Læsetid 8 min.

Religionsrevseren

Religionskritikken er det kogepunkt, hvor debattøren Henrik Nordbrandt og digteren Henrik Nordbrandt smelter sammen - senest i hans nye digtsamling 'Besøgstid', som udkommer på tirsdag. Her fortæller han om, hvorfor religion er roden til alt ondt, og hvorfor han nødvendigvis må skrive om det
19. maj 2007

Ikke mere end tre dage ad gangen. Længere kan digteren og samfundsdebattøren Henrik Nordbrandt ikke holde det ud, før han må ud af byen og ind i landskabet - væk fra larmen og ned i stilheden. Derfor har Informations udsendte måttet tage turen til Møn, halvanden times kørsel syd for København, for at få besøgstid hos en af de største og mest vedholdende digtere herhjemme. Anledningen er Henrik Nordbrandts nye digtsamling, som netop bærer titlen Besøgstid, der refererer til et lille Haiku-digt på bagsiden af omslaget:

Med et blomstrer alt

Og enhver er alene

I sin besøgstid

Døden og livets korthed løber som en rød tråd igennem de nye digte, ligesom religionernes forsøg på at give begge dele mening gør det i Henrik Nordbrandts parallelle virke som samfundsdebattør og essayist.

I årenes løb har den 62-årige digter i stigende grad markeret sig som en forbenet religionskritiker, senest med essaysamlingen Dumhedens løvefødder, hvor han retter et polemisk og uforsonligt angreb på de tre store verdensreligioner: jødedommen, kristendommen og islam. Den nye digtsamling vidner om, at hans opgør med de patriarkalske religioner nu også har sneget sig ind i hans poesi.

Flere af digtene i den nye udgivelse kredser om religionernes betydning for samfundet og det enkelte menneske - til tider subtilt og humoristisk, andre gange mere direkte og dystert som det er tilfældet i digtet Nedstigningen til dødsriget:

Jeg kan ikke lide religionen.

Døden er skræmmende nok uden dén.

Og god nok uden frelse.

Religionskritikken til trods er det dog stadig poesien, som har førsteprioritet, bedyrer Henrik Nordbrandt:

"Jeg er bare nødt til at tage stilling til religionerne også, fordi jeg har set, hvad de kan føre til. Nu er de ad bagvejen kommet med ind i min digtsamling, men det er kun fordi, jeg beskæftiger mig så meget med dem, at det ikke kan undgå at smitte af."

Det er det stadigt større talerør, præster og religiøse forkyndere tilbydes i det offentlige rum, som irriterer Henrik Nordbrandt, og som hele tiden tvinger ham til at reagere. I virkeligheden interesserer han sig "ikke en skid" for religion:

"Det har jeg aldrig gjort. Men religion optager efterhånden så stor en plads i det offentlige rum, at jeg ikke kan tie stille. Det rager mig i virkeligheden en papand, om folk tilbeder Jesus, Stalin, en mobiltelefon - bare de gider holde det for sig selv. Hvis folk kan lide at give hinanden pisk eller iføre sig gummitøj, så har de nogle bestemte klubber til at gøre det i. Det samme burde være tilfældet med religionerne," siger han.

- Efterlyser du mere rationalitet og kritisk tænkning i samfundet?

"Ja, vi lever i et fuldstændig skizofrent samfund. Hele vores tilværelse er baseret på empirisk forskning og erkendelse. Men samtidig tror mange mennesker på noget, som egentlig modsiger alt det, de lever på. Mennesket er sygt indrettet på den måde. Til daglig tænker folk fuldstændig logisk, de lever et logisk liv, der hænger sammen. Men lige pludselig er de villige til at slutte sig til folk, der er psykopater, og som siger de mest vanvittige ting - profeter som Jesus og Muhammed eller diktatorer som Stalin og Hitler".

- Du er erklæret ateist. Men den kritiske tænkning, som du vil have mere af, er jo ikke en fast position. Kritik er en frit svævende refleksion, som er spørgende frem for konstaterende. Er du sikker på, at den bedste religionskritik er ved at stå på sit?

"Nej, jeg mener også, at den bedste religionskritik er at udfordre den andens synspunkter: 'Hænger det sammen, eller hænger det ikke sammen'? Men du behøver ikke gå ret langt ind i de hellige skrifter for at se, at der ikke er noget, der hænger sammen. Det er komplet selvmodsigende, og det er lige meget, om du tager kristendommen, eller om du tager islam. Jeg ved godt, at folk altid får fyret den dér af med, at: 'Du er jo helt religiøs i din ateisme'. Men det svarer til at sige: 'Det kan du selv være', eller: 'Min far kan tæve din far'. Det er ikke nogen argumentation."

Henrik Nordbrandt gør en pause: "Hvis du lige vil lade mig hente noget," siger han og forsvinder ind i huset.

Gysse, Jeppe og Mulle

Nogle få minutter efter kommer han tilbage med et par printede A4-sider i hånden.

De er begyndelsen på en ateistisk børnebog, som endnu ikke er udgivet - og som måske aldrig bliver det. Det er derfor en slags verdenspremiere, da Henrik Nordbrandt sætter sig til rette i stolen og begynder at læse højt. Fortælleren i historien er en papegøje, og hovedpersonerne er væsnet Gysse, hans søn Jeppe samt sendebuddet Mulle:

"Folk i byen er så vanvittige, at de tror, at hele den store verden er blevet skabt af et væsen, der ligner dem. Dette væsen hedder Gysse. Gysse er, som de selv siger, uendelig god og uendelig mægtig. Så hvordan det kunne gå til, at han lavede lort i det, aner jeg ikke," læser Henrik Nordbrandt op. Da fortællingen er færdig, kigger han op over brillekanten og smiler smørret: "Det var sådan en lille kort religionskritik. Man kunne vel nikke genkendende til historien," siger han.

Ikke fundamentalist

Henrik Nordbrandt afviser, at han selv skulle være lige så fastlåst i sin tankegang som de religioner, han kritiserer for at være netop det.

"Jeg er ikke fundamentalist, for jeg tror ikke på nogle absolutter, jeg tror, verden er uendelig rig, og at hele vores opfattelse af verden konstant ændrer sig. Jeg kan aldrig gå ind for en primitiv opfattelse af verden, der hævder, at en eller anden gud i himlen har skabt det hele. Det er simpelthen for latterligt."

- Men er det ikke fundamentalistisk at kalde enhver, som udfordrer dit synspunkt for latterlig?

"Nej, kun hvis vedkommende kunne komme med et ordentligt argument, men jeg har aldrig hørt et ordentligt argument for den religiøse livsopfattelse - og jeg har ellers læst mange bøger om det."

Ja eller nej

Ifølge Henrik Nordbrandt kan den moderate form for religionsdyrkelse, som de fleste kulturkristne danskere sværger til, ikke adskilles fra den religiøse fundamentalisme. Roden til det onde ligger begravet i det religiøse selv - eller som han skriver sidst i essayet Den satans religion:

"I disse år kan det se ud, som om islam har taget patent på den religiøse fanatisme, men den ligger dybt i alle de patriarkalske religioner".

Det er en formulering, Henrik Nordbrandt stadig fastholder: "Jeg ved godt, at argumentet er, at der er tale om nogle få fanatikere. Men dem, der kalder sig kulturkristne og går i kirke til jul, de støtter jo fundamentalisterne, fordi de danner grundlaget for dem. Man må sige ja eller nej. Vil jeg være med til at støtte fundamentalismen eller ej? Man må være konsekvent. Folk er ikke konsekvente nok. Jeg meldte mig ud af folkekirken dagen efter, jeg var fyldt atten, fordi jeg ikke troede på kristendommen og aldrig har gjort det. Men der er masser af mennesker, som ikke tror på kristendommen, men som alligevel støtter den, fordi de er for dovne til at gøre noget ved det. Det er også derfor, man ikke afskaffer det åndssvage monarki. Enhver kan se, hvad det er for en tåbelig omgang kitsch, men alligevel finder folk sig i det."

- Du kalder det dovenskab, men er grunden ikke snarere, at de fleste danskere er pragmatikere og netop ikke fundamentalistiske - på hverken den ene eller anden facon?

"Nu bruger du igen ordet fundamentalist, men man behøver ikke være fundamentalist, fordi man har nogle principper. Jeg har været til bal hos dronningen, selv om jeg er republikaner, men det betyder ikke, at jeg kan gå ind for kongehuset, og derfor sagde jeg også nej tak, da jeg blev tilbudt Ridderkorset. Ens holdninger må gerne hænge sammen et eller andet sted".

- Hvordan hænger det sammen for dig, at du på den ene side efterlyser en mere kritisk tænkning og på den anden side også er poet. Står det poetiske ikke i en vis forstand i opposition til fornuften?

"Nej, for hvis du skal udforske ting, er du nødt til også at tage det mere irrationelle i betragtning - de uforklarlige ting. Min kæreste er superforsker, og også hun arbejder meget ud fra sin intuition. Forskning og poesi minder faktisk meget om hinanden. Når jeg skriver et digt, siger jeg ikke, at det er sandheden, ligesom præster gør, når de fortolker biblen. For mig er det en måde at afprøve nogle sproglige muligheder på, det er en chance for at se tingene på en anden måde. Andet er det ikke".

- Men er dit indædte had til religion-

"Jeg har ikke et indædt had til religion, det er en misforståelse. Jeg har et indædt had til folk, der vil overbevise mig om et eller andet og vil tvinge mennesker ind i bestemte systemer. Religion er politik, og det har det altid været. Og jeg synes, det er fantastisk, at i samme øjeblik man kalder et politisk system for religion, så må man ikke fornærme det. Det var det samme, vi så med Muhammed-tegningerne".

- Nu bringer du selv Muhammed-krisen på banen. Hvordan ser du på udfaldet af den - har den fået en positiv effekt, mener du?

"Det synes jeg ganske bestemt. Den meget voldsomme konfrontation, vi fik, ville alligevel være kommet før eller senere. Men debatten var nødvendig, fordi der har været så meget berøringsangst fra begge sider. Før tegningerne var der ingen, der turde kritisere islam, for der var ingen, der ville forhåne muslimerne. Og det var efter min mening det rene pjat. Når man har en religion, der siger de mest forfærdelige ting, så må man også finde sig i at blive forhånet. Der vå være absolut frisprog, anderledes kan det ikke være," siger Henrik Nordbrandt".

Han mener, at mange - især på venstrefløjen - gik for vidt i deres tolerance over for det muslimske mindretal herhjemme, mens krisen stod på:

"Jeg var sur på mange af mine forfatterkolleger, fordi de gik ind for censur og sagde, at 'vi må behandle de stakkels muslimer ordentligt', i stedet for at gå ind i en fornuftig dialog med dem. De anlagde en protektionistisk holdning, som nærmede sig racisme bare på en anden måde. Mange på venstrefløjen blev nærmest racistiske i deres holdninger som følge af deres ønske om tolerance."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu