Med en sejr på hjemmebane over Mallorca i morgen aften kan Real Madrid sikre sig det spanske mesterskab for første gang i fire år. Uanset hvordan det går, er det slutningen på en æra og begyndelsen på en ny. Verdens bedste venstreback, Roberto Carlos, skal til den tyrkiske klub Fenerbahce efter sommerferien, og David Beckham, som har fortryllet fans og lukket munden på kritikere med den seneste tids fightervilje og fornemt spil, er som bekendt på vej til amerikanske LA Galaxy. Lad os stille præsidenten for verdens mægtigste klub et barnligt, men helt reelt spørgsmål: "Hva' så, Ramón Calderón?"
Fodbold er både livsnødvendigt og klamt. Tænd for fjernsynet på udvalgte spidsperioder i sæsonen og se store, voksne mænd græde, udveksle kropsvæsker og med dårende mimik opildne til bøvede urinstinkter. Calderón glemte for en stund alt om forretningsmandens stive dyder, da Real Madrids skæbne sejlede op og ned i sidste weekends altafgørende udebanematch mod Zaragoza. På bare 18 sekunder skiftede de næsten psykotisk angribende madrilenere sølv ud med guld. Først udlignede ligatopscoreren Ruud van Nistelrooy til 2-2. Med 2-1 ovre i Barcelona var katalanerne øverst på sejrsskamlen. Men så ændrede Espanyols Raúl Tamudo den spanske verdenshistorie med et flot mål ligeledes til 2-2.
Sammen kan vi
Dén havde de fanget ude på bænken. Kaptajnen Raúl dansede frem og tilbage, og da præsidenten oppe i logen fik nys om løjerne i Barcelona, bredte der sig et efter omstændighederne upassende og dog forståeligt, agurkebredt smil. Efter slutfløjt og blot et enkelt point til de tre tophold - Madrid, Barcelona og Sevilla - stormede den forløste Real-stab ind på banen. Skal, skal ikke, tænkte Calderón, men ud på grønsværen med tørklæde, våde øjne og salut til lægternes tro væbnere kom den midaldrende chef altså. Måske for at understøtte kampsloganet "Juntos podemos", "sammen kan vi". Eller måske fordi selv magtfulde præsidenter kan ha' en god dag og få lyst til lidt sentimentale abekattestreger i klubben af drenge, der godt må hulke af fryd. Selv overvejede jeg at melde mig syg et par dage bagefter. Så smadret var jeg.
Da Calderón erhvervede sit embede var det med appetitlige løfter om at hente verdens største profiler til klubben. AC Milans Kaka, Arjen Robben fra Chelsea og Arsenals Cesc Fabregas stod øverst på ønskesedlen, og mens Real Madrid i årets løb har vendt den belastede sang om højbrynede indvidualister til et uslukkeligt omkvæd med sammenhold og kamp til allersidste tillægssekunder som dunkende mantra, har hovedstadsklubbens hær af agenter knoklet indædt for at indfri Calderóns ønsker. Med Beckhams exit mangler klubben et helgenbillede af galaktisk format. Og i tiden efter Zidane - og Gutis svingende præstationer in mente - synes der ligeledes at være et gabende hul på den spilfordelende, offensive midtbane.
Kaka er naturligvis svaret på både spørgsmålet om højrekanten og elegantiér-rummet på midtbanen. Spanierne fik fornyet håb, da den unge brasilianer valgte at sidde over i Milans afsluttende kamp i den hjemlige Serie A. Det var lige efter Champions League-finalen i Athen, hvor Milan ganske vist vandt, men sandt for dyden leverede en så kedelig performance, at fodboldfans for længst har slettet den fra de mentale harddiske. Kaka er stadig et hot emne, og hvis rygterne har ret i, at Ronaldinho har tænkt sig at erstatte Barcelona med Milan, er det ny næring til Madrids benhårde indkøbspolitik. Og hva' så, Calderón?
Får vi en ny omgang Galacticos med Kaka i spidsen? Sidder I bare og venter på, at Uniteds Cristiano Ronaldo endelig ser lyset og drager mod spanske eventyr? Tænk hvis det holder stik, og Real Madrid træder ind i en ny periode med store fagter, succeser i det globale børsterræn, men ligeså dybe skuffelser på sportens vegne. Så kan alle dem, der ydmygt bukker og nejer for Carlos' 11 års tro tjeneste og stadig kan huske 'kanonkongens' sublimt umulige pletskud helt ude ved hjørneflaget mod Tenerife 22. februar 1998 (se det selv på YouTube) larme op om teamspirit og troen på, at der findes alternativer til nutidens svingdørsfodbold. Man skal bare lade være med at skifte trænere ud efter hver sæson. Og man skal selvsagt holde op med at fortælle en flok jurastuderende, at Beckham vil blive en middelmådig Hollywood-skuespiller, sådan som Calderón gjorde det tidligere på året.
Becks spiller sin sidste kamp for Real i morgen aften. Det var ham, der scorede til 1-0 på et eminent frispark i Uniteds 5-0-sejr over Brøndby i Champions League-gruppespillet 4. november 1998. Sådan noget står mejslet i Vestegnens mørke bevidsthed. Nede på Estadio Santiago Bernabéu går det måske op for 80.000 brølende fans, at man ikke uden videre finder en mand med gyldent topspin og målfarligt skru i vristen, som også er lige dele energibundt og døråbner for fodboldens lukrative pengemarkeder. En klub som Real Madrid kan ikke tåle at være et kollektiv uden stjerner. Derfor gør det ondt helt ind i symbolikken og selvforståelsen, når manden i spotlightet, som samtidig er den indpisker, der overhovedet har bragt holdet på vippen af endegyldig triumf, vælger at træde af.
En runde til
I næste uge bliver det afgjort, om Fabio Capello skal ta' et år eller to mere i galehuset. Han og Calderón har allerede givet hinanden hånd på, at man ikke vil tale om fremtiden lige nu. Først gælder det Mallorca og kampen om guldet. Og skulle Madrid snuble, står Barcelona og Sevilla parat i kulissen. Hvis det bliver en fyreseddel til Capello, er det måske ikke engang på grund af det rent sportslige. For i kølvandet på Calderóns drengede henrykkelse i sidste weekend stod det for alvor klart, at den italienske træner havde begået århundredets brøler, da han forviste El Becks fra holdet. Siden har han indrømmet og påtaget sig skylden for miséren, og plusordene over den netop tilbagevendte landsholdsspiller med de mange frisurer har faldet i en lind strøm fra Capello. For sent, Fabio.
Farvel til den gamle garde. Farvel Beckham og bye bye Carlos. Og hva' så, Calderón?
