Læsetid: 5 min.

Vi vurderer hinanden - hele tiden

En københavnsk lektor kom i ugens løb til at ytre sin mening om den betydning, de kvindelige studerendes ypperligheder kan have ved eksamensbordet. Hans synspunkt er måske ikke så skævt, som det lyder
Moderne Tider
25. maj 2007

Sex sælger. Det beviste debatten i den forgangne uge om Klaus Kjøllers gode råd til sine studerende på Københavns Universitet. Til mundtlig eksamen skulle de vise deres personlighed og ikke skjule deres kropslige fortrin, f.eks. en god røv eller sexappeal, mente han.

Kritikerne, heriblandt de studerende, fremhævede den faglighed, de syntes var under pres med den slags platte udtalelser. Kandidaternes faglige niveau er universitetets kvalitetsstempel, supplerede universitetsledelsen i sin pressemeddelelse.

Personlig fremtoning

Men måske er dette tilsyneladende skæve fokus på kroppen i virkeligheden med til at sætte gang i en debat, der kan bidrage til at udvide faglighedstanken, så faglighed ikke snævres ind til at lire viden af på en fejlfri måde. Det hører vel med til faglighed at være interesseret i sit fags genstand og at vise denne interesse i kropssprog og fremtoning?

Konsulent i Dansk Erhverv Bjarne Jakobsen bakkede Klaus Kjøller op. Også ansættelsessamtaler, sagde han, handler om mere end faglighed, nemlig om ansøgerens 'indstilling'.

Men Københavns universitet ville gerne med deres udsendte pressemeddelelse afslutte sagen. Personlighed og fremtoning, lød det, bl.a. gestik og mimik, spiller ind ved eksamen på universitetet som ved ethvert møde mellem mennesker, men det er alene den faglige præstation, som censor og eksaminator skal vurdere den studerende på.

Trues fagligheden?

Men hvad er det egentlig, der trues? Er det fagligheden eller vurderingen af den faglige præstation? Vi vurderer hinanden hele tiden. Men er og bør vurdering af viden også være en vurdering af fremtoning?

Svaret er ja, for så vidt som vurdering af viden sker ud fra graden af tilegnelse. Personligt tilegnet viden er viden, som er blevet til en kunnen, man besidder og kan vise frem. Det personlige forhold til viden gør viden til mere end blot information. Den slags viden er mere menneskelig og nyttig end information, fordi den er udtrykt af et menneske, der har forstået den. Den amerikanske filosof Susanne K. Langer udpegede i Menneske og symbol to grunde til, at vi er tilbøjelige til at overse, at menneskets måde at udtrykke indsigt på er mangfoldig.

Det ene er, at vi tror, at verbalsproget er det eneste middel til at artikulere tanker, det andet er, at vi tror, at alt det, som ikke er udsigelig tanke, må være blind følelse. Dermed er vi kommet skævt ind på både følelserne og fornuften, mente Langer. Personlighed er ikke at lade sine instinkters spontane følelseskraft komme til uformet udbrud og udtryk. Ligesom det ikke er al fornuft, der behøver at blive fremstillet farveløst, tørt, blot registrerende og konstaterende i et meddelende sprog.

Formidlingspligt

Er det et dårligt råd til de studerende, at de til eksamen skal vise, hvem de er, hvis det var det, Klaus Kjøller forsøgte at sige? Det er et råd, som kunne gives til alle de mennesker, som får penge for at levere viden. At levere denne viden uden personlighed er at gøre det på skrømt og i ligegyldighed.

Hvordan formidling bliver modtaget og brugt, kan selvfølgelig ikke altid være vidensmedarbejderens personlige ansvar, men det kan på den anden side heller ikke være ham fuldstændigt ligegyldigt. Vidensmedarbejdere får vi flere og flere af, de er softwareingeniører, økonomiske og juridiske rådgivere i banker, advokatkontorer og revisionskontorer etc., men de er også offentligt ansatte forskere med ikke bare formidlingsfrihed, men også formidlingspligt.

Viden, kunnen og tænkning skal udbredes til så mange som muligt. Viden leveres af personer, der forhåbentlig drives af en hang til sandhed. "Den store, salte sandhedsdrift" kaldte Paul la Cour det i Fragmenter af en dagbog. Men sandhedsdrift alene gør det ikke, andres vurdering af ens viden må medtænkes - derfor pligten til at formidle på en værdifuld måde.

Viden som kunnen

En vurdering til eksamen er en vurdering af en person, der skal bedømmes på sin viden. Det forudsætter et fyldigt indtryk af den persons kunnen. Det kan være vanskeligt, når personen modvilligt reserverer sig og gemmer sig bag en attitude. Nervøsitet til eksamen kan ytre sig på tusind måder, hvoraf påtaget munterhed er den mærkeligste.

Ligesom attituder som muthed og munterhed er der fysiske kendetegn, der kan være markante og endda stå i vejen for en vurdering, men som stadig kræver at blive overset - f.eks. en stor næse, en udtalt eller undertrykt stammen, en kejtet gestik - eller måske endda den sexappeal, som Klaus Kjøller ytrede sin svaghed for.

Enhver må kunne forlange, at bedømmeren eller vurderingspersonen opdager, ser og hører det, alene for straks derefter bevidst at se bort fra det. Det betyder f.eks. for stammerens vedkommende, at bedømmeren ikke må forveksle den forsinkelse, hvormed ordene ytres, med bevidste pauser brugt til at understrege vigtigheden af bestemte ord i sætningen. Pauserne skal overhøres, ikke bemærkes.

Det kræver krop både at kunne tale, men især at kunne lytte og forstå på den rette måde.

Stress?

Enhver, der har ført en samtale, hvor der er meget på spil for den ene part, kender til, at kroppen kan være i vejen. Snurren, tørhed i munden, dårlig jordforbindelse. Kroppen halter efter som et trægt hylster for ånden. Det er ikke rart, men faktisk må man kunne forvente, at den, der er bemyndiget til at vurdere og fælde dom over én, opdager, at der er en krop i vejen. Medtages i vurderingen må det, at der ikke er adgang til de sædvanlige ressourcer.

Men det modsatte findes også. Man er 'tændt' og kroppens stressreaktion udgør det ekstra, der får én til at yde det ypperste. Indfaldene melder sig, og alting tegner sig tydeligt i et uvant højt tempo. Situationens kunstighed kalder ukendte ressourcer frem. Synligheden af ens indsats er motiverende og modet til at være synlig - også kropsligt - er større end ellers - det er sjovt at være 'på'. Om vi da i virkeligheden er i vores rette element eller måske i fare for at blive stressede, hvis vi fortsætter i det tempo, kan kun kroppen fortælle os.

Personens kropslige fremtoning skal både ses og overses, høres og overhøres. Men indimellem er det måske i virkeligheden den manglende opmærksomhed på fremtoning, der forhindrer den udvidelse af fagligheden, som gør sagen interessant både blandt vurderende og vurderede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her