Læsetid: 1 min.

Dommedag nu!

Klummisten har været høj på forventningens glæde, siden han for nylig erfarede, at David Cronenberg tager livtag med Martin Amis' ambitiøse og morbide roman 'London Fields'
Moderne Tider
8. juni 2007

Cronenbergs filmatisering af London Fields skulle efter planen være klar i 2009, hvor forlægget fejrer sit 20 års jubilæum. Men man ønsker, at Cronenberg og Amis, som er medforfatter på manuskriptet, ville smide, hvad de har i hænderne og lave filmen nu, så den rammer lærredet, inden Bush træder tilbage i januar 2009 - en begivenhed, man har god grund til at formode, vil løfte det kollektive humør med mindst et par grader. London Fields har nemlig klare paralleller til den aktuelle tidsånd, som man roligt kan kalde ængstelig.

Tredje gang...

Med udgangspunkt i et højst ukonventionelt trekantsdrama skildrer bogen en verden på randen af atomkrig og klimakatastrofe i månederne op til årtusindeskiftet. Set fra 2007 var virkelighedens 1999 ganske vist en decideret idyllisk periode - men det kunne Amis jo ikke vide, da han skrev romanen i slutningen af 80'erne.

Udover sit fiktionsforfatterskab er 57-årige Martin Amis også kendt som fløjlshandskeløs litteraturanmelder, stadigt mere kontroversiel samfundsdebattør samt søn af den afdøde forfatter Kingsley Amis. Han er blevet kritiseret for at sætte stil over indhold, og hans bøger er måske heller ikke de mest oplagte at filmatisere, da de i høj grad lever på en sproglig ekvilibrisme, som nogle beundrer og andre finder selvsmagende.

Hidtil har hans to første romaner, The Rachel Papers og Dead Babies, nået lærredet uden at det gav den store genlyd, men then again: Ingen af dem var instrueret af David Cronenberg.

Det kan ikke gå galt

Det skal blive særlig interessant at se, hvordan canadiske Cronenberg tackler bogens mest britiske indslag, den tabloid-læsende småfusker, pornoaficionado, drukkenbolt og dartentusiast Keith Talent (Amis elsker navnesymbolik), som lever sit lowlife på stampubben med det ildevarslende navn The Black Cross. Både bogens betragtelige sorthumoristiske kvaliteter og dens mildt sagt knugende atmosfære skulle være i sikre hænder hos Cronenberg.

Når to kreative begavelser af den kaliber slår pjalterne sammen, må det simpelthen blive interessant på et eller andet plan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her