Læsetid: 3 min.

Hvad er der galt med os kvinder?

Find papirslommetørklæderne frem og gør dig klar til en omgang dybe suk. Jane Eyre og hendes Mr. Rochester indtager DR1
29. juni 2007

Han er svær at blive klog på. En nærmest menneskefjendsk og arrogant facon. En mørk og kold fremtoning. Med helt urealistiske forventninger til sin omverden og til den kvinde, han elsker. Men han er jo en gentleman. Og man kan mærke, at han er splittet: På den ene side er han fascineret, og en forelskelse er uundgåelig, men på den anden side er han jo en mand af god slægt, der ikke kan gifte sig under sin stand.

Det er denne type mand, der trækker flere millioner kvinder i biografen for at se Bridget Jones' dagbog, får dem til at købe dvd-versionen af BBC's indspilning af Stolthed og Fordom og får dem til at sukke højlydt over Mr. Rochester i serien Jane Eyre, der lige nu vises på DR1.

Realismen er væk

Toby Stephens spiller verdensmanden Mr. Rochester, der ansætter den unge Jane Eyre som guvernante på Thornfield Hall. Og det er jo en Brontë-kærlighedsroman, så der går ikke mange minutter før Jane Eyre og Mr. Rochester begynder at kaste skjulte blikke efter hinanden - bemærk, hvordan selv sproget påvirkes af romanstemningen. Det er længe siden, hvis det nogensinde er sket før, at undertegnede har brugt sætningen 'kaste skjulte blikke efter hinanden'.

Disse engelske kærlighedsromaner fra det 19. århundrede har en helt speciel effekt på mange kvinder. I 1990'erne begyndte en bølge af filmatiseringer af Jane Austen og Brontë-søstrenes romaner. Stjerner som Emma Thompson, Hugh Grant, Colin Firth, Kate Winslet og Ralph Fiennes iklædte sig de tunge gevandter og drog ud i det barske engelske hedelandskab, hvor naturen er sjælens spejl. Og det er kærlighedshistorien, der fokuseres på. Det bliver især tydeligt i denne filmatisering af Jane Eyre.

I Charlotte Brontës roman fylder fortællingen om Jane Eyres frygtelige barndom meget. Hun vokser først op som forældreløs bastard hos en rig familie, der behandler hende som en paria, senere kommer hun på en streng pigeskole. Romanen har i lange passager et næsten socialrealistisk perspektiv, men det stryger BBC let og elegant henover. Der skal en gentleman ind i billedet. Og i Storbritannien har man allerede udnævnt Toby Stephens som den nye Colin Firth, der spillede Mr. Darcy i BBC-serien Stolthed og Fordom og derefter opnåede ikonstatus.

Klæbrigt

Jane Eyre er næsten lige ankommet til Thornfield Hall, da Mr. Rochester, der ellers aldrig er hjemme, vender tilbage fra en forretningsrejse. De mødes tilfældigt uden at vide, hvem hinanden er og er næsten fjendtlige overfor hinanden til at begynde med. Sådan er denne romanform. Senere må de overgive sig til en uovervindelig kærlighed.

Det lyder klæbrigt. Det er det også. Men i Storbritannien har de evnen til at skabe disse filmatiseringer med en elegance og en sødme, der aldrig når kvalmegrænsen. Det hele er sat ind i en ramme, der er så anderledes fra moderne kvinders hverdag, at det er let at acceptere, at kønsrollerne er så arkaiske. Ganske vist er de kvindelige hovedpersoner ofte rebelske og lever ikke op til, hvad der passer sig for en kvinde. Men det er sikkert, at så snart hun får sin Mr. Darcy eller Mr. Rochester, så falder hun naturligt ind i det 19. århundredes kvindeideal. For det er vel det, der er hele formålet med livet? At få ham. I hvert fald så har disse BBC-filmatiseringer alle været kæmpesucceseer. Og det er ikke kun på grund af den smukke scenografi og det imponerende skuespil. Den moderne selvstændige karrierekvindes behov for at blive attrået, kurtiseret og elsket betingelsesløst er lige så forudsigelig som en Charlotte Brontë-roman. Heldigvis kan hun få afløb for det kl 20 søndag aften, så kan hun altid vende tilbage til at være en selvstændig kvinde kl. 21.

Jane Eyre, DR1 søndag 20.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu