Her først et par ideer, hentet fra italiensk tv. Send livereportager fra superligaen, når den starter igen. Ikke kampene, man ser kun trænerne. Den flok sprællemænd, tyggegummignaskende, kæderygende, hulkende og skrigende hysterikere i alt fra Armani til kondi er fed underholdning. Gerne også landskampe. Olsen kan sagtens måle sig med italienerne. Og send så live fra omklædningsrummene efter kampene. Jeg så det, da Internazionale fra Milano blev italienske mestre. Vor tids gladiatorer, når de er sammen om noget. I sejrens stund, såvel som nederlagets.
Ellers er det ikke så meget, man har set. Det er lidt svært at komme ind i rutinen, og hver gang man forsøger, er det Hun så et mord eller endda Ironside. Raymond Burr i lettere psykedelisk rullestol en gang til, men nu i farver. Det var den ikke dengang.
Eller det er far til fire, der hypper på de røde heste.
Kulturrevolution
Så er der pludselig alligevel noget. Det er første del af endnu en længere serie om nærmere eller fjernere fortids faktiske begivenheder, nu Mao Zedongs livshistorie. Det går også fint nok, indtil underteksterne forsvinder. De er borte under mere end halvdelen af udsendelsen. Man kunne selvfølgelig sige, at det ikke er danske soldater, det drejer sig om, og hvad rager det egentlig os, hvad et par tandløse og æblekindede veteraner fra Den lange March kan huske ? Eller hvad japanerne egentlig foretog sig under deres langvarige besættelse af Kina. Hvad sidder de og tænker på redaktionen ? Ser de det selv ? Er tekstmanden blandt dem, der er blevet prikket? Nå skidt, vi lader sgu bare lortet køre, indtil der er en eller anden idiot, der ringer, og så sætter vi skiltet på.
Kinesisk er efter sigende det næststørste fremmedsprog på danske universiteter, men det vil nok alligevel vare et par uger, før den danske befolkning som helhed mestrer et blot nogenlunde ansvarligt pidginkinesisk.
Vi bliver nødt til at forlange en genudsendelse. Ellers laver vi en vægavis!
Kunst
De egentlige magasiner om billedkunst, litteratur og den slags forsvinder nu helt fra skærmen, hører man. Ikke fordi der er nogen af dem i forvejen, men alligevel. I stedet skal smagsdommerne tage sig af det hele, og det er de vel også de rette til, eftersom de ikke ved noget som helst om det, de smager på.
Resten skal så dækkes af TV-Avisen, som da også var på pletten, da Dronning Margrethe II åbnede en separatudstilling af malerier på et nordjysk kloster.
Den begejstrede indehaver af Galleri Provence i Vadum gav os en kyndig orientering og konstaterede blandt andet, at dronningen er en storartet maler. Hun kan male, sagde han, og så stod han længe og slog malende ud med armene foran et billede på væggen, hvor majestæten havde malet noget.
Ude foran sad 'nordjyderne', som der åbenbart kun er to af. De er begge kvinder i den modne alder og har danske flag på små tynde pinde i hænderne.
Isnende
Hvis man endelig skal flage med det, så er der en lang række billeder af Poul Gernes med på den nyligt åbnede Dokumenta i Kassel, men der skal smagsdommerne måske hen. Hvis ikke Galleri Provence i Vadum er vores nye øverste tv-autoritet hvad billedkunst angår, for så er det vel ham.
Pludselig sidder man så alligevel klistret til skærmen og ser en billedfortælling fra Iran. Den handler om en 16-årig pige, der har forbrudt sig mod sædeligheden ved at være blevet udnyttet, pisket og voldtaget af revolutionsgarden, der bagefter har meldt hende til myndighederne for at komme af med hende.
Dommen er klar. Hun skal dø. Derfor kører man en stor kran ind på torvet i den lille by, hvor hun bor. Den skal hun hænges i. Rundt omkring skal byens indbyggere så stå med deres mobiltelefoner og fotografere hængningen. Til skræk og advarsel. Man tror, det er løgn.
Derfor burde en sådan udsendelse, på DR 2, også følges op af en samtale i studiet mellem folk, der kender noget til Iran, til totalitære styrer og hvordan de opstår, samt hvordan man - måske - kan komme af med dem igen.
Men det er jo muligt, at de folk, der kunne være tale om - dem der kunne sætte undertekster på - ikke længere findes på DR's lønningslister.
