Læsetid: 5 min.

Hvorfor kunne Polen?

Læsning af en rabbiners personlige erindringer om et liv som ortodoks jøde i 1930'ernes Polen foranlediger brand- aktuelle spørgsmål
Moderne Tider
16. juni 2007

Der kan være noget uimodståeligt og fristende ved at vælge en bog ud i bogladen, man aldrig har hørt om, uhildet kaste sig over læsningen og finde en ny vinkel på et brændende spørgsmål.

Den oplevelse havde jeg, da jeg læste rabbiner Ben-Zion Golds erindringer, The Life of Jews in Poland before the Holocaust. Gold er et relativt ubeskrevet blad, direktør gennem 40 år for det jødiske center Harvard-Radcliff-Hillel i Cambridge, Massachusetts.

Men hans erindringer er fængslende stof, fordi de belyser et centralt og stadigt aktuelt spørgsmål i moderne europæiske historie: Hvordan formåede polakker og jøder at leve sammen i relativ fred og fordragelighed igennem 4-500 år uden den store splid og splittelse?

Tilbage til multikulti

Golds erindringer er et ekstraordinært personligt vidnesbyrd om den adskilte og tillukkede verden, som en million religiøse jøder levede i i Polen indtil begyndelsen af 1940'erne, hvor de blev gennet ind i ghettoer af den nazistiske besættelsesmagt.

Det var en verden, som blev bragt til et abrupt og definitivt ophør i gaskamrene. Den vil aldrig genopstå i Østeuropa, skønt mange i den unge generation af polakker i dag kaster et længselsfuldt blik tilbage på det flerkulturelle og multireligiøse samfund, som deres forfædre voksede op i. Disse unge polakker prøver nu at genoplive dette hengangne samfund med jødiske restauranter drevet af polakker, med klezmer-musik spillet af polakker, med studier af jødernes historiske bidrag til polsk kultur, etc.

I 1930'erne var 3,5 mio. ud af 20 mio. polske statsborgere af jødisk herkomst. Af disse betragtede 2,5 mio. sig formentlig som polske jøder. De accepterede polsk nationalitet, men markerede deres egne religiøse højtideligheder, spiste kosher og kunne i mange tilfælde tale noget jiddisch - ud over polsk. Den sidste million var formelt polske statsborgere, men de levede et liv, hvor de kun sjældent kom i nær berøring med kristne og sækulære polakker.

Ortodokse jøder i Polen drev deres egne seder (folkeskoler) og yeshivaer (svarende til religiøse gymnasier). I 1930, fortæller Gold, blev den første nationale yeshiva indviet i Lublin, som er et katolsk center i Polen, med deltagelse af polske regeringsrepræsentanter. Der fandtes et væld af ortodokse jødiske sekter, herunder hasidiske jøder, som havde næsten ubegrænset mulighed for at udøve deres religion og bevare deres skikke uden indblanding fra staten.

Ingen anden europæisk stat gav et stort etnisk og religiøst mindretal så stort spillerum som Polen gjorde før Anden Verdenskrig. Indtil midten af 1930'erne, fortæller Gold, var undervisning i polsk sprog og historie ikke obligatorisk i jødiske skoler. Mange af de en million ortodokse jøder talte ikke polsk særligt godt. Deres modersmøl var jiddisch, og så lærte de i øvrigt at læse toraen og talmuden på hebraisk og aramæisk.

Da marskal Jozef Pilsudskis regering i 1935 tvangsindskrev sederskoler til undervisning i polsk, lød kravet på et par timer om ugen.

Der er flere forklaringer på, at alt for mange polakker ikke kom deres jødiske fæller til undsætning under tyskernes jødeforfølgelse. Det forsøger en nyligt udgivet pamflet Difficult Questions in Polish-Jewish Dialogue at råde bod på. En af forklaringerne er, at polakkerne - til forskel fra danskerne under besættelsen - ikke havde en polsk samarbejdsregering, som repræsenterede deres interesser over for tyskerne. Jøderne var dermed prisgivet.

En anden er, at tyskerne så sig selv som et herrefolk og var ude på at gøre polakkerne til et slavefolk. Hundredetusinder af polakker blev sendt til arbejds- og koncentrationslejre. 100.000 kristne polakker mistede livet i disse lejre. Så polakkerne var fuldt optaget af at forsvare sig selv.

Men der er selvfølgelig en vigtig og unævnt grund til, at polakkernes solidaritet over for især de ortodokse jøder måske ikke var så intens, som over for assimilerede polske jøder. Denne ene million religiøse jøder havde gjort en dyd ud af at leve i næsten total adskillelse fra det polske samfund. I et fleretnisk og multireligiøst samfund som det polske var det ikke en sund form for sameksistens i længden, især da ikke i 30'ernes fremmedangste atmosfære.

Mænd med skæg

Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at den polske stat - efter uafhængigheden i 1918 - førte en så liberal og tolerant politik over for det jødiske mindretal. Dengang stod de religiøse jøder virkeligt frem som 'fremmede' i polske byer og landsbyer (shtetl). De klædte sig anderledes, mændene havde fuldskæg, de drev deres egne butikker, slagterier, spisesteder, skoler, synagoger og hoteller.

Drenge og piger måtte ikke tale med hinanden. Mænd måtte ikke ses uden for huset med andre kvinder end deres egen kone. I skoler og synagoger blev kønnene holdt adskilte. Alligevel blev de religiøse jøder i høj grad tolereret. Der herskede masser af antipati og fordomsfuldhed imod dem, især fra religiøse katolikker. Men det var ikke en ensrettet vej. Som Gold beretter, gjorde man i hans familie og omgangskreds ofte grin med goyim - f.eks. fordrukne og urene polakker.

Efterhånden som den europæiske tidsånd - 30'ernes antisemitisme og racisme - kom til Polen og blev udnyttet politisk af det yderste nationale højre, indskrænkede den polske stat det jødiske mindretals privilegier. Sådan var det desværre overalt i Europa.

Og hvad med Danmark

Parallellen til håndteringen af det muslimske mindretal i Europa i dag er urovækkende. Kan det virkelig være rigtigt, at Polen var et langt mere frisindet og tolerant land at leve i for et religiøst mindretal, end Danmark og andre europæiske lande er i vore tider? Spørgsmålene melder sig naturligt: Hvorfor frygtede sækulære polakker ikke disse fremmede, som var kommet fra Mellemøsten?

Hvorfor fik de lov at leve i fred? Hvorfor blev de ikke tvunget til at integrere sig i samfundet og blive fuldblodspolakker af opportunistiske politikere? Hvorfor fik de ikke at vide, at religiøse klædegenstande i den offentlige sfære er uønskede. Hvorfor blev de ikke sendt tilbage Palæstina, hvor de jo faktisk hørte hjemme? Og hvorfor kunne Polen dengang, når Danmark ikke kan i dag?

Ben-Zion Gold: 'The Life of Jews in Poland Before the Holocaust - a memoir', University og Nebraska Press, 2007, 152 sider, US-dollar 21.95, ISBN 9780803222229

'Difficult Questions in Polish Jewish Dialogue', Forum for Dialogue Among Nations & American Jewish Committee

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her