Læsetid: 4 min.

Samuelsen-krøniken

Da Danmarks svar på Franklin D. Roosevelt - øldåseforkæmperen Anders Samuelsen - blev født, blev Horsens-egnen samtidig ramt af et mystisk hærværk... Følg med fra starten i den storslåede Samuelsen-krønike om ankermanden bag Ny Alliance
Moderne Tider
25. maj 2007

Okay, jeg havde da forventet om ikke de røde løbere rullet ud, så dog en eller anden positiv reaktion. Men faktum er, at selv om det nu er mere end en uge siden, at jeg med et snuptag løsrev Mission Funny Paper (MFP) fra Informations kvælende favn og tilbød klummen som centralorgan for Ny Alliance, så har jeg intet - nichts, nothing, nada - hørt fra Naser, Gitte eller Anders.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at jeg så småt havde forestillet mig, at mit generøse tilbud kunne have ført til.... ja, ikke bare mange nye, unge læsere mellem 30 og 44 år, men også til en egentlig politisk karriere, hvor jeg med en sikker kreds (f.eks. Anders Samuelsens 'gamle' kreds i Horsens) kunne storme ind på Christiansborg som en af topfigurerne i Team Ny Alliance!

Så var det, at det gik op for mig, at Naser, Gitte og Anders selvfølgelig satte mig på en prøve: Gennem årene havde de naturligvis nøje fulgt min karriere som hårdtslående forbrugsmedarbejder på Information. Men måske ville de først være helt sikre på, at jeg også havde dét, der skal til for at kunne skrive og ikke mindst redigere en stramt styret partiavis.

Hehe, de var nu ikke så dumme (selvfølgelig var de ikke det), men jeg havde heldigvis gennemskuet dem. Så hvad kunne være et bedre bevis på min troskab end en loyal portrætserie om den politiske lederskikkelse, der mere end nogen anden i Ny Alliance garanterer soliditet, vedholdenhed og første klasses håndværk? Så her følger første afsnit af Samuelsen-krøniken!

Summer of Love

Et godt trick i en krønike er altid at indlede med noget mystisk: "Sognerådet i Tyrstedt-Uth i udkanten af Horsens fik møblementet knust til pindebrænde under dramatiske omstændigheder..."

Ikke sandt? Selv om det måske ikke har så meget med Samuelsen at gøre, så er det da knaldspændende læsning! En mand var mødt op hos sognerådet tirsdag den 1. august 1967 og havde forlangt penge, fordi han kun havde "20 øre på lommen". Da sognerådet afviste at bidrage til mandens underhold, gik han amok og knuste bl.a. en armstol, et telefonapparat, alle ruderne i sognerådets mødelokale samt rådets konferencebord. Jo da, bølgerne kunne sagtens gå højt i 1967, det år som i San Francisco blev kaldt Summer of Love...

På en eller anden måde skal vi så lige have etableret en forbindelse til krønikens hovedperson. Hvad med den her: Love var der også masser af i det samuelsenske hjem i Horsens, så bette Anders kom til verden tirsdag den 1. august 1967 - altså samme dag som det modbydelige hærværk i nabosognet! Hallo, gik den hjem eller hvad?

Et andet godt krønike-trick er masser af research og ikke mindst snak med kilder, der kan give krøniken et personligt touch. Det er så at sige det dybe kar, skribenten med gavmilde hænder skal øse af: Bette Anders gik i Tranebjerg Skole på Samsø, så det må have været noget af lang skolevej [eller er forældrene flyttet??? TJEK] Nåh pyt, det har bette Anders sikkert klaret i stiv arm og i al slags vejr: Op kl. 04.15, ud og blaffe på landevej 451 op til Hou, hvorfra han tog færgen som blind passager til Samsø.

Vidunderlige Samsø! Jeg husker faktisk, da jeg selv for mange år siden som dreng var på Samsø sammen med nogle legekammeraters forældre, at vi spiste nyopgravede kartofler...

Nåh, tilbage til krøniken: Bette Anders blev god til at gemme sig for billetkontrollørerne på færgen, og den egenskab kunne han siden hen drage stor nytte af, da han blev valgt til Europa-Parlamentet. En barndomsven fra Horsens-tiden husker tilmed, at den lange skolevej tidligt lærte Anders, at en omvej ofte kan være den besværligste vej til målet.

Men skolevejen blev endda længere endnu, da bette Anders skulle i gymnasiet [eller er forældrene flyttet igen??? Har de været nomader??? TJEK] Han gik i hvert fald på den traditionsrige Viborg Katedralskole, hvis historie spores tilbage til 1100-tallet. Selv gik jeg for øvrigt på Holte Gymnasium, en dengang velanskrevet privat læreanstalt i Nordsjælland, som desværre nu er lukket på grund af en betalingsstandsning...

Endnu et krønike-trick er de små 'afværge-ord', der (vist nok) dækker over en knap research: Bette Anders måtte efter alt at dømme op ca. kl. 02.00 for kunne være i Viborg, når skoleklokken ringede ind. Mange aftener var han sandsynligvis først hjemme omtrent kl. 22, og så stod den, så vidt vides, på tyske modalverber og franske stiløvelser, lige til vækkeuret ringede! Som en teenageven fra Horsenstiden mener at kunne huske, så betød den lange gymnasievej, at Anders hurtigt lærte, at den lige vej ofte kan være den hurtigste.

Stemmeslugeren

Et fjerde krønike-trick er pludselig at speede handlingen op: Bette Anders blev i 1993 cand.scient.pol. fra Århus Universitet. Og da bette Anders i 1994 blev opstillet i Horsens for Det Radikale Venstre, anede mange, at en statsmand var født! Vælgerne kvitterede med 567 personlige stemmer, svarende til seks procent af samtlige radikale stemmer i Vejle Amts kreds. Men ved næste valg i marts 1998 fik bette Anders en første erfaring om, hvor svigefuld vælgernes gunst kan være: Kun 179 valgte at stemme personligt på bette Anders, svarende til sølle 2,5 procent af samtlige radika

[Følg med næste fredag i andet afsnit af Samuelsen-krøniken]

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her