Det må være på sin plads at kalde Perfect Stranger en narrefisse af en film: De første 15-20 minutter - hvor også hovedparten af dens fem-seks gode replikker falder - tangerer faktisk det lovende.
Halle Berry spiller Rowena Price, en dybdeborende reporter, som elsker at byde magtfulde mænd med urent mel i posen velkommen på forsiden. Da en af disse i en tidlig scene bruger sin indflydelse til at obstruere hendes arbejde og forhindre, at offentligheden får kendskab til hans dobbeltmoralske habitus, bliver Price pissed. Hendes efterfølgende verbale bredside kommer også omkring Pentagons forbud mod, at aviserne viser amerikanerne billeder af de kister, deres døde landsmænd kommer hjem fra Irak i.
Kort herefter likvideres hendes barndomsveninde Grace, som for nylig havde en affære med reklamekongen Harrison Hill (Bruce Willis). Price går undercover og får job i Hills firma, hvor hun belejligt nok næsten øjeblikkeligt støder ind i arbejdspladsens sladdertaske numero uno. Bestyrket i sin opfattelse af, at Hill - som har giftet sig til sine slanter - er en uforbederlig lidderbuk, beslutter Price at bruge både sin veldrejede krop og sit skarpe intellekt i opklaringen af mordet.
Slatne cybersjofelheder
Prices professionelle indignation og nævnelsen af the I-word er dog lidt af et røgslør - Foley agter nemlig ikke at binde an med ellers både sprængfarlige og presserende spørgsmål om den fjerde statsmagts rolle og ansvar i George W. Bushs Amerika.
Det kunne man så tilgive, hvis han i stedet havde leveret lir og suspense. Eller bare en af delene. Men Perfect Stranger savner i fatal grad slibrigt format. Spændingssekvenserne er dovent udtænkt og tamt eksekverede og henlæggelsen af de risikofyldte parringslege til cyberspace et eklatant fejltrin. I en scene, som selv tror, at den er vovet - men reelt ikke engang er lummer - er Price 'på chatten', og afslører, at hendes trusser er hvide og tynde (grænsende til det, gisp, gennemsigtige), mens Foleys kamera klæber til Berrys mund, der udtaler ordene, som hun taster dem.
Bronzegyldne Berry er ganske vist så smuk som nogensinde, men hendes attitude har stadig køleskabstemperatur, og hun leverer en karakteristisk reserveret præstation. Willis er sjældent set mere uoplagt, men filmens største problem er Foleys flimrende instruktion. Selv i en film om falske og skiftende identiteter er det altså et problem, at hovedpersonen på det nærmeste fremstår skizofren; slagfærdig og løssluppen i en scene, martret af dybe barndomstraumer i den næste.
Prices tragiske baggrund virker som et postulat, og også skildringen af hendes nære kollegas, it-troldmanden Miles (Giovanni Ribisi), kaotiske følelsesliv savner basal troværdighed.
Af mindre irritationsmomenter kan nævnes et handlingstwist, man spotter på tre kvarters afstand og en overdreven brug af flashback. Slutningen er et stort selvmål, ikke mindst fordi man her forsøger at splejse det stadigt mere fortænkte plot sammen med højtravende betragtninger om, hvorledes nettet identitetsmæssigt påvirker os alle. Eller noget i den stil.
By then you won't care. Gense hellere Iskoldt begær.
Perfect Stranger. Instruktion: James Foley. Manuskript: Todd Komarnicki. Amerikansk (Palads, CinemaxX og Falkoner i København samt en række biografer i provinsen)
