Læsetid: 12 min.

Europas undertrykkende arv

Fortid og fremtid. Vi er endnu ikke kommet ud af skyggen fra Auschwitz' århundrede, skriver den ungarske Nobelprisvinder i litteratur Imre Kertész. Et ideologisk vakuum er trådt i stedet for den fornyelsens dynamik og besindelse på sine egne værdier, som Europa har så desperat brug for
Europa er konstant blevet mindet om at huske historien, men utroligt nok står vi i dag med den samme ideologiske ubeslutsomhed som før det 20. århundredes to verdenskrige, mener nobelprismodtager Imre Kertész.

Europa er konstant blevet mindet om at huske historien, men utroligt nok står vi i dag med den samme ideologiske ubeslutsomhed som før det 20. århundredes to verdenskrige, mener nobelprismodtager Imre Kertész.

Georgios Kefala

23. juni 2007

Efter de mange grufulde prøvelser i det århundrede, som vi nu har lagt bag os, fulgte i sidste ende et uventet og glædeligt lyspunkt: Jeg sigter her til Sovjetimperiets ublodige sammenbrud - denne overrumplende, næsten ufattelige begivenhed, som udviklede sig efter egne lovmæssigheder, ikke ulig et overvældende naturfænomen, vi kun kan se på med ærefrygt eller rædsel, men som det ikke er i vores magt at kunne påvirke.

Da den store lerfæstning brast, blev der tændt glædesblus, og hele Europa hensattes i sorgløse festligheder. Først da den indledende eufori var klinget af, begyndte man at overveje, hvilken arv den bortgangne gigant havde efterladt os, og det var dette ængstelsens klima, der kom til at undfange det europæiske ideal. Eller rettere: planen for den europæiske økonomiske og monetære union. For ikke et ord blev ytret om idealer.

Sandt at sige var alle glade over, at ideologiernes æra, som havde forvoldt så kolossale ulykker, omsider var ovre. Med det sidste totalitære imperiums undergang så det ud til, at også den sidste totalitære ideologi havde udåndet, og at der i Europa ikke længere var grobund for den beviseligt uduelige statssocialisme.

Så meget desto mere talte til fordel for den beskedne, men dog fremadskuende og rationelle vision om en økonomisk og monetær union. Europa har allerede for mange menneskealdre siden forpligtet sig på sin rationalistiske tradition, og skønt kontinentet undertiden har avlet irrationelle statsdannelser og tjent absurde magtkonstellationer, har det altid efterfølgende taget heftigt afstand fra disse. Så hvoraf udspringer så lige netop nu denne trang til at udstyre et i øvrigt så fuldstændig nødvendigt system af konventioner og institutioner som Den Europæiske Union med idealer - til at idealisere, ja endog ideologisere det?

Det vil vokse sammen af sig selv

Den pragmatisme, som herskede i forhandlingsværelserne, fra hvilke der udelukkende hørtes brudstykker af finansielle argumenter eller fingertrommen på bordplader fra parter, der kun førte kampagner for deres egne interesser, viste sig at være et sprog, som mange ikke forstod - ja, måske ingen overhovedet i alle de østeuropæiske lande, som netop havde genvundet deres uafhængighed. Disse stater blev overladt til sig selv, og hvor ejendommeligt det end kan lyde, blev elendighedens vished om at være under en udenlandsk magts åg fortrængt af en angst og rådvildhed, der efterhånden fik overtaget. Til ingen nytte var de hule skulderklap og oppustede fraser om, at "det, der hører sammen, vil vokse sammen" - helt frem til denne dag er sårene stadig ikke helet, mens et ideologisk vakuum er trådt i stedet for fornyelsens dynamik.

Det var en afgørende stund, for dengang blev Europas skæbne - som jeg ser det - bestemt. Ja, vores skæbne, den skæbne vi nu er ved at gennemleve med gamle aftalers uventede nedbrud, med radikaliseringen, frygten for terror og den tiltagende følelse af magtesløshed i vores konfrontation med alt dette. Folkemordet i Jugoslavien gjorde det klart, at Europa ikke var rede til at tage imod den undertrykkelsens arv, som Sovjet-kolossen havde overdraget til det. I nogle få år vovede man ganske enkelt ikke at se i øjnene, at den apokalyptiske afgrund, som nu, 15 år senere, truer med at opsluge hele verden, allerede havde åbnet sig ved Europas sydøstgrænse.

Nogen vil måske finde disse ord bombastiske, men jeg ser ingen grund til at undskylde. Jeg er overbevist om, at alvorens time, i bogstaveligste forstand, er kommet, hvor behovet for ægte analyse af kendsgerninger burde presse sig frem til fordel for de populistiske klicheer, det juridiske hovmod eller den politiske følelsesmanipulation. I disse år tales der meget om 'det gamle Europa', om traditioner og om europæisk kultur, og der kan ikke være nogen tvivl om, at den krise, ja rent ud sagt splittelse, som vi er vidne til overalt i Europa, for en stor dels vedkommende er af kulturel natur. Europa står i dag over for tilsvarende principielle spørgsmål som i 1919 og 1938, og det brydes med samme ubeslutsomhed med disse som dengang. Hvordan er dette muligt, når vi i det mere end halve århundrede, der er forløbet siden Anden Verdenskrig, ustandselig er blevet indprentet vigtigheden af at huske, fastholde mindet om krigens rædsler og besinde os på den lære, der kan uddrages fra Holocausts og Gulags lejre, så disse grusomheder aldrig risikerer at blive gentaget?

At huske er utvivlsomt svært. For ikke så længe siden var jeg gæst ved en udstilling, der omhandlede de forbrydelser, den tyske værnemagt begik under Hitler, og pludselig greb jeg mig selv i at flakke rundt med distanceret mine, som en høflig fremmed, for ikke at lade mig gå på af den gru, der var stillet til skue. Hvordan kunne jeg overhovedet glemme, at også jeg selv blev udsat for disse grusomheder, men overlevede? Havde jeg da glemt duften af et dugfrisk morgengry, der flænges af knitrende geværsalver? Eller søndagsaftenerne i koncentrationslejrene, når den næste i køen til krematorieovnen stadig drømte om fantastiske festkager? Og selv om jeg ikke havde glemt alt dette, så var det på en eller anden måde brændt ud og stedt til hvile i mig, så såre jeg omsatte det til ord.

Denne ro opgiver jeg ikke gerne, skønt dette er præcis, hvad der er påkrævet: Den skam, som disse billeder og dokumenter er vidnesbyrd om, angår os alle, uanset om vi var til stede, da mennesker måtte grave deres egne massegrave for at kunne falde direkte deri, når de blev skudt af deres medmennesker, eller vi kun har vor viden om disse uhyrlige kendsgerninger - kendsgerninger, vi aldrig vil kunne befri os selv fra - fra den historiske tradering. Det var et karakteristisk fænomen ved det 20. århundrede, at politik og kultur ikke blot blev gjort til hinandens modsætninger, men sågar til hinandens fjender. I dette værdisammenbruddets rædselsårhundrede blev alt, hvad der engang havde nogen værdi, gjort ideologisk.

Det er nu mere åbenlyst end nogensinde, at der eksisterer mindst to Europaer, hvori den fælles historie, den fælles europæiske arv, afspejles på mindst to forskellige måder. Der hersker en generel forståelse af, at demokrati er en politisk ordning. Men tænker man nøjere over det, er demokrati snarere en kultur end et system - og for så vidt bruger jeg her dette ord i samme forstand som en gartner ville bruge det.

I Vesteuropa er demokratierne organisk udviklet. Som et politisk system spirede demokratiet frem på en social kulturs jordbund i kraft af en proces af økonomiske, politiske og mentalitetsbetingede nødvendigheder, selv om det også skete med hjælp fra succesrige revolutioner og store samfundsmæssige kompromisser.

Ideologi ophævet til statsreligion

Helt anderledes forholder det sig med Central- og Østeuropa, hvor de politiske strukturer blev installeret først - for så vidt de altså er installeret - hvorefter det dernæst var op til disse samfund at påtage sig den gradvise, besværlige og undertiden smertelige opgave at tilpasse sig disse strukturer. Men var dette ikke også fremgangsmåden ved den såkaldte socialisme? I mange tilfælde blev denne jo bygget direkte oven på et feudalt systems fundamenter. Og det groteske ved den var netop, at ophøjelsen af ideologien til statsreligion stod i så skærende et misforhold til, hvordan den fungerede i praksis. Denne brutale modsigelse kunne der kun slås bro over ved at gribe til terrorens midler. Frem til i dag er følgerne af dette stadig mærkbare.

Lad os få dette på det rene: Det 20. århundredes egentligste nyskabelse var den totalitære stat og Auschwitz. Det 19. århundreds antisemitisme, f. eks., var endnu knapt i stand til at forestille sig og ville formentlig næppe heller have ønsket sig en Endelig Løsning.

Auschwitz kan derfor ikke begribes ud fra antisemitismens oprindelige, arkaiske, for ikke at sige klassiske, begreber. Man må forstå, at der her ikke foreligger nogen organisk sammenhæng. Vor tidsalder er ikke antisemitismens, men Auschwitzs. Og vores tidsalders antisemit farer ikke frem imod jøder, men higer efter et Auschwitz, et Holocaust.

Eichmann udtalte, da han blev afhørt under retssagen mod ham i Jerusalem, at han aldrig havde været antisemit, og skønt de tilstedeværende i retssalen brød ud i latter, er det ikke utænkeligt, at han talte sandfærdigt. For at kunne myrde millioner af jøder havde den totalitære stat i sidste ende ikke så meget brug for antisemitter, som den havde brug for gode organisatorer. Vi er nødsaget til klart at indse, at intet totalitært parti og ingen totalitær stat kan eksistere uden diskrimination, og at diskriminationens totalitære form nødvendigvis er massemordet.

Det er ikke let at leve med vores historiske erfaringers byrde. Det er ikke let at se den brutale kendsgerning i øjnene, at hint eksistentielle lavpunkt, til hvilket menneskeheden fornedrede sig i vores århundrede, ikke bare er en vanvidshistorie, som er særegen for en eller to generationer, men tillige også repræsenterer en generel menneskelig mulighed, dvs. en erfaringsnorm, som under givne omstændigheder også vil kunne indbefatte vore egne livsomstændigheder.

Frihed uden kamp

Der var engang, da mennesket var Guds værk - en tragisk skabning med et behov for forløsning og frelse. Dette ensomme væsen lod den ideologiske totalitarisme gå op i massen, spærrede det inde bag et lukket politisk systems mure og degraderede det dermed til et maskineris livløse bestanddel. Herefter findes der intet behov for frelse, for mennesket er ikke længere ansvarligt for sig selv. Ideologien har berøvet mennesket dets kosmos, dets ensomhed, dets skæbnes tragiske dimension. Det har presset det ind i en på forhånd fastlagt eksistens, hvor dets skæbne styres af dets oprindelse, dets raceklassifikation eller klasseloyalitet. Og med berøvelsen af sin skæbne som menneske, blev det også frataget sin virkelighed som menneske - selve følelsen af at være i live så at sige. Uforstående står vi over for en totalitær stats potentielt forbryderiske gerninger, skønt alt, hvad der kræves, er, at vi indser, i hvilken grad det moralske liv og den menneskelige fantasi undergraves af dette nye kategoriske initiativ: den totalitære ideologi.

Denne problematiske situation er ikke afhjulpet af Den Europæiske Unions i øvrigt helt nødvendige og længe ventede østudvidelse. Østeuropas folkeslag blev befriet på en sådan måde, at de på det individuelle plan ikke selv kunne gøre meget dertil. Ganske vist var der også begivenheder som arbejderopstanden i Østtyskland i juni 1953, den ungarske revolution i 1956, Prag-foråret i 1968, Solidarnocs-bevægelsen i Polen op igennem 1980'erne - men alle disse udtryk for modstand blev til forbitrelsens skoler.

Betydningsfulde historiske begivenheder kan kendes ved, at de har en fortsættelse. De historiske begivenheder, jeg netop har opregnet, havde ingen organisk fortsættelse. Deres konsekvenser var alene undertrykkelse, desillusion og en endnu mere lammende følelse af forladthed og resignation. I sidste ende ønskede alle sig sammenbruddet, men ingen ville tro på det, ingen ville gøre noget for at få det til at ske. Og da det omsider oprandt, uden at de selv havde behøvet at løfte en finger, så folk sig omkring med flimrende blikke og temmelig vantro miner, hvis da ikke ligefrem med decideret modvilje.

Netop fordi de ikke selv tilkæmpede sig deres egen frihed, og fordi deres værdier, som i vidt omfang havde tjent en strategi for national og individuel overlevelse, med ét kom til at fremstå som ubrugelige, hvis de da ikke tog sig ud som skændig kollaboration, oplevede en ikke ubetydelig del af disse samfund den frihed, der dumpede ned i deres skød, som et sammenbrud. Og da de rakte deres arme ud for at få støtte fra Vesteuropas demokratier, var alt de fik et brysk håndtryk og et opmuntrende klap på skuldrene.

Vesteuropa kunne ikke beslutte sig for, hvad det skulle stille op med sine østlige naboer, og set fra den anden side affødte dette en krænkethed så karakteristisk, som den kendes fra forarmede slægtninge. Frihedens gevinst frisatte ikke så meget en fornyelsens ånd, som den genopvakte den slette fortid og ressentimentet i form af det maniske nationalistiske anfald, der satte ind med åbningen af århundredgamle nationale sår, som degenererede til mord og folkemord, eller andre steder til en mere dæmpet nationalisme i en demokratisk maske.

I en tidsmaskine til fortiden

Sandt at sige kom dette som en overraskelse for alle. Selv de sande skeptikere og selv de mest pessimistiske iblandt disse var lamslåede over den uventede livskraft efter vendepunktet i 1989-90 af idealer, der blev anset for for længst begravede, og adfærdsformer og tankegange der for længst blev anset miskrediterede. Det var, som nogen i hele denne detonation der gennemførtes med så stor omhu og disciplin og uden så meget som et klynk, havde glemt et afgørende element i den fusionsproces, som nu - da den blev frigjort fra sine hæmninger - snurrede rundt med en sydende, spruttende lyd, ikke ulig en pludseligt aktiveret granat efterladt fra en eller anden gammel krig.

Hvem ville have troet, at den såkaldte 'Fløjlsrevolution' for Østeuropas folk ville vise sig at være en tidsmaskine, der ikke så meget førte frem som tilbage til en tid, hvor de kunne genoptage de smålige spil, som de stort set havde ladet ligge fra omkring 1919, da Første Verdenskrig sluttede? Som om intet var sket i mellemtiden. Som om den blodigste og mest traumatiske fase i europæisk historie slet ikke havde fundet sted - en fase, hvori de selv havde været både yderst aktive og yderst passive deltagere, men som de aldrig havde redegjort ordentligt for over for sig selv, men foretrukket hurtigt at glemme.

Amnesipatienter eller selvmordere

Da vi nåede frem til det 21. århundredes tærskel, var vi utvivlsomt overladt til os selv, etisk talt. Menneskets rigdom, i den mere ophøjede forstand, ligger hinsides dets historiske eksistens - om end ikke i undgåelsen af historiske erfaringer, men tværtimod ved at gennemleve, tilegne og tragisk identificere sig med disse. Alene viden kan hæve mennesket over historien. I en tid præget af en totalitær histories deprimerende tilstedeværelse og med den fratagelse af alt håb, som dette indebærer, er viden det eneste værdige tilflugtssted, det eneste sande gode.

Kun i lyset af denne viden, opnået igennem førstehåndserfaringer, kan man stille spørgsmålet: Kan alt det som er begået med alle disse lidelser til følge overhovedet skabe noget af værdi? Eller for at være mere præcis: Kan vi tilføre vore egne liv nogen værdi? Eller vil vi, som amnesipatienter, glemme alt eller, som selvmordere, feje alt til side. For det er én og samme radikale ånd, der gør skandalen, ydmygelsen og skammen til arvegods for den menneskelige opmærksomhed. Men det er også på én og samme tid også befrielsens ånd, for den påtager sig ikke at udstille nihilismens smitsomme syge til fuld beskuelse for blot at bukke under for disse kræfter. Tværtimod gør den dette, fordi den søger at berige sine egne vitale kræfter ved netop denne modstand.

Et Europa uden kompromisser

Som jeg nærmer mig afslutningen for, hvad jeg vil sige, vil man måske bebrejde mig, at jeg ikke har fremsat ét eneste specifik og konkret forslag. Sandt at sige indrømmer jeg ikke at have forstand på hverken politik, økonomi eller regeringskunst. Jeg aner ikke, hvordan vi kan løse flygtningeproblemet eller afhjælpe de sociale dårligdomme. Jeg ved ikke, hvordan vi skal favne de fattigere lande og værdifulde mennesker. Jeg har intet bud på, hvordan terrorismen kan udryddes og en ny sikkerhedsorden skabes. Men én ting tør jeg hævde at forstå mig på: At en civilisation, som ikke klart forfægter sine værdier eller lader disse erklærede værdier i stikken, dermed kommer til at betræde en sti, som fører til fortabelse og terminal debilitet. For så vil andre blot forfægte deres værdier, og i disse andres mund vil de ikke længere være værdier, men blot lige så mange påskud for uhæmmet magtudøvelse uden nogen retledning fra hverken himmelske eller jordiske magter.

Vi må skabe vores værdier for os selv, dag for dag, og med den utrættelige, om end usynlige etiske anstrengelse, der i sidste ende vil bringe disse værdier klart for dagens lys og indstifte en ny europæisk kultur. Når jeg skal forestille mig fremtidens Europa, ser jeg for mig et stærkt Europa, der er opfyldt af selvtillid - et Europa, der altid vil være rede til at diskutere, men aldrig nogensinde vil gå på kompromis med det, der virkelig gælder. Lad os ikke glemme, at Europa selv blev til som et resultat af en heroisk afgørelse. Athen besluttede sig for at byde Persien trods.

© Süddeutsche Zeitung og InformationOversat fra tysk af Niels Ivar Larsen med tilladelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu