Læsetid: 9 min.

Den enormemaskine

Pornorejse. Siden lovliggørelsen af pornoen fik sit startskud med frigivelsen af tekstporno for præcis 40 år siden, er genren blevet medieformaternes og under-verdnernes avantgarde og samtidig en masseproduktion, der sætter spor i alle lag af kulturen og hvert år genererer indtægter for hundreder af millioner kroner
Pornorejse. Siden lovliggørelsen af pornoen fik sit startskud med frigivelsen af tekstporno for præcis 40 år siden, er genren blevet medieformaternes og under-verdnernes avantgarde og samtidig en masseproduktion, der sætter spor i alle lag af kulturen og hvert år genererer indtægter for hundreder af millioner kroner
1. juni 2007

"Snakke og kæle." Ordene blev ved med at vende tilbage i hans hoved.

Anonym: Lolitaslavinder, 1986

Fodsex, brydning, ældresex og fucking machines - i videoafdelingen hos Blue Movie på Vesterbro sælges der afkroge af den menneskelige seksualitet på alle hylder.

Men af alle den traditionsrige porno-forretnings fotos, film og erotiske objekter, som rækker fra japanske pornoblade med retoucherede vaginaer til det nyeste inden for s/m-lænker, giver kun én ting besvær med det officielle Danmark: En lille lyserød bog helt uden fotos ved navn Lolitaslavinder.

Lolitaslavinder er nemlig en pædofil-roman. Den fortæller om forlæggeren Allan Berg, der efter en erotisk fiasko med sin kone Brigitte begynder at tænde på småpiger. Hans besættelse udvikler sig gennem en række seksuelle møder med mindreårige, først på legepladser og hjemme hos sin sekretær, siden på skumle bordeller i New York. Her får han sværere og sværere ved at styre sine aggressioner over for de små piger, og bogen slutter, da en af dem slår ham ihjel. Og Blue Movies eget forlag har gennem tiden solgt rigtig mange eksemplarer af bogen, fortæller Jesper Strauss, som ejer Blue Movie sammen med sin far, Willy Strauss, der startede forretningen for 42 år siden.

"Politiet kommer og konfiskerer Lolitaslavinder hver gang, der er kommet en ny politichef, men der er ikke noget at gøre. Havde det været fotos, havde det været ulovligt, men her er det kun tekst, og det er lovligt. Du kan ikke forbyde folks fantasier," siger Jesper Strauss.

Fanny og forbudet

Min unge sportsmand, opmuntret af alle tænkelige friheder, tager pludselig min hånd og fører den ned til den enorme maskine han har, der stod med en stivhed! en hårdhed! en opadbøjet erektion!

John Cleland: Fanny Hill, 1749

En stikprøverejse gennem pornoens udvikling i Danmark, siden Folketinget den 2. juni 1967 ophævede kriminaliseringen af pornografiske tekster, går både over nye grænser og ind i historier, der gentager sig selv igen og igen.

"Pornoindustrien råber måske lidt højere i dag," siger pornoproduceren Roland, "og sælger sig selv på hele serier, der har overskrifter som throatfucking eller double penetration. Men det hele fandtes for årtier siden. Jeg har set en pornofilm fra 50'erne, hvor pigen både laver throatfucking og A2M - ass to mouth."

Filmen fra 50'erne var ulovlig. Og da Willy Strauss i Blue Movie for 42 år siden begyndte at sælge pornografi, foregik det uden for loven. Det, der to år senere slog de første revner i den danske pornoparagraf og dermed lovværnet mod "forretningsmæssig spekulation i sanselighed", var akkurat som Lolitaslavinder noget så tørt som en roman.

Porno behøver nemlig ikke være fotografisk for at være anstødelig. Det er den pornografiske fantasi selv, der piller ved grænserne for det acceptable. Sådan var det også i sagen om Fanny Hill.

Forlaget Thanning & Appel ville i 1963 udgive en 1700-tals-klassiker af John Cleland ved navn The Memoirs of a Woman of Pleasure - bedre kendt som Fanny Hill. Men bogen, som beskriver en uskyldig tjenestepiges transformation til lysten skøge, var blevet kendt utugtig ved en landsretsdom i 1957, så rigsadvokaten anmodede om at få udgivelsen stoppet. Undervejs i sagen, der gik gennem tre retsinstanser, udtalte en række kulturpersonligheder sig om bogens værdi.

Få af dem var vildt imponerede over Fanny Hills litterære værdi, omend dens "underfundige omskrivninger" fik Tove Ditlevsen til at tænke på Salomons Højsang. Men ingen af dem var heller bekymrede for dens skadelige virkninger. Aksel Sandemose, hvis landsmand forfatteren Agnar Mykle fem år før var blevet udsat får en hård pornografiretssag mod sin bog Sangen om den røde rubin, lod en vis utålmodighed skinne igennem:

"Det er jo ikke muligt for noget fornuftigt menneske at tage disse pornografisager alvorligt. Gang på gang bliver det gjort klart, at der INGEN beviser findes for, at såkaldt pornografi skulle skade nogen levende sjæl. Det er tvært imod højst sandsynligt, at ingen ville læse den, hvis den blev givet fri."

Sandemoses utålmodighed var en indikator for den ændrede samfundsstemning, der førte til, at Højesteret frikendte Fanny Hill i 1965, hvorefter Danmark som det første land i verden frigav tekstpornoen i 1967 og billedpornoen i 1969. Hvad Sandemose ikke fik ret i var, at ingen ville gide anvende pornografien, når først den blev fri. Det blev bare ikke ordene, men billederne, der blev dens motor.

Nye kanter

Jeg har prøvet en del. Også at blive slået ihjel til sidst.

Denice Klarskov, pornoskuespiller

Ifølge en undersøgelse foretaget af internetportalen TopTenReviews.com omsatte den målbare del af pornoindustrien sidste år for 97 millioner dollar, lidt over en halv milliard kroner. Da pornoen begyndte, blev langt de fleste af dens penge tjent ind i Danmark, hvor pornoeksporten kun blev overgået af landbrugseksporten. I dag er det næsten intet. Men en af de danskere, der tjener sine penge på nutidens pornoindustri, er 21-årige Denice Klarskov. Siden hun var 18 år gammel, har Klarskov tilbragt halvdelen af sin tid som pornoskuespiller i USA, hvor hun har omkring 25 optagedage på en måned, og resten af tiden i Danmark, hvor hun har startet sit eget pornoproduktionsselskab. Fordi hun fra starten har haft sin egen virksomhed for øje, har hun været vidt omkring i pornobranchen, og hun ved fra første hold, hvor de store penge tjenes i dag:

"Noget af det, der bliver lavet mest af i dag, er 'ProAm': Porno med amatører foran kameraet, men professionelle bag det. Og jo mere du lader publikum bestemme, jo hårdere bliver det: dobbelt penetration, anal, ydmygelser af pigen - det er størstedelen af publikum til og sjovt nok også kvinderne," fortæller Klarskov og nævner ejerne af webportalen bangbros.com som nogle af dem, der har tjent allerflest penge i branchen.

Bangbros.com ligner umiddelbart et pornowebsite som så mange andre. Man kan vælge mellem "røvparade", "blowjob-ninjaer" og "store mundfulde" og bliver hurtigt bedt om penge for at komme videre til de saftige optagelser. Men Bangbros' hemmelighed er, at de overskred grænsen mellem virkelighed og fiktion. I deres film går en mand ud med et kamera over skulderen og får overtalt en angiveligt fremmed pige til at gå med hjem og gå i seng med ham for åbent kamera - den såkaldte gonzostil. Eller en pornomodel stilles ud på en landevej og blaffe, indtil en angiveligt fremmed lastbilchauffør tager hende op og knalder hende efter forgodtbefindende - et format, som Denice Klarskov har trukket grænsen ved.

"Jeg lavede den scene med voldtægten, hvor jeg blev dræbt, fordi jeg ville have erfaringen at kunne tale ud fra, og det er ikke noget, jeg gør igen. Men den scene må producenterne også kun vise i sammenhæng med et interview, hvor jeg bagefter fortæller, at alt er okay. Med Bangbros tror mange folk i Danmark, at pigen virkelig BLIVER overladt til fremmede folks nåde, og det var for krænkende for mig. Jeg synes i det hele taget godt, det må være groft eller hårdt, men ikke hvis pigen ikke ser ud som om, hun har lyst til det," siger hun.

Ikke mindst blandt unge er gonzogenren en af de mest populære i dag. Så populær, at den tilsyneladende er den direkte inspiration for en dogmefilm: Fuckland fra år 2000 af den argentinske instruktør Jose Luis Marques, der i filmen med et håndholdt videokamera beslutter sig for at erobre Falklandsøerne gennem at befrugte en britisk kvinde.

Mellem over- og underkultur

Obskønitet er en relation.

Georges Bataille: Erotikken, 1956

At gonzopornoen sidst i 90'erne brød det, der i teater hedder "den fjerde væg" - den mellem skuespillere og publikum - er en logisk udvikling for en branche, der fra starten har været medieformaternes avantgarde. Pornoproducenterne så fremtiden for specialisering og segmentering før alle andre, og de har været et skridt foran den øvrige branche de sidste 40 år: Fra pornobiograferne til hjemmevideoen, fra hjemmevideoen til internettets myriadeverden, hvor selv den allermest specialiserede perversion kan finde frem til en tilfredsstillelse, og pornoproducenterne som nogle af de eneste har formået at tjene penge.

Imens har også pornoens mainstream løbende undergået nye udviklinger. I 90'erne handlede det om lækre, æstetiske og smagfulde fotografer som Michael Ninn, Andrew Drake og Trevor Watson og om overmenneskeligt perfekte drømmepiger som Jenna Jameson, Sarah Young og Katja Kean. Efter årtusindskiftet og med internettets fremkomst har mainstreampornoen skåret ned i budgetterne og op for produktionen, men barbiedukkerne er også afløst af nye, mere komplekse alt porn-stjerner som franske Ovidie, der har både piercing, tatovering og myspace-profil og er poster girl for en generation af sexsymboler, der har flere tatoveringer end blonder og bruger mere sort hårfarve end brintoverilte.

Endelig har vildt trendy magasiner som homotidsskriftet Butt Magazine, der trykker supergode interview ved siden af Gucci-reklamer og erigerede lem, gjort op med ideen om, at sex og liderlighed hører til hemmelighedernes og fantasiens verden. Som den ene af Butts udgivere, Gert Jonkers, for nylig forklarede i New York Times: "Vi er SÅ meget ikke til fantasier. Vi kan virkelig godt lide virkeligheden her ... Vi har altid været forvirrede over, hvorfor sex blev adskilt fra virkelig-heden og placeret i et drømmelandskab, hvor det absolut skulle være perfekt."

Porno overalt

"Hent smørret".

Paul (Marlon Brando) til Jeanne (Maria Schneider) i Bernardo Bertoluccis Sidste tango i Paris, 1972

Alt dette nye er for subkulturerne allerede gammelt, og imens fortsætter den kommercielle branche ufortrødent med at tjene millioner på porno af den langt mere usentimentale slags.

Som den danske pornoproducent Roland, der i en alder af 32 har filmet og produceret 21 dvd-pornofilm og i alt omkring 500 pornografiske scener, forklarer om sit syn på porno:

"Porno og kunst hænger ikke sammen. Porno er noget, som mænd sætter på tv'et for at tage en pikspiller eller vise det til deres kæreste og sige: 'Sådan skal du gøre'."

En noget anden version end den, man kan høre fra liebhaveren Nicolas Barbano, der stadig ikke har sluppet begejstringen:

"Pornoen overrasker mig stadigvæk konstant, giver mig kvalme og udvider min horisont - hvad enten det er en brutal ydmyger som Rocco Siffredi (voldelig italiensk pornostjerne, red.), som gjorde mig vred i starten, eller bølgen af tvekønnede shemales, som stadig virker naturstridig på mig. Men sådan havde folk det vel også i 1972, da analsex for mange folk kun var associeret med homoseksualitet, og Marlon Brando i Sidste tango i Paris kom op i røven på Maria Schneider."

For tag ikke fejl: Samtidig med at pornoen konstant er blevet mere specialiseret, er den også blevet mere bred og allestedsnærværende.

"Pornoen findes på alle niveauer," siger Barbano, "fra den højeste til den laveste kultur."

I Politikens Boghal kan man finde den under 'fotokunst', på folkebiblioteket under 'franske tegneserier', i Grand under Idioterne eller Shortbus, i damebladet Woman under 'lær at give det perfekte blowjob'. Pornoen er overalt, men det betyder dog ifølge Barbano langtfra, at den er blevet betingelsesløst acceptabel:

"TP Musik kan stadig nægte at føre min romantiske sexfilm All About Anna, fordi den opfattes som porno, men samtidig sætte Caligula på katalogforsiden, selv om den har analvoldtægt, smerte, blod, homosex og kæmpe pikke ind og ud af kvinder, som er tvunget til det. For den er jo med Helen Mirren og Malcolm McDowell, så det er kunst. Det er pornoens skæbne, at den ikke må hedde 'porno', men bliver tilladt i bobler, under andre navne, i forbigående perioder eller bare som det element i kunsten, den altid har været."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu