Jeg fatter dårligt nok, hvordan alt dette her begyndte. Hvornår det ene restaurantbesøg begyndte at tage det andet, og den ene invitation blev forlænget med den anden middag. Billige fastfood-kæder, dyre gourmetrestauranter, fajitas på gadehjørnet, fajitas på taget, fajitas i 79. etage.

Tag en tur til Chinatown, og man kan ikke gå derfra uden at have smagt på de verdensberømte dumplings fra det verdensberømte dumplings-køkken midt i det verdensberømte Chinatown. En forret består af otte dumplings, som ligner raspkugler, som så kan være fyldt med svinekød, alt godt fra havet og ubestemmelige substanser - her findes stabler af dumplings så store som tennisbolde.

En halv portion?

Aftensmaden, nogle timer efter dette orgie, må nødvendigvis foregå et sted, hvor de serverer lette måltider, beslutter jeg og havner nok engang på en verdensberømt café, denne gang i Carnegie Deli på Broadway. Med billeder af Naomi Campbell og andre supermodeller på væggen må dette etablissement da byde på mad i mere rimeligt afmålte portioner. Men nej - snydt igen. Et enkelt stykke smørrebrød her ville være nok til at mætte et middelstort norsk plejehjem. 'Monstersmørrebrød' ville være et mere retvisende navn.

"Øh, kan jeg nøjes med at bede om en halv portion," spørger jeg ydmygt. Tjeneren ser på mig, som havde jeg lige tegnet en karikatur af Muhammed. Her i denne by sætter man en ære i at levere i store måder. Deres doggy-bags er da også tungere end min shopping-taske.

I biografkomplekset på 42nd. Street er der caféer på hver af de seks etager. En modesmart yngling, smuk og uden tvivl bøsse står foran mig og ryster energisk på hovedet. Han er tydeligvis på diæt og nægter at tage imod den store monstercola i bæger, som bliver rakt til ham. "Jeg bestilte en lille cola, og jeg vil have en lille cola," beklager han sig.

Det giver arbejde

En 'lille cola' er her på 1,5 liter - hverken mere eller mindre - ligesom en 'lille popcorn' er en hel spand. Jo, der skulle nok kunne blive hyggefest i biografsalen med disse opulente mængder. "Det er ikke op til os - vi serverer her bare," svarer pigen bag skranken, trækker på skuldrene og ruller med øjnene.

Newyorkernes supersize-appetit giver uden tvivl levebrød til de mange hårdt arbejdende mennesker i madbranchen, som serverer og sælger mad fra de glasklare facaderestauranter på Upper East Side over de hippe stearinlysskinnende af slagsen i Greenwich Village til de nedslidte, støvede familie-diners i Brooklyn.

Oven i alt dette kommer så selvfølgelig bud-bilerne, som stedse kører endnu mere mad ud. I New York handler udbringningsservice ikke længere blot om at køre pizzaer hjem til folk. Nu er det kulhydratfattige, fem stjernede diætmåltider, der efterspørges blandt de rige og mondæne. Og endnu har jeg ikke smagt New Yorks nationalretter - pandekage med sirup og så selvfølgelig New York Cheesecake - der er verdensberømt. Går min drøm om at leve som starving artist i New York mon i opfyldelse? I don't think so.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her