Læsetid: 5 min.

Jagten på den forsvundne pige

Bortførelsen af britiske Madeleine McCann har sat gang i et mediecirkus med millioner af videresendte mails, plakater, artikler, tv-spots, hjemmesider og løsesummer. Interessen er på kanten til massehysteri og handler mere om angst, ensomhed og længsel efter fællesskaber, siger historiker Henrik Jensen og filosof Lis Nielsen
Bortførelsen af britiske Madeleine McCann har sat gang i et mediecirkus med millioner af videresendte mails, plakater, artikler, tv-spots, hjemmesider og løsesummer. Interessen er på kanten til massehysteri og handler mere om angst, ensomhed og længsel efter fællesskaber, siger historiker Henrik Jensen og filosof Lis Nielsen
2. juni 2007

Den fire år gamle, engelske pige Madeleine McCann blev bortført fra sin families hotellejlighed i Algarve den 3. maj, mens hendes søskende - de to-årige tvillinger Sean og Amelie - sov i samme værelse, og forældrene spiste middag i hotellets restaurant 80 meter væk. Da forældrene gik, sov alle tre børn, og en af de voksne gik op og så til børnene hvert 30. minut. Halvanden time senere var Madeleine væk.

Det kunne være enden på den historie; årligt forsvinder omkring 600 britiske børn, mange bliver fundet, nogle stykker gør ikke. En del sager får opmærksomhed i medierne, nogle gør ikke, men en ting er sikker: Storbritannien har aldrig nogen sinde set en sag, hvor et bortført barn har givet anledning til så massiv en interesse som denne.

Den officielle hjemmeside for 'find Madeleine-kampagnen' havde 25 millioner hits den dag, den åbnede. Nu er tallet på over 100 millioner. E-mail-kampagnen, hvor forskellige opfordringer til at hjælpe med at finde den forsvundne pige videresendes, cykler kloden rundt som en netbåren tsunami. Og i sidste uge meldte adskillige multinationale selskaber sig på banen med sponsorstøtte til McCann-forældrene, der ikke agter at forlade Portugal, "før vi har fundet Madeleine".

Billedet af den forsvundne lille pige hænger nu i alle britiske og mange franske lufthavne, i benzinstationerne hos BP, Shell, Texaco, Esso og TOTAL/ELF, i McDonald's, den franske supermarkedskæde Carrefour, de franske banker Crédit Agricole og La Poste samt den spanske Banco Santander og flere europæiske biludlejningsselskaber. Mobiltelefonselskaber såsom Vodafone, O2 og spanske Telefonica sender tekst-beskeder ud til alle deres kunder med opfordringer til, at disse hjælper med efterforskningen. Flere britiske parlamentsmedlemmer samt det britiske cricket-landshold bærer de gule sløjfer, som man kan købe for at støtte familiens kampagne. Berømte fodboldspillere har TV-udsendt appeller til kidnapperne.

Men efter to ugers massiv dækning er de britiske medier i stigende grad begyndt at svinge pisken over sig selv.

Dagbladet The Guardian bragte to bidende kritiske indlæg i sidste uge fra kommentator Simon Jenkins og journalist Emma Brockes om henholdsvis en "mediedækning komplet ude af proportioner" og om det "Madeleine-hysteri", som har grebet chatrum og internet-communities over hele verden - der er 90 forskellige Madeleine-relaterede grupper bare på Facebook og mere end 12 hjemme-sider, hvoraf kun den ene, bringmadeleinehome.com, er familiens og nu nomineret som 'den officielle' hjemmeside.

En hær af rådgivere

Jenkins skrev om "en kvalmende sværm af udbyttere fra Hells' Angels til Premier League-fodboldspillere med gule sløjfer", som kan have forhindret vidner i at komme frem snarere end at finde dem:

"Vi har set en invaderende hær af rådgivere, børnepsykiatere, psykologer, kriminologer og traume-eksperter udtale sig... og 'enhver forældres mareridt' er blevet til hele nationens mareridt. Familier lukker deres dør mod omverdenen, krammer deres børn og forbander Portugal."

Jenkins mindede også læserne om de 800 børnebortførelser, der finder sted i Storbritannien årligt - de fleste i familier - og de mange drab på børn, som ingen omtale får overhovedet.

Den danske filosof Lis Nielsen ser først og fremmest en kollektiv frygt i den enorme offentlige reaktion:

"Der er en tendens i tiden, som handler om at danne stemningsfællesskaber i en rus. Samtidig er denne - tragiske - sag et stærkt eksempel på, hvordan vi i vore dage danner disse fællesskaber omkring enkeltsager," siger hun.

"Men denne sag trigger også andre ting. Vi ser en positiv frygt-transmission. Der er nogle elementer af middelalder over den måde, gidsler bortføres på i Irak f.eks. og halshugges. Der har været terrorbomber i London. Og vi er bange for pædofile, som f.eks. de meget omtalte sager i Belgien, hvor massen også rejste sig. Det hele samles i en kollektiv frygt, som vi så kan moralsk opruste os mod. Vi kan samle os som de gode, alle os, der hjælper med at finde Madeleine, alle os, der handler på en anden måde, mod de umoralske, de urene eller de klamme og helt uacceptable pædofile. Vi vil gerne udgrænse dem, vi ikke kan acceptere. Det er en nypuritansk frygtens politik, der er på spil," siger Lis Nielsen.

Virksomhedernes involvering i kampagnen kalder hun slet og ret for "en slags blodsugning. De skal brande sig, de springer på en bølge som en art parasitvirksomhed."

Ængsteligheden

Historiker Henrik Jensen peger også på "ængsteligheden i moderniteten", når Information beder ham om at kommentere sagen.

"Vi bliver mere og mere ængstelige, og vi dyrker det lidt, godt hjulpet af medierne. Vi følger med, klikker ind på hjemmesiden, videresender mails og så videre. Vi er en del af et digitalt fællesskab. Men det er en dobbelt-følelse. Vi ængstes over, hvor galt det kan gå, men samtidig betrygger vi os ved, at det ikke er os selv, det er sket for. Det truer ikke os. Det er ligesom med katastrofer langt væk, som også kan generere enorm sympati, som tsunamien f.eks."

- Er det godt eller skidt ?

"Ja, man kan dårligt bebrejde forældrene, at de gør, hvad de har mulighed for. Og dybest set er det med et barn, der bliver stjålet, jo det værste, forældre kan forestille sig. Men reaktionen siger ikke noget specielt positivt om samfundet. Der sker jo en moralsk erodering efter sådan en omgang. Det næste bortførte barn vil ikke få denne opmærksomhed. Og denne higen efter det digitale fællesskab siger også noget om en ensomhed og en stigende individualisme i samfundet, hvor vi ikke ved, hvor vi er på vej hen. Vi har en fornemmelse af, at det i stigende grad er nødvendigt at have øjne i nakken. Vi er nervøse, og nu skal man åbenbart også være bange for, at ens barn bliver stjålet, når man er på ferie."

Holder niveauet

Og imens eksperterne endevender dækningen, mødte Madeleines katolske forældre i denne uge Paven i privat audiens og gav ham et billede af deres datter. De fløj i et privat jetfly stillet til rådighed uden regning fra rigmanden Sir Philip Green - ejer af tøjkæden Topshop - og blev mødt af den britiske ambassadør ved ankomsten. Senere skal de til bl.a. Holland, Spanien, Belgien og Tyskland for at "rejse opmærksomhed" om deres forsvundne datter.

For det er nemlig McCann-familiens største angst lige nu: At den enorme medieinteresse stilner af, uden at deres datter er fundet. Så højt et aktivitetsniveau holder ikke evigt. Spørgsmålet for Kate og Gerry McCann er, om det holder længe nok til at medvirke til at finde deres datter. Som den 38-årige far sagde i denne uge:" Vi havde aldrig troet, vi ville få opmærksomhed på denne måde, men det eneste, det betyder for os, er, at vi kan få vores budskab ud."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu