Læsetid: 4 min.

Villy Vindjakke under Guds himmel

Kan man stole på folk, der omgiver sig med legemstore fotostater af sig selv?
Moderne Tider
5. maj 2007

Måske er det bare mig, der er for kedelig. For selvudslettende, for beskeden, for gråmeleret og veg. Hæmmet af angst for at blive til grin - ikke bare i andres, men også i egne øjne. Af ren og skær skræk for at gøre sig uheldigt bemærket er det vel det klogeste slet ikke at gøre sig bemærket? Sådan er det nu ikke alle, der ser på det. Rigtige mænd som forfatteren og journalisten Kristian Ditlev Jensen, f.eks. - han er ikke typen, der sætter sit lys under nogen skæppe, og det kunne heller ikke falde ham ind at holde sig diskret i baggrunden, når han bestyrer sit bogprogram på DK4. Tværtimod. Den unge mand er ikke alene til stede in person, han har skam selskab af tre eller fire fotostatgengivelser, hvor hans ikke ringe kropsomfang (lige på det punkt kan Deres tilbagetrukne klummeskriver for resten godt være med) kan iagttages i legemsstor gengivelse.

En enlig forfatter

I mylderet af denne flerfoldige programvært dukkede der en sen aften, hvor jeg så udsendelsen, endnu en figur op, ikke videre imponerende, ganske vist, for dels var han helt tydeligt ikke Kristian Ditlev Jensen, dels måtte han nøjes med 1 stk. sølle gengivelse, nemlig den naturen nu engang har stillet til hans rådighed. Den enlige figur var en ældre mand ved navn Klaus Rifbjerg, og mærkeligt nok forløb udsendelsen på den måde, at det var Kristian Ditlev Jensen der ustandseligt stillede Klaus Rifbjerg spørgsmål - som han af og til oven i købet fik lov til at svare på! Det forekom ærlig talt helt urimeligt. Når nu Kristian Ditlev Jensen var så markant tilstede, hvorfor var det så ikke Rifbjerg - det ynkelige ental - der stillede spørgsmålene og så i øvrigt holdt sin kæft, mens sværmen af Kristian Ditlev Jensen nedlod sig til at svare? For selvfølgelig kunne man ikke være i tvivl om, at det var dansk litteraturs svar på Master Fatman, Kristian Ditlev Jensen, det hele handlede om. Programmet er i øvrigt sponsoreret af Gyldendal, fremgik det af slutteksterne. Det er måske den slags bogprogrammer, forlagets litterære direktør, Johannes Riis, gerne vil have Danmarks Radio til at lave?

Stylet partiformand

SF-formanden Villy Søvndal er et andet af tidens selvsikre mandfolk. Han har engang udtalt, at han skam godt selv ved, at han ser godt ud, og det har han altså nu besluttet sig for også skal komme hans parti og hele offentligheden til gode. Så væk med det lidt uheldige efternavn, nu er det en nystylet Villy Vindjakke der træder ind på scenen, i fotostatgengivelse i forholdet 1:1, lige under Guds himmel (Villy tror nemlig på Gud - og mon ikke det bliver gengældt nu?) og øvrig nordisk natur. Fordi Socialistisk Folkeparti jo også er et socialt parti, ses Villy på en anden fotostat, stadig 1:1, skænke kaffe på et plejehjem. Jo jo, Villy er god nok. Som Villy Vindjakke bliver han direkte et scoop, ingen tvivl om det. Den hønsestrikkende mormorgeneration af folkesocialister har langt om længe fået deres helt eget sexsymbol, ualmindelig velegnet til at hænge op på væggen ved siden af Karl Marx og Amagerhylden.

Politik er ikke lækkert

Jeg læste engang et manuskript for et forlag. Forfatteren var særdeles talentfuld, men der var nu et enkelt sted i hans roman, hvor jeg studsede lidt. En ung mand, ubarberet og morgensløv, står foran spejlet og udtaler følgende vise ord: "Man skal se sine rødder i øjnene!" Jamen, jo, gudbevares, det skal man sikkert. Og det var vel præcis det, SF's medlemmer gjorde ved deres landsstævne, da de i fællig afsang såvel Når jeg ser et rødt flag smælde som Internationale. Uhh - det var en ren fornøjelse! Det er, hvad jeg forstår ved politik - dejlig kedeligt og heller ikke særligt musikalsk. Jamen, jeg mener det - politik skal - ligesom kunst - ikke være for lækker, ikke fedte for folk, der alligevel ikke gider interessere sig for det, og som kun bliver hængende foran en politisk diskussion i fjernsynet, hvis der er slagsmål i luften, eller hvis man kan vinde noget.

Magt og styrke

Desværre er det nok den slags vælgere, man går efter, når man allierer sig med en medierådgiver og en stylist, sådan som Villy Søvndal må have gjort - for det er godt nok svært at forestille sig, at det skulle være hans eget påfund. Han virker jo ellers som en fornuftig mand, én man ligefrem kunne overveje at stemme på. Men når han optræder som Villy Vindjakke, så ved jeg sgu ikke rigtig. Ens indre lommefreud rør på sig, både når det drejer sig om ham og Kristian Ditlev Jensen. Kan man overhovedet stole på folk, der har behov for at være omgivet af legemsstore billeder af sig selv? Umiddelbart signalerer det jo magt og styrke, selvtillid og vilje. Men man bliver nu temmelig skeptisk, synes jeg.

Det kan vel også ses som et udtryk for det stik modsatte, nemlig svaghed og fravær af egentligt budskab, når man i så høj grad lader sig eksponere som person. Og risikoen er vel, hvis det bliver sædvane, at politik og kultur møver sig ind på én på samme måde som tilbudsaviser og reklametryksager, at begge dele så også ryger samme sted hen efter hastig gennembladning, nemlig i den nærmeste affaldscontainer.

Det ville være synd for Villy Søvndal og for Socialistisk Folkeparti. Om det også vil være synd for Kristian Ditlev Jensen er nok et mere kompliceret spørgsmål at svare på. Men det ville være synd for Klaus Rifbjerg, måske især fordi han, i modsætning til Kristian Ditlev Jensen, kun findes i et eneste eksemplar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her