Actionfilmen har alle dage været langt mere populær hos det brede publikum end blandt filmakademikere. Det sidste kan undre, fordi den med hyperkinetiske bestanddele som biljagter, skuddueller og slåskampe må siges at være en udpræget filmisk filmgenre. Det beskedne antal bogudgivelser hænger dog formentlig sammen med, at genrens nærmest per definition højreorienterede værdisæt (ikke mindst retspolitisk, hvor den plæderer for en hård kurs overfor kriminelle, og sjældent giver sig af med at sætte deres gerninger ind i sociologiske eller andre større sammenhænge) for mange er svær at goutere. En mere simpel forklaring kunne være, at genren rummer et væld af værker renset for raffinement og subtilitet.
Ikke mindst i midt-80'erne så det sløjt ud. Ronald Reagans tough guy-attitude måtte næsten resultere i en ny type actionfilm, og det gjorde den.
Ridende også på tidens fitness-bølge indtog en række menneskelige monolitter som Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone og Chuck Norris biograflærrederne i film fattige på handling, karaktertegning, dialog, ja, snart sagt alt bortset fra muskel- og våbenfetichisme.
Gamle helte i nye klæder
Ofte havde de ligeså meget karakter af stavepladepropaganda som af underholdning, hvad enten der var tale om Vietnam-revanchefantasier som Rambo II og Missing in Action eller antisovjetisk nonsens som Red Dawn og Invasion U.S.A. Snart skulle det lysne for den tænkende actionfilmfan, men det vender vi tilbage til.
Hvis ellers man henregner James Bond-filmene under genren, bliver actionfilmen født i USA i slutningen af 1960'erne. Nærværende artikel fokuserer på den amerikanske actionfilm, da denne lægger sig i forlængelse af landets selvforståelse og populærkulturelle tradition, navnlig westerngenren.
Som Eric Lichtenfeld skriver i sin indsigtsfulde bog Action Speaks Louder, videreførte actionfilmen mange af konventionerne fra westernfilmen, som da fremstod antikveret. Man kan næsten se stafetten skifte hænder i Don Siegels Coogan's Bluff (1968), hvor Clint Eastwood spiller en Arizona-sherif, som lader New Yorks dekadente hippiescene få hans old school-metoder at føle.
I 1970'erne fik westernfilmens ensomme og traumatiserede hævner tidssvarende tøj på i de såkaldte vigilante-film som nu En mand ser rødt og Dirty Harry. Eastwoods 'Dirty' Harry Callahan-figur blev om nogen arketypen på den handlekraftige helt, som må føre evig tofrontskrig mod gadens skruppelløse forbrydere og politietatens regelryttere og skrivebordsgeneraler.
Andre forfædre var gangstergenren, film noir med sit rå storbymiljø samt kriminalfilmen med sin detaljerede skildring af opklaringsarbejdet. To uomgængelige titler er her Bullitt (1968) og The French Connection (1971), som begge satte nye spektakulære standarder for biljagter.
Mod nye højder
Udover de allerede nævnte film var 1980'erne præget af underholdningsmaksimerende 'dobbelt-op'-koncepter i form af action-adventure film som Indiana Jones og actionkomedier som Frækkere end politiet tillader. Mest intellektuelt udfordrende var actionfilmen vel i mødet med science fiction-genren i titler som Terminator og RoboCop.
Men i 1987 begyndte genren at blive taget seriøst i sin rene form. Ironisk nok var det den blot 23-årige Shane Black, som med sit manuskript til Richard Donners Dødbringende våben affyrede startskuddet til dens mere modne fase. Filmens hovedpersoner, kriminalbetjentene Murtaugh og Riggs (spillet af Danny Glover og Mel Gibson), stod langt stærkere end deres forgængere rent retorisk, mens de psykologisk repræsenterede en ny skrøbelighed. Enkemanden Riggs er ligefrem selvmordskandidat, og hans fandenivoldske adfærd kolliderer frontalt med familiemanden Murtaughs forsigtigpermanér. Filmen fik tre efterfølgere, der dog var mere komedieorienterede.
Året efter kom så John McTiernans Die Hard, som skulle sætte et varigt aftryk på actionfilmgenren. Men blandt andet fordi den halvgrønne hovedrolleindehaver Bruce Willis ikke havde duperet i sine to første filmroller, omfattede Die Hards duknakkede premiere blot 21 amerikanske biografer. Men hos både anmeldere og publikum var begejstringen så stor, at filmen allerede weekenden efter kunne ses på over 1.200 lærreder!
Hvor 'simpel' i actionfilmsammenhæng tidligere på årtiet altså var ensbetydende med 'stupid', var en del af Die Hards styrke netop dens enkle, men effektive, præmis (også kaldet high concept - passende nok, da filmen næsten udelukkende udspiller sig i en skyskraber): 12 ambitiøse og skruppelløse røvere tager deltagerne i en firmajulefest som gidsler. En enkelt mand, en barfodet og snarrådig strisser med et exceptionelt overlevelsesinstinkt, undslipper. Hans kone er blandt gidslerne, og han tager derfor den ulige kamp op.
McTiernan vrider sin location for hver en dråbe af sit klaustrofobiske potentiale godt hjulpet af kameramanden Jan de Bont, som seks år senere selv med held instruerede en high concept-actionfilm, Speed.
Den grimme actionælling
Med Die Hard var der tilsyneladende for alvor gået antihelt i actionhelten; føromtalte strisser lyder det jævne, men solide navn John McClane, har en omtrent gennemsnitlig muskelpragt og et proletaragtigt ydre. Han har også et strejf af impotens; ægteskabet skranter, fordi han føler sig truet af konens succes. Ikke tilfældigt arbejder hun for et japansk firma. USA var da grebet af kollektiv frygt for at blive løbet over ende at den stærke japanske økonomi, hvilket også Ridley Scotts Black Rain (1989) vidnede om.
Men ganske som sine genrefæller har Die Hard en reaktionær og stærkt patriotisk dagsorden - den afleverer den blot på en uendeligt mere elegant facon. Filmens sande genistreg er McClanes psykologiske magtkamp med skurkenes stoiske, stilfulde og sofistikerede leder Hans Gruber (eminent spillet af Alan Rickman). Gruber omtaler hånligt McClane som "endnu en amerikaner, som så for mange film som barn," og forsikrer ham om, at han er chanceløs mod den sværtbevæbnede overmagt. Med reference til Fred Zinnemanns westernklassiker Sheriffen (1952) siger Gruber: "Well, denne gang rider John Wayne ikke ind i solnedgangen med Grace Kelly."
Men Gruber får galt fat på filmens rollebesætning, og McClane korrigerer: "It was Gary Cooper, asshole." En subtil antydning af, at elitære Gruber er ude, hvor han ikke kan bunde, og at McClane alligevel er gjort af samme stof som skikkelserne i den amerikanske populærkulturs panteon.
Die Hard følger dermed en slags omvendt Den grimme ælling-struktur: I takt med at McClane går gennem ild, vand og glasskår og bliver stadigt mere tilsodet og forslået at se på, forvandles han til et symbol på national genrejsning (skurkene er fortrinsvis tyskere) og en omvandrende bekræftelse af det ærke-amerikanske credo, at man aldrig må lade sig slå af hesten af håbløse odds.
Til lands, til vands og i luften
Med rollen som McClane var Willis' karriere på skinner, og han gentog den i Renny Harlins udmærkede Die Hard 2 (1990). I 1992 kom to klare Die Hard-derivater: Kapring på åbent hav, hvor Steven Seagal bekæmper en gruppe terrorister på et hangarskib og Passenger 57, hvor Wesley Snipes gør det samme på et fly.
En mere begavet udløber er dog Tony Scotts genrerefleksive The Last Boy Scout (1991), hvori Willis ses som en ekstrem udgave af McClane-figuren, nemlig den udbrændte privatdetektiv Joe Hallenbeck (læs: "Hell and back"), hvis kone boller udenom og teenagedatter foragter ham.
Men selv om Shane Blacks manuskript er propfuldt af profan humor og strømførende sarkasme, gelejdes tilskueren til slut tilbage på sikker, konservativ grund; som McClane genindtager Hallenbeck nemlig gradvis tronen som mandlig autoritetsfigur, snedigt pointeret af en indstilling umiddelbart efter det endelige opgør, hvor en politibils udrykningsblink gør det ud for en glorie om Hallenbecks hoved.
I 1993 forsøgte McTiernan at føre actionfilmen til dens postmoderne slutfacit med komedien Den sidste actionhelt. Filmen slog dog ikke an hos publikum, og McTiernan vendte derefter tilbage til den ikke-ironiske fold med den tredje film i Die Hard-serien.
Samme år, 1995, fremsatte Jason Jacobs i sin tankevækkende artikel Gunfire i Sight & Sound den tese, at skuddueller på film i bund og grund handler om kontrol overfor kontroltab - både kropsligt og mentalt. Når vi nyder at se dem, er det et vidnesbyrd om vores lyst til, i overført forstand, at "skyde tilbage." En lyst, som kun tager til i takt med, at virkeligheden bliver mere uoverskuelig med øget afmagtsfølelse for den enkelte til følge. Så måske hemmeligheden bag actionfilmens vedvarende popularitet er, at den fortæller os det, vi så brændende ønsker at høre - at vi som individer stadig har evnen til at tage skæbnen i egen hånd.
Die Hard 4.0 har dansk premiere onsdag den 27. juni
