Læsetid: 5 min.

En forfærdeligt lang rejse

Kiran Desai skriver sig ind den i postkoloniale litteraturkanon med et voldsomt underholdende og tragikomisk portræt af rodløse indere på jagt efter en identitet i deres hjemland og i New York
Kiran Desai skriver sig ind den i postkoloniale litteraturkanon med et voldsomt underholdende og tragikomisk portræt af rodløse indere på jagt efter en identitet i deres hjemland og i New York
Moderne Tider
16. juni 2007

Ikke så forfærdeligt langt inde i Kiran Desais nye roman, Det tabte land, diskuterer to anglofile indiske søstre nobelpristageren V.S. Naipauls A Bend in the River (1979).

Lola og Noni, som de ældre kvinder hedder, bor i en lille by ved foden af Himalaya-bjergene, hvor deres "tørresnor var tynget af Marks & Spencer-underbenklæder", og fjernsynet hver aften var indstillet på den kanal, der viste britiske komedieserier som Han, hun og godset eller Javel hr. Minister.

Lola synes, at Naipauls dystre romanklassiker om Afrikas møde med den moderne verden er svær at komme igennem. Forfatteren "hænger fast i fortiden- han har ikke gjort nogen fremskridt. Kolonineurosen, han har aldrig gjort sig fri af den", siger hun og underbygger sin påstand med udsagnet om, at tikka masala i dag - og vi skriver 1986 - har afløst fish and chips som Englands mest populære færdigret. "Det nye England", slutter hun af med at sige, er et "helt anderledes kosmopolitisk samfund".

På dette tidspunkt - altså omtrent en fjerdedel inde i romanen - er det imidlertid gået op får læseren, at det er Nona, der hænger fast i tidligere tiders myter om den britiske kolonimagts kulturelle mangfoldigheder.

Naipauls skeptiske visioner er derimod yderst aktuelle i Desais fiktive univers, hvori det kosmopolitiske samfund har spillet fallit, og immigranter i kølvandet herpå er blevet frarøvet enhver form for menneskelighed, mens tidligere britiske kolonier på tragisk vis splintres i deres forsøg på at finde en form for identitet.

Oprør i Nepal

Desai debuterede med romanen Sære hændelser i guavalunden (1998), der udspiller sig i en lille indisk landsby, hvori en særling bliver ophøjet til berømthed, fordi han nægter at kravle ned fra et træ.

Kulissen er indledningsvis den samme, en lille indisk landsby, hvortil teenageren Sai flytter, da hendes forældre dør. Hun får et værelse hos sin bedstefar, en pensioneret dommer, der allerede i første afsnit af bogen bliver ydmyget for øjnene af både Sai, hund og kok, da en flok drenge bryder ind og stjæler hans Grand Marnier, Lux-sæbe, Pond's koldcreme og ikke mindst hans geværer, der stammer fra hans tid i den britisk-indiske civiladministration.

Dagen efter bestikker dommeren politiet til at efterforske sagen, men allerede inden da er han blevet behandlet så respektløst af de indtrængende drenge, at Sai og kokken vælger at kigge den anden vej - på nogenlunde samme måde, som alle andre figurer i romanen senere gør det, når de lyver om forholdene både ude og hjemme for ikke at miste illusionerne om en tryg fremtid og en romantisk fortid.

Ydmygelsen får dommeren til at mindes sine år som studerende i 1940'ernes triste England, og mens læseren får serveret denne historie i et fragmentarisk anslag, kommer vi tættere på Sai og hendes opvækst i sin bedstefars hus, hvor hun knytter sig til kokken og langsomt forelsker sig i sin unge privatlærer, Gyan.

Forholdet mellem det unge par er beskrevet i yderst sensuelle og grafiske passager ("Når Gyan og Sai prøvede at rejse sig fra deres sløve eftermiddage sammen, var de smeltet ind i hinanden som smør"), men efterhånden går det dog op for Sai, at Gyan er aktiv i gruppen af nepalesiske oprørere, der kæmper for egnens selvstændighed. Deriblandt netop de drenge, der i starten af romanen frarøvede hendes bedstefar både ære og ejendom.

Det grønne kort

Parallelt med denne historie stiller Desai skarpt på kokkens søn, Biju, der på opfordring fra sin far er taget til New York, hvor han hjælper til i bagerier og restaurationer, mens han drømmer om et grønt kort.

"Han måtte have et grønt kort for at kunne rejse. Det var det absurde ved det. Hvor han dog ønskede sig en triumferende Efter-Det-Grønne-Kort-hjemkomst, tørstede efter den -," tænker han i en passage, der understreger, at det altså ikke handler om at blive i USA, for næ, nej, drømmen om den nye verden har hurtigt vist sig som et sandt mareridt.

New York, det traditionelle mønstereksempel på en smeltedigel, fremstår i Desais socialkritiske optik som en helvedes forgård, hvor immigranter lever i en underverden fyldt med rotter, frygt, fattigdom og længsler.

Efter at hans forrige arbejdsplads er blevet lukket af et hold fødevareinspektører, finder Biju således arbejde på en indisk restaurant, hvor han sammen med sine andre illegale indvandrer-kolleger naturligvis tager imod tilbuddet om gratis logi.

"Ved at tilbyde respit fra huslejerne i New York kunne de skære lønningerne ned til en fjerdedel af mindstelønnen, inddrage drikkepengene, holde øje med medarbejderne og drive dem til at slide som æsler 15, 16, 17 timer om dagen," som Desai skriver om indehaverne af Gandhi Café.

Afsnittene om Bijus oplevelser i Vesten spejler sig i passagerne, hvori dommeren mindes sin tid i London, hvor folk "rykkede væk, når han satte sig ved siden af dem i bussen", og "pigerne holdt sig for næsen og fnisede: 'Puha, han stinker af karry!'" - og understreger, at ikke meget har ændret sig for immigranter det seneste halve århundrede.

Fortræffelig oversættelse

Kiran Desai har skrevet en generøs, krævende og ambitiøs roman båret af en lyrisk stemme, der sprudler af vid, selvtillid og skønhed. Værkets få svagheder - hvad foregår der i hovedet på rebellen Gyan - overskygges fuldstændig af det mod og talent, forfatterinden demonstrerer i sit opgør med Vestens dominerende billede af vor multikulturelle verden, som et sted, hvor alle i hvert fald vil hinanden det bedste.

Efter endt læsning fristes man til at stille Det tabte land op på hylden med såkaldte postkoloniale klassikere som V.S. Naipauls The Mimic Men (1967), Salman Rushdies Midnights' Children (1981), Sara Suleris Meatless Days (1989) og Rohinton Mistys Such a Long Journey (1991), der alle finder deres brændstof i den indiske diaspora og kredser omkring sammenhængen mellem identitet og geografi, mens de undres over, hvorfor myterne om det gode Vesten er så svære at komme til livs i de tidligere britiske kolonier.

Slutteligt bør Thomas Harders fortræffelige oversættelse nævnes. Ud over på overraskende uanstrengt vis - sådan virker det i hvert fald - at fange forfatterindens ganske komplekse tone, der dirrer mellem det komiske og det tragiske, har han haft overskud til at lade engelske ord optræde, når det er på sin plads - som da forskellen på udtalen af tomater diskuteres - samt tilpas poetisk indsigt til at fange Desais originale billedsprog. Som da det om Gyans oldefar hedder, at han blev sendt til Mesopotanien som soldat, "hvor tyrkiske kugler lavede hans hjerte om til en si, så livet sivede ud af ham på slagmarken."

Kiran Desai: Det tabte land. Oversat af Thomas Harder. Aschehoug. 430 sider. ISBN 978-87-11-31255-1

Interview mandag med Kiran Desai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her