Læsetid: 3 min.

Alene med sine syner

'Cecilie' er en velfungerende dansk gyser med et tilskud af følsomhed og poesi
'Cecilie' er en velfungerende dansk gyser med et tilskud af følsomhed og poesi
1. juni 2007

Den okkulte gyser er en farlig genre, som et par mislykkede danske forsøg eftertrykkeligt har demonstreret. Derfor er der ekstra grund til at hilse Cecilie velkommen som en vellykket udflugt i det overnaturlige, kendetegnet ved behagelig indre logik og elementær kriminalistisk spænding.

Og det er ikke kun de genremæssige udenværker, der er i orden. Hans Fabian Wullenweber er en sensitiv instruktør med særlig sans for isolerede eksistenser på randen af psykisk sammenbrud. Med en velcasted Sonja Richter i hovedrollen som en hjemsøgt skolelærerinde rummer Cecilie en tilbageholdt ømhed, der er usædvanlig for genren. Man håber på helbredelse og forløsning, mens hun udsættes for en række hæslige psykiske prøvelser uden at få megen støtte af sin rare, men fantasiløse ægtemand.

En Blichersk heltinde?

Ikke at projektets originalitet er påfaldende. Vi er i yderst velkendt horror-land, hvor uforklarlige lyde og dunken på hoveddøren berøver den sarte Cecilie hendes nattesøvn og sender hende ud på en natlig tur i en vinter-skov, hvor sære syner kun foruroliger hende endnu mere.

Også i klasseværelset har Cecilie makabre visioner ind imellem de dagligdags skoleritualer, som filmen skitserer med let, præcis hånd. Hvor meget har hun til fælles med den sindsforstyrrede Blicher-heltinde i Hosekræmmeren, som hun tilsyneladende (næsten) er opkaldt efter?

Efterhånden tager synerne og sammenbruddene i den grad overhånd, at filmen truer med at forvandle sig fra en helhjertet gyser til en psykologisk sygehistorie. Men det sker heldigvis ikke. Den stædige, handlekraftige Cecilie vil selv til bunds i sit mareridt - og dermed i en mordhistorie, der med behændighed og skiftende mistænkte flettes ind i filmens sidste halvdel.

Rendyrket parapsykologi

Hans Fabian Wullenweber viste allerede sin oplagte filmfornemmelse i psyko-dramaet Tvilling med Trine Dyrholm. Problemet var her hans eget manuskript, der løb slemt af sporet.

Denne gang har Wullenweber klogt nok allieret sig med de plot- og replikstærke Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel på manuskript-siden, og det giver en anderledes solidt sammentømret historie fuld af spidsfindige detaljer og lige netop den grad af indflettet skepsis over for det okkulte, der afmonterer den rationalistiske tilskuers værste forsvarsmekanismer.

Instruktøren tager - som i øvrigt også i sin tid forfatteren Jacob Paludan - parapsykologien alvorligt. For "vi er ét energifelt", og "på et molekylært - eller kvantefysisk - plan hænger vi sammen", som han siger. Derfor har Cecilie en slags afdød dobbeltgænger, der er langt mere end en søster i ånden. Og derfor bliver Cecilie en rigtig heltinde, der trods sin 'sygdom' tager skæbnen i egen hånd.

Det indre landskab

Den okkulte præmis siger mig ikke så meget, men det skal filmen jo ikke lastes for. Den skaber nemlig et billedpoetisk landskab med sine egne fantasibårne love - og følger dem konsekvent.

Wullenweber og hans talentfulde fotograf, Jacob Kusk, har suget alle varme farver ud af billederne, så de fremstår i blå-grå toner som en gennemført antitese til hjemlig hygge. Dermed suggereres man effektivt ind i Cecilies dystre, uvirkelige verden, hvor hun aldrig kan føle sig sikker, fordi truslen kommer inde fra hende selv. Det er dygtigt udført på alle planer, fra scenografi til lydanvendelse. Nogle musikbrag på lydsporet kunne dog undværes.

Ikke kun hovedrollerne er velspillede - man har også fornøjelse af Kurt Ravn som en pigeglad rektor og Lars Mikkelsen i karismatisk topform som en outsider-læge med sans for det alternative. Så alt i alt er Cecilie et vellykket bud på en af de genrer (gyseren snarere end thrilleren), som dansk film ellers har notorisk svært ved at håndtere.

Cecilie. Instruktion: Hans Fabian Wullenweber. Manuskript: Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel. Dansk (Metropol, Palads, CinemaxX, Falkonerbiografen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu