Tidlig morgen på et engelsk landsted i 1795. En ung kvinde sætter sig ved klaveret og hamrer næverne i tangenterne. Hendes kreative udladning tager hele huset på sengen og sender for en stakket stund status quo til tælling - blandt andet med det resultat, at to søvndrukne unge mennesker af hvert sit køn ser hinanden i undertøj.
Den unge kvinde in question er den engelske forfatter Jane Austen, der døde som blot 41-årig i 1817, men som bekendt efterlod sig et varigt litterært aftryk. I en række romaner spiddede hun en samtid, hvor ægteskab havde alt med økonomisk tryghed og meget lidt med kærlighed at gøre, og hvor opvakte kvinder gjorde klogt i at holde kæft.
Austen giftede sig aldrig, men ifølge biografien Becoming Jane Austen fra 2003 havde et mandligt bekendtskab i de unge år en større betydning for forfatteren og forfatterskabet end hidtil antaget. Det er denne idé, filmen tager afsæt i.
Autonome Austen
Selv om Austen ikke blev udgivet før 1811, skrev hun allerede som 20-årig på tidlige versioner af Fornuft og følelse og Stolthed og fordom. Står det til lokalsamfundet, skal unge Jane (spillet af amerikanske Anne Hathaway) smedes sammen med Mr. Witless, vrøvl, Mr. Wisley (Laurence Fox) - en type, hun med tømmermænd og bind for øjnene kunne give stryg i et spil Scrabble.
Det afviser hun blankt, og møder snart en intellektuel ligemand i den unge, arrogante advokat og amatørbokser Tom Lefroy (James McAvoy), som er blevet sendt på landet som straf for sin uterlighed i London. Snart er Jane såvel fascineret som frastødt. Men selvsagt mest fascineret. I modsætning til Witless har Tom dog ingen penge, hvilket skal vise sig at være et problem.
Becoming Jane har det uoverstigelige problem, at dens tema er gammelkendt og gennemtrawlet. Intet moderne menneske m/k kan vel være uenig i, at alle bør have retten til frit at vælge deres sengekammerat og livsledsager, ligeså lidt som det kan undre, at det har store menneskelige omkostninger, når det modsatte gør sig gældende.
Instruktør Jarrold kan ikke holde intelligensniveauet fra åbningsscenen ret længe, og stiller sig snart tilfreds med at tage en lang række nemme stik hjem på den viljestærke forfatterspires oprør mod normerne. I hendes skriverier var dette klædt i ironiens kåbe, men i filmens skildring af Austens hverdagsliv udtrykkes det ofte uden skyggen af spidsfindighed, som da hun chokerer sine omgivelser ved at deltage i mændenes cricketspil - og nær også deres efterfølgende nøgenbadning.
Intet at tage fejl af
Som portræt af en ung og visionær kunstner er Becoming Jane både akavet og utilstrækkelig - hovedpersonens formuleringer er omtrent lige formfuldendte i tale og på skrift, som ville Jarrold sikre sig, at alle er helt med på, at vi her har med en exceptionelt ordholden ung kvinde at gøre. Instruktørens primære interesse er dog kærlighedsdramaet, men der er for lidt kød og blod over Hathaways Jane Austen. Hun forbliver et halvfjernt symbol på kvindefrigørelsens sag, og det er svært at leve sig ind i den siden så feterede forfatterindes på en gang utaknemmelige og privilegerede position.
Den manglende brod skyldes også filmens høje indhold af stereotyper og klichéer: Veteranen Maggie Smith var fænomenal som brutalt overklasseløg i Robert Altmans Gosford Park (2001), men er her reduceret til en enstrenget personificering af datidens antiromantiske samfundskonventioner.
Omvendt er Janes ophav, spillet af Julie Walters og James Cromwell, ligeså fattige, som de er fulde af integritet, skønt moderen, som selv har giftet sig af kærlighed (det klæder filmen, at den tør give os et glimt af det modne pars fyrige sexliv), i et tilfælde af misforstået omsorg forsøger at få datteren til at forråde sine høje idealer.
Tro mod det laveste fællesnævner-princip, som Becoming Jane er lavet efter, går der ofte staveplade i dialogen. Talentfulde McAvoy tog sig forhåbentlig godt betalt for at fremsige denne replik:
"Jane, jeg har prøvet, men jeg kan ikke leve på en løgn. Kan du?"
Becoming Jane. Instruktion: Julian Jarrold. Manuskript: Kevin Hood og Sarah Williams. Engelsk og amerikansk (Grand Teatret, Falkoner, CinemaxX, Palads, Metropol og Empire i København samt en række biografer i provinsen)
