Læsetid: 3 min.

Pædagogiseringen af samfundet

Pædagogikken er ikke længere et ærinde for opdragelsen i familien og skolegangen, men central i den markedsøkonomi, den i stigende grad tjener, hvor den tidligere måtte abonnere på kultur og politik
5. maj 2007

"Vor tid bliver ikke pædagogernes, men pædagogikkens"

Det citat kan jeg desværre ikke hævde faderskab til. Det skyldes idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt, der i sin licentiatafhandling fra 1981 så den tendens, som senere skulle blive praktisk realiseret og en selvfølgelighed i vores sproglige omgang med os selv, hinanden, de gamle, børnene, medarbejderne etc. samtidig med, at Schmidt selv blev rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet.

Pædagogiseringen af samfundet finder sit udtryk i det forhold, at ethvert individ, enhver relation, enhver hændelse kan gøres til genstand for pædagogisk intervention, der ofte defineres som omsorg, udvikling, læring, kompetenceudvikling, vækst, opdragelse etc.

Hermed er tendensen svanger med en lumsk og nærmest orwellsk totalitarisme, som allerede dansk pædagogiks grand old man K. Grue-Sørensen advarede mod i begyndelsen af 1970'erne.

Det kommer jeg tilbage til.

Pædagogerne er slået

Pædagogik er ikke alene et fag, som udøves på baggrund af statsautoriserede, velmenende individer, der interesserer sig for og nu og da brænder for deres medmenneskers udvikling, men et helt fundamentalt element i enhver civilisationsforestilling og, ja, i enhver liberal-demokratisk forestilling.

Blandt andet derfor er vi i skoleloven pålagt undervisningspligt. Vi har vederlagsfri ret og pligt til at lade vore børn civilisere for vor egen skyld, men ikke mindst for samfundets skyld.

Dette ræsonnement flyder som en strøm igennem tænkningen fra Platon over Rousseau og Kant (og Grundtvig for den sags skyld) til det 19. og 20. århundredes tænkere.

Ja, man kan ikke tænke en samfundsdannelse, hvor individer nyder frihedsrettigheder og politisk indflydelse i demokratiske ordninger uden at investere pædagogisk.

Vi har alle erfaringer med pædagogik og alle har mere end én holdning til pædagogik, der engang var en praktisk kunst, men nu er en uhomogen videnskab med strittende ambitioner og eget universitet. Men hvor pædagogerne og de opdragere, som Marx ville genopdrage for at revolutionere samfundet, er fanget i krydsild og afluset enhver form for prestige og vigtighed, går pædagogikken sin sejrsgang. Ethvert livsforløb er blevet åbnet som et pædagogisk projekt frem for som på forhånd givne faser betinget af alder, kultur, køn mv.

Pædagogik kan ikke henregnes til en fase, men er en form, livet har fået; en livsform. Selv ældre mennesker betragtes i serviceloven som pædagogiske projekter, der skal formes og vejledes i udviklingen af deres ældrekompetencer. På TDC tilskyndes mandlige medarbejdere til at tage barselsorlov med henvisning til opbygningen af sociale kompetencer: Enhver medarbejderrelation er vel pædagogisk. Ledelse handler om at få medarbejdere til at vokse. I medarbejderudviklingssamtaler, hvis frekvens er eksploderet de sidste 10-15 år, er det netop også den personlige udvikling, som er genstand i skemaer, spørgeteknikker, udveksling af forventninger og ikke alene den faglige progression. I aktiveringssamtalerne er identitet og personlig udvikling ligeledes hot stuff og centrale elementer i arbejdsdueligheden.

Totalitarismen lurer

Livsforløbet er åbnet for endeløs udvikling. Immateriel vækst uden grænser (mon vi får en økologisk pædagogik, der kan besinde sig?). Nærmest 1968 realiseret. Pædagogikkens genstande er ikke længere børn og elever, men mennesker og deres hele menneskelighed, som vi i dag sætter på kompetencer som den ressourcehumanisme, der har erstattet pædagogikkens tidligere moralske forankring.

Hermed er pædagogikken ikke længere et ærinde for opdragelsen i familien og skolegangen, men central i den markedsøkonomi, den i stigende grad tjener, hvor den tidligere måtte abonnere på kultur og politik.

Managementbøger hedder derfor corporate kindergarden, ledere ser sig selv som pædagoger, der skal være mindst ligeså værdibaserede og frelste som nidkære ildsjæle fra 1970'erne, og det kræver efterhånden anstrengelse at finde forskelle mellem personalepolitiske håndbøger og pædagogiske traktater.

Virksomheder bliver kulturer beboet af hele mennesker, ledelsesmæssigt arrangeret efter pædagogiske principper, der fremmer innovation gennem leg tilrettelagt efter børnehavepædagogiske principper og økonomisk optimering. Livslang læring gennem kompetenceudvikling (af alt og alle) lyder ekkoet gennem hele Europa.

Tilstrækkeligt luftigt til at være attraktivt for mange og åbent over for forskellige politiske projekter. Men netop ikke til at holde styr på, afgrænse, fokusere og professionalisere. Derfor lurer totalitarismen som forfaldsform - og det er ikke pædagogernes skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu