Læsetid 5 min.

Sådan gør man op med religion i Guds eget land

Ateistisk manifest. Den flabede eksilbrite Christopher Hitchens har gjort kunststykket igen. I sin nye bog kalder han religion roden til al ondt. Af en eller anden grund slipper han billigt fra provokationen i sit adopterede Amerika
19. maj 2007

Christopher Hitchens, den britiske journalist med fast bopæl i Washington, er ikke en særligt behagelig herre at være i selskab med, hvis man geråder i uenighed med ham om én af tidens kontroversielle emner - f. eks. krigen i Irak eller den'islamiske fascisme'.

Det kan diverse bordherrer og borddamer i hovedstadens saloner, især gæster i Hitchens residens, fortælle om. Vær klar til kamp og til at vige, inden det udarter til retorisk bråvallaslag, når du møder op til taffel hos den britiskfødte og amerikansk assimilerede agent provocateur/enfant terrible. Hitchens er en intellektuel bøllespire. I polemiske debatter tager han ikke gidsler, som man siger i USA. Alt vildt kan jages. Intet er forbudt. Grovfilen tages konstant i brug. Det er ikke en stil, de pæne amerikanerne er vant til. Åben konfrontation skys herovre. Ingen tør træde nogen over tæerne. Kun briter får lov til at være flabede, for de tidligere koloniherrer opfattes som charmerende. Dette års største trækplaster i Washington har været dronning Elizabeth II.

Nu har Hitchens, én af den angelsaksiske verdens skarpeste penne, skrevet en bog, som efter tre uger i boghandleren er blevet en bestseller.

Den hedder ironisk: God is not GREAT. (Gud er ikke grandios).

Den overordnede tese nævnes i undertitlen: Hvorledes religioner forgifter alting.

Værket slutter sig til en række bøger udgivet siden al-Qaedas terrorangreb mod USA 11. september 2001, der advokerer for en ny ateisme. Sam Harris var én af de første med The End of Faith, så fulgte Daniel Dennetts Breaking the Spell: Religion as a Natural Phenomenon, og sidste år udkom Richard Dawkins med The God Delusion.

Det er måske for meget at kalde den ny ateisme for en bevægelse. Denne tro - at der ingen Gud findes, og at den almene fornuft (videnskabens primat) bør styre verdens gang - er jo en overbevisning, som går tilbage til Oplysningstiden og rationalismen. Ateister fandtes selv på den tid, hvor kristendommen slog rødder i konkurrence med diverse polyteistiske trosretninger.

500 millioner ateister

Alligevel er det fascinerende at reflektere over antallet af ateister i verden. I The New Yorker Magazine i denne uge citeres en undersøgelse af sociologen Phil Zuckerman ved Pitzer College i Californien, hvor tallet sættes til mellem 500 og 750 millioner. Ateismen er med andre ord verdens fjerdestørste trosretning efter kristendommen, islam og hinduismen.

Det interessante spørgsmål er, om ateismen har fået luft under vingerne i forbindelse med de mange interne etnisk-religiøse konflikter, der fulgte efter Den Kolde Krig, og som er blevet endnu mere intense og udbredte efter islamistiske terroristers succesfulde anslag mod USA. For Hitchens er der ingen tvivl: Religion er kilden til al ondskab og vold. Hvis blot de troende blev omvendt til sekulære humanister, ville verden være et mere fredeligt og mindeligt sted at leve i.

Sat på en spids erklærer han, at mennesker sagtens kan leve et liv styret af moralske principper uden religion. "Jeg lader de troende i fred," skriver Hitchens.

"Jeg tager skoene af, når jeg går ind i en moské og dækker hovedet, når jeg træder ind i en synagoge. Det vil jeg fortsat gøre ud fra den høflige gensidige betingelse, at de til gengæld lader mig være i fred."

"Men det er religioner i sidste instans ikke i stand til at gøre. Mens jeg skriver disse ord, og De læser dem, planlægger de troende på hver deres måde din og min tilintetgørelse og ødelæggelsen af alle de fremskridt, vi har gjort siden Oplysningstiden. Religion forgifter alting."

Et langt synderegister

I bogens 19 kapitler opstiller Hitchens metodisk en lang syllabus af indvendinger mod de største trosretninger, herunder judaismen (han opdagede sin jødiske herkomst efter morens selvmord), der ifølge religionsprofessor Stephen Protheros anmeldelse i The Washington Post i slående grad minder om pave Pius IX's anklageskrift i midten af 1800-tallet mod den moderne verdens synder og forseelser.

Bogen har altså en dogmatisk og prædikende karakter. Prothero beskylder Hitchens for at udbrede et manikæisk verdenssyn.

"I hans øjne gør religion meget lidt godt og sekulære næsten intet ondt," skriver professoren og tager afstand fra forfatterens beskrivelse af Calvin som'sadist, torturist og drabsmand' samt påstanden, at Biblen "giver tilladelse til menneskehandel, etnisk udrensning, slavehandel og vilkårlige massakrer".

I det hele taget finder Prothero (Boston University) Hitchens og de nye ateister lige så evangeliske (læs fanatiske) som deres fundamentalistiske fjender i diverse religiøse lejre.

Prothero og flere andre anmeldere kan nikke genkendende til religionernes lange synderegister, som Hitchens opremser. De absurde og groteske handlinger begået i Guds navn synes ingen ende at have. Det er dybt fascinerende læsning, fordi Hitchens skriver så umådeligt godt. Alle anmeldere, selv de religiøse, tager hatten af for denne intellektuelle tour de force.

Det oftest citerede kapitel handler om de overvejelser, Hitchens gjorde sig, da han af en radiospeaker blev spurgt om hans hypotetiske reaktion ved synet af en stor gruppe mænd, der en sen mørk aften kommer ham i møde på en forladt storbygade. Ville han føle sig tryg eller utryg, hvis han i forvejen vidste, at de netop havde været til et bedemøde?

Ikke overraskende svarede han: "Utryg". Herefter gav han seks eksempler, der vil gå over i historien som Hitchens B-regel. B står for det første bogstav i Belfast, Beirut, Bombay, Beograd, Betlehem og Bagdad. Man kan let gætte sig til ledemotivet: I alle disse storbyer har væbnede gruppers identifikation med forskellige religioner skærpet de etniske konflikter.

Kritik af ensidighed

Men ensidigheden i Hitchens udfald mod etablerede trosretninger falder chefredaktør på The Economist, Anthony Gottlieb, for brystet:

Gottlieb mener, det er teoretisk uoverkommeligt at adskille den vestlige civilisations historie fra de religiøse institutioners og ideers historie. "De to er tæt vævet sammen", protesterer han The New Yorker.

Man kan med andre ord ikke smide barnet ud med badevandet, med mindre man tror, at vestlige værdier som demokrati, frihed og menneskerettigheder kan overleve i et rendyrket ateistisk samfund.

Omvendt mener Hitchens, at dette ikke alene er muligt. Det er også højst attråværdigt.

Han er dog også realist og erkender, at "religion kan ikke udryddes".

"Religiøs tro vil aldrig uddø eller i det mindste ikke, indtil vi overkommer frygten for døden, for mørket, for det ukendte og for hinanden," pointerer Hitchens.

Men er denne frygt kilden til menneskets behov for at tro på en Gud? I Salon.com svarer kritiker Giles Harvey:

"Mennesket kan ikke leve af fornuften alene, og for dem, der ikke mener det muligt - som Hitchens - at finde en forankring for sind og sjæl i litteratur, vil religion fortsat give tilværelsen mening og formål."

Bush slipper uskadt

Tre uger efter bogens udgivelse er reaktionen i USA på Hitchens' bidende kritik af religion overraskende blid. Bogen er faktisk en bestseller. Bortset fra The Nation Magazines (venstreorienterede) anmelder Daniel Lazare har ingen bidt mærke i dette åbenlyse paradoks i det mest religiøse samfund i Vesten.

Er det muligt, at den tidligere britiske trotskyists omvendelse til humanitær intervention med nykonservative pile i koggeret virker som et skjold? Kan det være, at hverken det religiøse højre, Rupert Murdochs Fox-TV eller Det Hvide Hus er gået til modangreb, fordi Hitchens nyerhvervede ideologiske kammerater bifalder hans forsvar af Bushs invasion og besættelse af Irak?

Lazare siger det ikke lige ud, men han bemærker en opsigtsvækkende udeladelse på listen over fanatisk religiøse verdensledere i Hitchens bog: George W. Bush.

"Saddam får en ordentlig gang smæk for sin kyniske udnyttelse af islam, mens Bush - forfatter til den globale krig mod terror og krigen mod Irak - slipper uskadt," påpeger han i The Nation.

Forklaringen er naturligvis, at Hitchens støtter Bushs udenrigspolitik. I modsætning til vores egen Jens Christian Grøndahl (Tre Skridt Tilbage), viger han ikke en tomme. Hitchens beklager fejltagelserne, men intimideres ikke af de store mennesketab i Irak og holder lige som Blair og Fogh stædigt fast ved, at Bushs beslutning var den rigtige. Saddam var ondskaben selv og skulle fjernes, omend det i Hitchens regnskab burde være sket tidligere.

Man kan beundre Hitchens' principfaste holdning. Men hvorfor skal USA's religiøse højre og deres tro forbundsstøtte i Det Hvide Hus slippe så billigt i dette bidske overfald på al religiøs tro?

Christopher Hitchens: God is not Great, How Religion Poisons EverythingTwelve, Hachette Book Group 2007, 307 sider, US-dollar 24.99

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu