Læsetid: 3 min.

Doha - verdens nye knudepunkt?

Mellem øst og vest. Der bygges luksushoteller og kæmpelufthavn i Qatars hovedstad, der har ambitiøse planer om at blive det trafikale bindeled mellem øst og vest. Men Doha har også selv en del at byde på
Mellem øst og vest. Der bygges luksushoteller og kæmpelufthavn i Qatars hovedstad, der har ambitiøse planer om at blive det trafikale bindeled mellem øst og vest. Men Doha har også selv en del at byde på
Moderne Tider
16. juni 2007

DOHA - Åbningsceremonien ved sidste års Asian Games nåede sit højdepunkt, da Emiren af Qatars søn, Sheikh Mohammad Bin Hamad Al-Thani, red på hesteryg op af en stejl trappe mod toppen af Khalifa Stadion i Doha. Et kort sekund så hesten ud til at snuble. De 50.000 tilskuere, deriblandt Irans præsident, Mahmoud Ahjamadinejad, og hans syriske kollega, Bashar al-Assad, snappede efter vejret, men hesten genvandt balancen, og prinsen kunne kort efter sætte faklen mod det enorme ildfad, hvorefter et formidabelt fyrværkeri satte i gang.

Det var et stort øjeblik, ikke kun for Sheikh Mohammad, men også for hans far, emiren, der har styret landet frem mod årlige vækstrater på 13 procent, siden han overtog roret efter et fredeligt kup i 1995. En af hovedårsagerne til Qatars succes er hovedstaden Doha, hvor størstedelen af landets 800.000 indbyggere bor. Byen er det bankende hjerte i et land, der bryster sig af 4.000 års historie, men som de færreste indtil for nylig ville være i stand til at placere på et kort.

Målet er at gøre Doha til verdens nye knudepunkt: ikke bare et rejsemål i sig selv, men et trafikalt centrum i et 21. århundrede, hvor verdens øjne i stigende grad er vendt mod øst, i takt med at Kina og Indien er begyndt, på det økonomiske plan, at spille med musklerne. Qatar Airways oplever allerede forhøjet efterspørgsel i sådan en grad, at der er blevet sat ekstra tempo på færdiggørelsen af en ny lufthavn til 5,5 mia. dollar (ca. 30 mia. kroner). Når den åbner i 2009, er det med kapacitet til 24 millioner passagerer, et tal der forventes at stige til 50 millioner i 2015.

Antallet af rejsende til og fra Doha er i konstant stigning. Til sommer åbner Qatar Airways to nye ruter til Washington og New York, og Doha har da også meget at byde deres gæster. Den halvmåneformede strandpromenade (som man for alt i verden skal holde sig fra i myldretiden) er belagt med femstjernede hoteller. Men Doha har vokseværk, og de hoteller, der fremstod uovertruffent luksuriøse, da de åbnede, er hastigt ved at blive overgået af nye konkurrenter, der har endnu mere at tilbyde deres gæster.

Safran og rosenvand

Kultur - dette altafgørende element, som golf-staterne altid påstår af have mere af, end de egentlig har - er her også. Man kan finde krukker med safran og tørret fisk, thobes (den velkendte hvide kåbe, som mange lokale mænd går i), rosenvand på flaske og nok blomster til at tilfredsstille selv den mest flora-interesserede turist. Ved Al Koot-fortet sidder der falke på rad og række, fastbundet og med bind for øjnene, mens de venter på at blive solgt og gøre karriere i den traditionelle arabiske sportsgren.

Hvad der ikke findes af oprindelig qatarsk kultur er blevet købt for penge. Det er ikke svært for et land, der har verdens tredjestørste naturgas-reserver. Således blev arkitekten I. M. Pei angiveligt fristet ud af sit otium og tilbage på tegnestuen for at designe Det Islamiske Kunstmuseum. Indvendig bugner det nu med keramik, smykker, glas- og metalkunst fra Spanien, Central- og Sydasien. Herlighederne bliver tilgængelige for offentligheden, når museet åbner til næste forår. Herefter følger museer om naturhistorie, fotografi og traditionelle våben, der alle sammen skal stå klar, når Doha i 2010 indtager rollen som den arabiske regions kulturhovedstad.

Udviklingen er gået så stærkt, at mange af byens gader endnu ikke har fået officielle navne. De lokale henviser for eksempel til 'elektricitetsgaden', hvor der bliver solgt lamper, og 'den stinkende rundkørsel', der, ja, lugter. Men der er tydeligvis ingen grænser for landets ambitioner. Et godt eksempel er projektet The Pearl Qatar, en menneskabt ø, der kommer til at koste mange milliarder dollar og fylde næsten 400 hektar i bugtområdet. Desuden har flere vestlige uddannelsesinstitutioner, inklusiv det prestigefyldte amerikanske Cornell University, åbnet afdelinger i Doha.

Selv britiske Wellington College, opkaldt efter den berømte Duke Wellington, har planer om at åbne en skole i Doha. For Emiren af Qatar, der selv er uddannet ved det britiske militærakademi Sandhurst, ville det være det ultimative symbol på hans projekt om at gøre sin hovedstad til et knudepunkt for såvel Østen som Vesten.

© The Independent og InformationOversat af Anders Haahr Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her