Læsetid: 4 min.

Nostalgi og røde faner

Det burde være så let at være formand for Socialdemokraterne på en 1. maj, men det er det slet ikke. For den tidligere formand er en guttermand, og den nuværende er en akademikersnude - der i øvrigt ikke kan få arbejderne i tale, for de luger ukrudt i haven
5. maj 2007

Anker Jørgensen kan godt lide at tage bussen fra sin lejlighed på Borbjergsvej i Sydhavnen til et tilfældigt sted i København. Det fortalte den tidligere statsminister, da han den 1. maj var gæst hos Mikael Bertelsen i talkshowet Den 11. time på DR2. Og sammen drog de to så ud i den københavnske dagligdag, Bertelsen iført korte bukser og med Anker ved sin side, som en farfar på tur med sit barnebarn.

Sikke en farfar Anker må være. Han er lille og rund og glad, og alle hilser på ham, når man som Bertelsen kommer gående ned ad gaden sammen med ham. For Anker er en "guttermand og hædersmand," som folkene bag hyldestpladen De største er de små - Sange til Anker, der netop udkom i tirsdags, udtalte. Eller som Louis Bülow fra Århus bemærkede det forleden i Århus Stiftstidende:

"Dette ærlige og prunkløse menneske forener uden at lefle stort socialt engagement med menneskelighed og solidaritetsfølelse - egenskaber, der i en sjælden grad har gjort ham til dansk folkeeje og landsfader."

Personligt er jeg for ung til at kunne huske Ankers statsministertid, og jeg skal derfor ikke kunne afgøre, om han var en statsmand af format. Men var der ikke noget med, at finansminister Knud Heinesen i Ankers sidste regeringstid advarede om, at Danmark styrede lige mod den økonomiske afgrund? Nå, derfor kan han jo godt være en guttermand. Eller et ikon, som Mogens Lykketoft nostalgisk forsøgte at gøre ham til i sin 1. maj-tale.

"Anker er den nulevende, der bedst symboliserer det, som arbejderbevægelsen var, det arbejderbevægelsen er, og det arbejderbevægelsen skal blive ved med at være. Den drivende kraft i de danske samfund."

Borgerlig glæde

En tidligere statsminister, der netop har rundet de 85, er altså arbejderbevægelsens fremtid, forstod vi af Mogens Lykketoft. Måske er det derfor, at entusiasmen blandt den almindelige dansker over 1. maj - igen - i år var til at overse. Dagbladet B.T. kunne på kampdagen afsløre, at 83 procent af danskerne er fløjtende ligeglade med 1. maj, mens 17 procent stadig mener, at den er værd at holde i hævd. Det sidste svarer ikke engang til, hvad S kan forvente at få af stemmer ved et valg - men de kan jo nå at miste en del vælgere inden næste valg, så regnestykket til den tid går op.

Nej, 1. maj. er ikke længere, hvad den har været - og nu er de borgerlige gudhjælpemig også begyndt at hylde dagen. Godt nok med en vis ironisk distance, fornemmer man, men alligevel. I Frederiksborg Amts Avis svingede de konservatives Pia Christmas-Møller med fanen og glædede sig til at høre nyt fra oppositionen: "For os borgerlige er det en stor dag. Vi har længe efterlyst klare holdninger hos lederen af det største oppositionsparti."

Pia Kjærsgaard markerede også 1. maj, omend kun med en kronik i Jyllands-Posten, hvor hun endda glædede sig over, "at de socialdemokratiske tanker lever i bedste velgående. Blot ikke i Socialdemokratiet."

Men hvad er det så, der er galt med 1. maj? Jo, der er for mange mænd og for meget øl over dagen, forstod man på den århusianske sludremaskine Lotte Heise, der råbte et indlæg ind på Jyllands-Postens sider. Heise har ellers altid holdt af dagen, forsikrede hun os:

"Men sidste år fik jeg pludselig en dårlig smag i munden, da jeg så de sammenbidte mænd med fanerne. Ikke noget personligt imod hver enkelt, men nærmere en fornemmelse af en hvinende falsk tone midt i solskinnet. Jeg syntes pludselig, at det var mænd, øl, og store maver det hele."

For Søren Rokkjær, fabriksarbejder fra Thisted, var det lidt mere jordnært:

"Jeg ved ikke, hvor meget Helle Thorning-Schmidt egentlig ved om det at være arbejder. Jeg arbejder selv på fabrik, og jeg tror ikke, at hun ved, hvad jeg ønsker. Det er som om, deres taler henvender sig mest til medierne og akademikerne og ikke til mig."

På Politikens hjemmeside var der også gang i debatten om, hvorfor 1. maj overhovedet skal fejres. Stephan Gamillscheg mente, at der stadig er en kamp, der skal kæmpes "for at forbedre de sociale vilkår for det globaliserede proletariat. Vi er overklassen. Vi har en stor del af ansvaret. God 1. maj." Hvorpå Gamillscheg tilføjede, hvad der vel må betegnes som det postmoderne menneskes klassekampråb:

"Mindre druk, mere aktion."

Det kunne Peter Sjølin ikke tilslutte sig, samme sted replicerede han, at "socialismen er sygdommen. Kapitalismen er kuren." Og for Krestine V. Oldager, cand.merc. fra Odense, var det hip som hap med 1. maj. "Man kunne godt afskaffe den fridag, men så er der nok mange, der vil blive sure," mente hun, og det er nok ikke skudt helt ved siden af.

For det er jo hyggeligt sådan at kunne tage kampen op mod ukrudtet i sin have på den første dag i maj - og arbejderne har i øvrigt godt af en fridag. Måske var det netop derfor, at Helle Thorning-Schmidt i sine 1. maj-taler foreslog en tidsbank på arbejdsmarkedet, hvor de ansatte kan spare arbejdstid op, som de så kan afspadsere senere i livet. Men selv det var ikke godt nok på en 1. maj, mente Ekstra Bladets lederskribent:

"Helle foreslog, at den offentlige sektor skal gå foran. Hvorfor det? Hvorfor går Socialdemokraterne ikke foran? Helle vil sikkert gerne ansætte ti kontordamer i partihovedkvarteret med hver 200 fridage til gode, ikke sandt?"

Nej, det er ikke let at være formand for Socialdemokraterne - med mindre man er forhenværende og har rundet de 85.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu