Læsetid: 5 min.

Fingerfornemmelse for landskab

Umiddelbart inden fejringen af Fingerplanens 60-årsdag deltog Information i en flok landskabsforskeres foredragsekskursion til 'Kongernes Nordsjælland' - for at høre et bud på, hvad vi skal stille op med det åbne land
Umiddelbart inden fejringen af Fingerplanens 60-årsdag deltog Information i en flok landskabsforskeres foredragsekskursion til 'Kongernes Nordsjælland' - for at høre et bud på, hvad vi skal stille op med det åbne land
9. juni 2007

På vej ad grusvejen tilbage til bussen tilføjer Tine Falkentorp: "I skal bare huske billedet, når vi taler om de her korridorer!"

Billedet, der skal huskes, er omgivelserne; et meget grønt og bulet Nordsjællandsk sommerlandskab med fritgående køer, som går dovent rundt og vifter med halen. Korridorerne, Trine Falkentorp lige har fortalt om, kræver en lidt længere forklaring, så dem vender vi tilbage til.

Trine Falkentorp er en af hovedhjernerne bag "Kongernes Nordsjælland", et pilotprojekt, som kan blive til Danmarks første nationalpark. Sådan nogle skal vi nemlig have, men hvor er ikke besluttet endnu.

Flokken af tilhørere, som Tine Falkentorp forsøger at holde styr på, består af nogleogfirs landskabsnørder: byplanlæggere, landskabsplanlæggere, geologer, geografer, landskabs-, landbrugs-, og landdistriktsforskere. Alle samlet torsdag og fredag på kursuscentret Kollekolle ved Værløse for at debattere det danske landskabs fremtid ved Åben Land Konferencen 2007 - den tiende af slagsen. Og det giver god mening at debattere det åbne land: Det er nemlig under hastig forandring. Hver dag lukker tre landbrug, og når byboerne flytter på landet, er det for idyllens skyld, og ikke på grund af den gyllelugt, som moderne landbrug gerne fører med sig. Er der ikke knald nok på konflikten i dén ret, kan man jo krydre med driftige erhvervsfolks ønsker om at bygge nye (og ofte grimme) lagre og produktionsanlæg i landskabet - og med klimaforandringer, ornitologer, hesteelskere, naturgenoprettere og golfspillere. Så begynder det så småt at smage lidt af kulturkamp.

Og torsdagens busekskursion for landskabsnørder gik altså ud i det grønne Nordsjælland, hvor der er godt gang i kulturkampen om landskabet. Forinden er der blevet uddelt kort over den foreslåede nationalpark.

Rødt og grønt

"Som I kan se, er der tre røde kerneområder forbundet med grønne korridorer," forklarer Trine Falkentorp i bussens mikrofon på vej mod nord. De røde kerneområder er statsskovene ved Arresø, Esrum Sø og Furesø - engang de danske kongers jagtrevir, deraf navnet 'Kongernes Nordsjælland'.

Og de grønne korridorer på kortet er så Tine Falkentorps hjertebarn: Smalle stykker af åbent land, som forbinder skovene, og hvor vilde dyr og planter skal kunne boltre sig, forklarer hun. Og så frisker hun lige Fingerplanen op, selvom den formentlig er ganske velkendt for de fleste i selskabet: Den første fingerplan er en - mener de fleste - landskabsmæssig genistreg fra 1947 og er siden blevet en del af Kulturministeriets Arkitekturkanon. Planen går ud på, at København skal vokse udad i fem fingre mod Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør (og siden desuden Farum). Byområderne langs fingrene vokser et par kilometer på hver side af jernbanen, og det er smart:

"Så undgår man byspredning og forøget bilkørsel," siger Tine Falkentorp. For det bliver belejligt for byboerne langs fingrene at tage toget istedet for bilen - og mellem fingrene, hvor byen ikke vokser, er der så åbent land til at dyrke, se på, cykle gennem og gå i - grønne områder helt ind til byen.

For enden af fingrene skal Kongernes Nordsjælland så ligge, forklarer Tine Falkentorp, mens bussen bevæger sig mod nord. Så følger et par landskabelige forklaringer om randmoræner, nydelige bygrænser og Fredensborg Slot - og så er bussen fremme ved indledningens haleviftende køer i det bulede landskab, som hedder Hellebæk Kohave.

Kultur eller natur

"Så, pas på, nu bumper det!" advarer Trine Falkentorp i sin mikrofon. Det skyldes, at Staten har købt vejen af kommunen og raspet asfalten op, så folk ikke gider køre her i deres biler. Dette er den eneste af Tine Falkentorps planlagte grønne korridorer, som allerede er realiseret.

Bussen stopper, og så går det på gåben ned af en lille grusvej ud i det grønne, til Tine Falkentorp siger "stooop!".

"Det her er, hvad vi forestiller os med en korridor, som kan give mere natur," siger hun og slår ud med armene. Ideen er at bevare åbent landskab på en måde, så det bliver ved med at være åbent, men så det primære ikke er effektivt landbrug.

"Køerne er en lokal landmands, så det er sådan en slags forpagtningsordning," siger hun og peger over mod en flok drøvtyggere et par hundrede meter væk. Køerne kan frit gå ud og ind af skoven og er ikke hegnet ind. Derfor kom de ikke på græs helt uden kontroverser:

"Alle byboerne i nærheden var ved at dø af skræk og turde ikke gå ud i skoven - hvis nu de blev overfaldet af køerne," forklarer Tine Falkentorp. "Men nu klager ingen mere."

En tilhører er lidt skeptisk ved Tine Falkentorps begejstring ved udsigten til "mere natur" med køer på, så han tager piben ud af munden og spørger: "Hvorfor kalder du det her natur? Det er jo et dyrket landskab?"

"Hvad vil du ellers kalde det?" genspørger en anden.

"Et kulturlandskab. Det er et kulturlandskab ligesom en hede eller en mark - "

"Men vil du ikke sige, at det her har naturindhold?"

"Jo, men det har en hvedemark også!" replicerer piberygeren.

Så skærer Tine Falkentorp igennem: "En hvedemark bliver slået, høstet, pløjet og indimellem brændt af. Så er der ikke plads til ret mange arter. Her kan der måske komme en timian op, og der er plads til en masse dyr og planter, der ikke er plads til i en opdyrket hvedemark," siger hun.

En anden tilhører vil vide, hvorfor det dog er nødvendigt at udpege en nationalpark for at lave lidt naturgenopretning - er det ikke bare et spørgsmål om, at det bliver lettere at rejse penge, hvis man kalder det en nationalpark?

"Jo, men det kan også vise en sammenhæng," svarer Tine Falkentorp. Hun mener, nationalparken kan vise, hvor stort man kan tænke, og dermed kan blive et eksempel til efterfølgelse andre steder.

"Jo flere eksempler, jo mere vil det kunne vise, hvad man kan gøre andre steder," siger hun.

Og så er det ind i bussen igen og hjem over stok, sten, bakke, mark, kyst og skov. For inden middagen skal der være tid til en skål for fingerplanens 60-års jubilæum - og sikkert også én for dens seneste efterfølger, Fingerplan 2007, som Miljøministeriet er ved at lægge sidste hånd på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu